Læsetid: 4 min.

Matematik eller kærlighed

6. marts 1998

Gus Van Sants 'Good Will Hunting' tørlægger tårekanalerne, men den gør det med intelligens og skuespil af høj karat

NY FILM
Will Hunting er god - ganske ualmindeligt god, endda - til matematik. Komplicerede ligninger, som selv de bedste universitetshoveder er ved at krakelere over, løser Will som en leg. Men han er langtfra matematikstuderende.
Tværtimod gør han rent på M.I.T. i Boston, hvor bedre folks børn andægtigt fylder auditorierne uden at have en brøkdel så meget begreb om den højere matematiske logik som den unge rengøringsassistent, der mopper gangen uden for døren.
I forhold til en guldrandet universitetskarriere er Will født 'on the wrong side of the tracks', i den sydlige del af Boston. Her hæger man ikke om matematiske whiz kids, men drikker og tæver sit afkom, så længe man da overhovedet gider at have noget med sine børn at gøre.
Will (Matt Damon) har haft en sådan hård opvækst, men gennem hele sin barn- og ungdom har han søgt tilflugt i bøgernes verden. Han har adskillige anklager for vold på sit synderegister, men hver gang har hans omfangsrige læsning sat ham i stand til at føre sit eget forsvar, så både anklager og dommer måtte give op. Ellers går hans dage med animerede værtshusbesøg og baseballkampe i selskab med tre langt mindre begavede venner. En dag får en af M.I.T.s matematikprofessorer (Stellan Skarsgard - som han hedder på amerikansk) øje på Wills usædvanlige matematiske talent.
Will har netop for første gang tabt sin sag i retten, men professoren laver en studehandel med myndighederne. Hvis han følger undervisning og går i terapi, kan Will løslades på professorens ansvar. Will er ikke meget for terapi-kravet, men da han lige har mødt en sød Harvard-pige (Minnie Driver), er han parat til at acceptere hvad som helst for at komme ud.

Levende menneskers klub
Efter at have drevet adskillige psykiatere ud af deres gode skind havner Will i hænderne på en af professorens studiekammerater, psykologen Sean McGuire (Robin Williams). I akademiske kredse går han for at være lidt af en fiasko, fordi han aldrig har stræbt mod stjernerne, men har ladet kærligheden gå forud for karrieren. Gradvist lykkes det denne menneskekender at perforere Wills slagfærdige skal og få ham til at indse, at han måske ved en masse af den slags, man kan læse om i bøger, men intet om livet selv.
Hvis det lyder meget amerikansk og måske også leder en tanke eller to hen på Peter Weirs Døde poeters klub, hvor samme Robin Williams spillede den engagerede lærer, der opfordrede de forkrampede kostskoleelever til at 'gribe dagen', er det ikke skudt helt ved siden af, for i mangt og meget er Good Will Hunting en god gammeldags Holly-
wood-humanistisk dannelsesfilm.
Skønt hele plottet drejer sig om Wills samspilsproblemer, er vi ikke et sekund i tvivl om, at de ved den gode psykologs mellemkomst vil blive løst til sidst, ligesom det fra starten ligger i Hollywood-kortene, hvad den helbredte Will ender med at vælge, da såvel karrieren som kærligheden er blevet mulige, blot ikke på én gang.

En rigtig tuder
Til en humanistisk sindet Hollywood-film hører også, at man tuder i spandevis, og i så henseende skuffer Good Will Hunting på ingen måde. Men i modsætning til så mange andre film, hvor man bliver irriteret på sig selv over at sidde og vande høns til en film, man i virkeligheden synes er åndssvag, får man ingen dårlig smag i munden over at tude til den uhyre velspillede og gennemført intelligente Good Will Hunting.
Det er Matt Damon og hans barndomsven fra Boston Ben Affleck (som spiller Wills kammerat Chuckie), der har skrevet filmens Oscar-nominerede manuskript. Selv om det i mangt og meget følger spillets regler, emmer det - specielt i scenerne med de fire venner - af en ægthed og friskhed, der vidner om, at det er skrevet af nogen, der kender det bostonske ungdomsmiljø indefra. Og det tjener Gus Van Sant - der tidligere har lavet stilistisk dristige film som Drugstore Cow-boy, My Own Private Idaho og To Die For - til ære, at han her i det store og hele elegant og galant gør sin personlige stil usynlig for at lade historien og skuespillerne træde så meget desto stærkere frem.

Til kamp mod Titanic
Og der er virkelig tale om skuespil af første klasse. Såvel Robin Williams og Stellan Skarsgård som Matt Damon og Ben Affleck er fremragende hver for sig, men det er i pas-de-deux'erne - især mellem Williams og Hamon, men også i konstellationerne Skarsgård-Hamon og Williams-Skarsgård - det virkelig slår gnister. Men så har skuespillerne også et trumfkort i den veloplagte dialog, der (for det meste) er (omtrent) så intelligent, som det kræves, når hovedpersonen hævdes at have en IQ af Einsteins kaliber.
Good Will Hunting er nomineret til ni Oscars