Læsetid: 5 min.

Madame Zola og Dreyfus - 100 år efter

17. marts 1998

Der kommer stadig masser af ny litteratur om Zolas indsats. Nu også en biografi om fruen

NY BOG
"Jeg anklager", lød overskriften på den bedste historie nogensinde leveret i fransk presse - og ikke af en journalist, men af forfatteren Emile Zola: "Jeg er i færd med at skrive mit livs smukkeste brev," sagde han og opfordrede sin kone til at komme hjem for at være ved hans side. Artiklen var stilet til den franske præsident, og det smukke var ikke stilen, men den enorme kraft med hvilken han slyngede anklagerne ud over hele forsiden af dagbladet l'Aurore. Clemenceau, der dengang var avisens politiske redaktør havde lavet overskriften "J'accuse", og historien var ude over det meste af verden på et par timer.
Sagen handlede om den jødiske officer, Alfred Dreyfus, der på fjerde år sad forvist til Djævleøen, anklaget for spionage mod den franske stat. Det havde været en sag, der politisk var blevet blæst op så stort som muligt, og da der bagefter kom kendsgerninger, der viste, at anklagerne var forkerte, foretrak man at tie stille og sendte den oberst, der havde opdaget fejltagelsen på en post et afsides sted.

Dreyfus-sagen
Men nu kom Zola og afleverede hele sandheden om generaler, politikere og topfolk i den franske administration. Han havde ingen beviser, var bare overbevist, og hans artikel landede som en bombe, der afslørede en enorm splittelse i det franske samfund. En splittelse mellem højre og venstre, der dukkede op igen i trediverne for at kulminere under 2. verdenskrig med noget, der lignede en borgerkrig midt i den øvrige elendighed. At såret er der stadig, viser den ny litteratur om emnet, og med hensyn til Dreyfus er der folk i dag, der mener, at han kun blev frikendt på grund af 'venezianeren' Zolas mediekup og enorme pengesummer fra jødefamilien
Rothschild.
Hvordan de gik op i sagen dengang, ser man på en vittighedstegning, hvor gæsterne ved et festligt middagsselskab pludselig ligger og slås i en stor bunke midt på gulvet, fordi nogen har nævnt navnet Dreyfus.
Folk råbte "Død over Zola", da han kom ud af retsbygningen efter dommen på ét års fængsel samt en kæmpebøde for bagvaskelse af den franske stat. Han svarede "kannibaler" tilbage, men kom til at betale med sin opstilling til l'Academie Francaise, en stor del af sine læsere, en masse penge, og han gik et år i eksil.
I anledning af 100 års-dagen er der kommet en biografi om Madame Zola. Et forbavsende portræt af hustruen viser nogle nye aspekter af forfatterens privatliv og giver ny indsigt i, hvad der skete. Uden at det sker på bekostning af Zolas elskerinde,
Jeanne Rozerot, rehabiliteterer biografien også hans hustru, som vi ellers kun kendte fra forfatterens mesterfotografier.

Gabrielle
Evelyne Bloch-Dano - medarbejder ved Le Magazine Litteraire - starter med at grave en utrolig historie frem fra arkiverne: Den unge linnedjomfru 'Gabrielle', som Alexandrine Meley kaldte sig, afleverer sin fire dage gamle datter på et hospital for fundne børn og underskriver en erklæring om at afgive alle rettigheder, "vel vidende at dette barn vil få en langt hårdere skæbne end den jeg - hvor ringe mine kår end er - vil være i stand til at give det."
Utallige unge piger måtte gå den vej, når de ikke kunne klare sig med et uægte barn. Babyen blev, som det var almindeligt, hentet af en bondekone fra en fattig egn - kun de allerringeste tog det dårligt betalte job - og alene den lange tur tilbage i et uopvarmet tog på 3. klasse tog livet af mange af de små - 70 procent døde i løbet af kort tid.
Barnet her blev fire måneder, fru Zola fik aldrig flere, og det lykkedes ikke senere ægteparret at opklare historien.
Biografien giver et interessant indblik i småfolks kår dengang. De ringeste piger var dem, der vaskede, de fik - skriver Zola - indblik i borgerskabets misérer og hemmeligheder, og det gjorde dem særlig rå og grove. Over dem rangerede 'grisetterne', linnedjomfruer som Gabrielle, syersker og andre småhandlende, som der var masser af i Paris. Det var Mimi i La Bohème og pigerne på Renoirs og Degas' billeder, der danser og morer sig på værtshusene ved Seinefloden. Manet har lavet et ungdomsportræt af Gabrielle, en flot stærk kvinde der tjente lidt ekstra ved at være model for kunstnerne. Hun kom først sammen med Cezanne og siden med vennen Zola, der blev hendes livs kærlighed.

Madame Zola
Zola var lige så fattig som Gabrielle, men kom efterhånden til at tjene mange penge, og Madame ansatte selv en linnedjomfru til deres hus i Medan, den stilfærdige Jeanne Rozerot, men hun sagde op efter tre måneder. Nogle år efter kom det anonyme brev, der fortalte fruen om Zolas andet liv med elskerinde og to børn i rue Saint Lazare.
Stor ballade, Emile for frem og tilbage og var lige trofast i sit bedrageri som mod sin kone. Han ville have dem begge, og sådan blev det. Alexandrine affandt sig og blev oven i købet efterhånden en venlig dame for Emiles og elskerindens børn, som hun inviterede i byen og overøste med gaver.
Da Dreyfus-affæren brød ud, vågnede den gamle kamp-ånd i hende, hun blev en enorm støtte for sin mand i den sag, der slet ikke var deres, og hvor de satte alt til, som de i et helt liv havde bygget op. Typisk for hende tilgav hun aldrig dem, der valgte forkert i Dreyfus-affæren, men var stor og generøs i sagen om Jeanne, og hendes ja-lousi, der havde gjort hende svag i mange år, forsvandt, da hun opdagede, hvor meget hun selv betød for Emile. Det var hende, Zola bad om at købe julegaver fra ham til børnene, da han var i eksil, og det var hende, der sørgede for besked til Jeanne, da han omkom ved en ulykke, hvor hun overlevede, og igen hende der fik lagt elskerindens og børnenes portrætter på Zolas kiste.

Enken
En række breve viser hendes store respekt for Jeanne Rozerot og et stadig større venskab mellem de to enker. Man kan se, hvordan de har komplementeret hinanden i Zolas liv: Alexandrine, der er den barske, altid kæmpende og vagtsomme - også på andres vegne, og Jeanne, den blide tillidsfulde, der let kunne blive narret af sine omgivelser. Zola havde ikke taget højde for at dø i utide, og Alexandrine, som mange anklagede for at være konventionel og borgerlig, var vokset med i de senere år. Hun sørgede med megen takt og ganske uimponeret for månedlige bidrag - og ekstra til børnenes uddannelse. Drengen Jacques blev læge, men var inden syg af tuberkulose, og hans mange sanatorieophold var mere end hun egentlig havde råd til. Så hendes indsats var også her usædvanlig, og biografien er således ikke bare et spændende indblik i Zolas liv, men også en personlig fin historie om Alexandrine, der i mod og engagement ikke stod tilbage for sin mands bedste heltinder.

*Evelyne Bloch-Dano: Madame Zola. Biographie. 368 s., 146 franc. Grasset

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her