Læsetid: 8 min.

Mænd føler med deres øjne

14. marts 1998

Tørklædet sparer kvinderne for en masse problemer, siger en 19-årig iransk pige, der mener, at mændene umuligt kan lære at styre deres drifter

TEHERAN
Den 19-årige Niloofar, der er pakket ind ind i løse gevandter og tørklæde fra top til tå, læner sig fremad i stolen.
"Mænd kan føle med øjnene," siger hun med dæmpet stemme, som om hun frygter, at et mandeøre skulle være med på en lytter et eller andet sted i bygningen.
Hun røntgenfotograferer min reaktion med et par gnistrende øjne, der spørger, om jeg har forstået, hvad hun mener.
"Jo, altså, vi kvinder føler først noget, når en mand rører ved os. Mænd føler bare ved at se på os. Derfor er det bedst, at vi dækker os til. Det sparer os for en hel masse problemer," siger hun.
- Men er det ikke mændene, der må lære at styre deres drifter?
"Jo. Men det lærer de aldrig," siger hun med generaioner af kvinders opsparede visdom og et lettere nedladende, overbærende tonefald.
Vi sidder på redaktionen på et af de nye iranske magasiner. Navnet er Mahtob, der betyder Måneskin, og det er det første blad for teenage-pige siden den islamiske revolution i 1979. At bladet overhovedet kan komme på gaden er et fingerpeg om, at Iran er begyndt at løsne en smule op for de strenge islamiske regler for moral.

Glade piger
Faktisk er det de unge kvinder, der har båret den fornyelse, der er i gang i landet. Ud af en befolkning på 60 millioner, er over halvdelen under 20 år. Det vil sige, at omkring 15 millioner iranere er unge kvinder under 20 år, og det var især dem, der sidste år stemte på den moderate præsidentkandidat, Mohammad Khatami, som vandt valget til stor fortrydelse for Irans konservative præstestyre.
Og man kan allerede mærke på de iranske piger, at de er fulde af fortrøstning over for fremtiden.
I hvert fald er det svært at støde på piger, der hænger med næbbet. Tværtimod er de ligesom den 19-årige Niloofar, der læser til industriingeniør, både energiske og fulde af selvtillid.
"Vi er kede af, at Iran har sådan et dårligt ry i udlandet. Vi ville gerne have, at verden ved, at her ikke er så forfærdeligt," siger Niloofar.
Men forskellen er alligevel stor mellem Iran og Vesten. Så snart Niloofar begynder at tale om tørklæder, er vi nødt til at sende de to herrer i lokalet - chefredaktøren og tolken - ud på gangen. Niloofar er simpelthen for blufærdig til at tale ud om emnet i mænds påhør.
Tilsvarende bliver chefredaktøren, Ali Montevalli, blussende rød i hovedet, da jeg spørger, om Mahtob også skriver om sex.
"Vi skriver inden for grænserne af vores kultur," siger han og slår blikket ned.
På spørgsmålet, hvad det er for grænser, svarer han - stadig uden at se op - "vi går ikke i detaljer", hvorefter jeg kan høre på stemmeføringen og se på tolkens urolige rokken rundt i stolen, at det emne skal jeg ikke grave mere i.

Piger må ikke cykle
Til gengæld er redaktøren næsten overraskende ærlig, når han kritiserer behandlingen af kvinder i Iran. Overraskende fordi det normalt er svært at få iranerne til at kritisere systemet åbenlyst af frygt for repressalier.
Han synes ikke om, at de ikke må gå i biografen alene. At de ikke må dyrke udendørs sport. At de ikke må mødes med drenge. At små piger får mindre mad end små drenge. At piger ikke må cykle. At kvinder arver mindre end mænd. At piger ikke må gifte sig med flere mænd ad gangen, mens mændene ifølge iransk lov må have op til fire koner samtidig.
Til gengæld er det meget svært at få Niloofar til at sige noget negativt om Iran. Det kan der være flere forklaringer på. Enten er hun bange for at udtale sig. Eller også vinder nationalfølelsen og fædrelandskærligheden over lysten til at brokke sig over for en udlænding. I hvert fald siger hun.
"Jeg gør alt det, jeg kan lide at foretage mig. Jeg føler mig ikke begrænset." Heller ikke af, at piger helst ikke skal gå med for meget makeup.
"Jeg synes jeg er smuk nok som jeg er, og i hvert fald har Gud skabt mig sådan her. Hvorfor skal jeg lave om på det? Er kvinder ikke gode nok, som de er?"
Hun er heller ikke bange for udsigten til, at hendes kommende mand tager sig en kone nummer to, når hun engang er blevet lidt slidt.
"Koranen siger, at en mand kun må gifte sig med flere kvinder, hvis han elsker dem lige højt og behandler dem fuldstændig ens. Det er menneskeligt umuligt, så det er jeg sikker på, min mand ikke vil gøre," siger hun, der er lovet væk til en 21-årig mand, der "har ventet på mig i fire år".

Sting og Kieslowski
Andre unge kvinder svarer på samme måde:
"I tror, vi har det så slemt, men i virkeligheden gør vi alt det, unge har lyst til at gøre. Vi holder fester, vi hører musik, vi ser film. Og så kan vi gå i fred på gaden. Selv om aftenen. Kan man måske det i USA?" spørger den 20-årige Najine, der læser til grafiker på universitetet i Teheran.
Fester? Jeg troede det var forbudt at holde fester i Iran. Man risikerer, at politiet kommer?
"Jamen, det bliver det da bare mere spændende af..."
Selv om vestlig popmusik er forbudt i Iran, remser Najine sine yndlingsgrupper op, fnisende efterhånden som remsen bliver længere og længere: Dire Stratis, George Michael, Beatles, Bob Dylan, Sting...
Men hun kan ikke lide amerikanske film.
"De er overfladiske. Jeg ser Kieslowski, Rød, Blå, Hvid," siger hun.
Najine har haft kærester, siden hun var 15, men hun synes det er i orden, at forældrene holder øje.
"Når du er teenager, ved du ikke, hvad du gør. Det er fint, at de voksne sætter de grænser, de unge ikke selv kan sætte," siger Najine og bedyrer, at det med tørklædet er en ligegyldig detalje. Hvad hendes mor på 49 til gengæld ikke synes.
"Jeg tror, at det obligatoriske tørklæde og alle de andre regler for offentlig opførsel er meget værre for min generation, der er vokset op under shahen, hvor friheden var meget større. Min datters generation er vokset op med præstestyret. De er vant til det. Det er os andre, der er trætte af det," siger moderen, der er billedhugger.

Lidt mere afslappet
Heller ikke Banafsheh på 27 kan hidse sig op over tørklædetvangen: "Det tørklæde betyder ikke så meget. Vi skal jo kun have det på, når vi er ude. Hjemme og til private fester kan vi gøre, hvad vi vil," siger Banafsheh, der er gift med den 32-årige Mohammad, der for to år siden flyttede hjem til Iran efter 12 år i Danmark.
Banafsheh er en af de mange unge, der stemte på Khatami ved parlamentsvalget sidste år, fordi "han tager de unge alvorligt," men det er ikke ensbetydende med, at hun ønsker sig en revolution eller et samfund efter vestlig opskrift.
"Jeg er meget godt tilfreds med mit liv i Iran i dag. Men jeg synes, at der skulle være lidt mere frie forhold for de unge. Politiet skulle lade være med at jagte unge, bare fordi de taler med en af det modsatte køn. Men jeg synes ikke, det skal være som i Vesten. Jeg går ikke ind for, at de unge skal kysse og holde i hånd. Men jeg synes, det skal være muligt at tale sammen, uden at risikere at blive arresteret," siger Banafsheh, der snart skal føde sit første barn.

Arrangerede ægteskaber
Hun har heller ikke noget imod, at forældrene, som det er skik i Iran, deltager i børnenes valg af ægtefælle.
"Pas på, for der er en forskel mellem tvangsægteskaber og så ægteskaber, hvor forældrene er med på råd. Det er den sidste model, der er mest almindelig i Iran i dag. Det er ikke som i gamle dage. Nu foregår det sådan, at hvis jeg er interesseret i en mand og han i mig, så foreslår vi vores forældre, at vi gifter os," siger Banafsheh, der har taget en fireårig universitetsuddannelse i økonomi og arbejdet i regnskabsafdelingen på en servietfabrik, indtil hun gik på barsel.
Men hvis forældrene bruger deres vetoret, gør det heller ikke noget.
"Jeg kan se blandt mine veninder, at dem, der har giftet sig mod forældrenes vilje, oftere ender i skilsmisse. Jeg tror, det er godt for de unge at trække på forældrenes livserfaring. Her i Iran er der ikke tradition for, at man bor sammen før ægteskabet, så man har ikke mulighed for at lære hinanden at kende. Derfor er det godt, at forældrene er med på råd," siger hun.
"Jeg kan godt se, at Europa er dejligt, men jeg accepterer ikke det hele. I har for eksempel store ungdomsproblemer, selvmord, narko, vold og meget mere kriminalitet, end vi har her," siger Banafsheh, der var i Danmark sidste år. Det, der gjorde mest indtryk på hende, var dronningens afslappede facon og danskernes forhold til hende.
"Det er sådan en leder, vi gerne vil have i Iran," siger hun.

Elsker Hollywood
Jeg er til sidst desperat for at finde alle de unge, utilfredse piger, der efter sigende har stemt på Khatami, fordi de ikke længere kan holde det iranske forbudssamfund ud. Men må i stedet slå mig til tåls med, at der ikke synes at lure noget ungdomsoprør under overfladen. Og hvis der gør, er det forbandet godt skjult.
På ti dage i Teheran lykkes det at finde utilfredse unge piger ét sted. Det er foran det engelske institut på Vesal Shirazi-gaden, hvor der hver eftermiddag er en vrimmel af 12-25-årige unge kvinder, der vil lære engelsk "for at vide mere om verden," som den 24-årige Maryam, der læser mikrobiologi på universitetet, siger.
De tre piger er lige kommet ud fra dagens engelsklektion, og de er enige om, at drenge må meget mere end piger i Iran.
"Det siger vi også til dem. Men så svarer de: ja, selvfølgelig, vi er jo drenge," fortæller Hellia på 15 og ser ud, som om hun synes, det er ret strengt.
De tre piger "elsker Hollywood", og Maryam, der både har læbestift og høje sko under det løse tøj, fortæller:
"Jeg ser alle de action- og kærlighedsfilm, jeg kan komme afsted med."

Hader tørklædet
De tre piger hader også tørklædet, fordi "det ødelægger vores hår og gør os grimmere. En pige er smuk med sit hår. Det vil vi gerne vise," siger Hellia, der også har mere hår uden for tørklædet, end det er normalt i Iran.
Men de ser nu ikke ud, som om de fører verdens mest triste tilværelse. Øjnene funkler af spændt forventning over fremtiden, og på spørgsmålet, hvad en god fremtid er i deres øjne, lyder det svar, som alle Irans unge kvinder afgiver pr. automatik: De vil studere. Helst til læge. Og giftes - engang. Men det bliver ikke lige med de samme. Først skal de læse, lære, leve, rejse. For Irans unge kvinder opfatter livet som deres eget. Mændenes overherredømme har ikke langt igen.

Dette er den tredje artikel i en serie om forandringerne i Iran. De to foregående blev bragt den 4. og 9. marts. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her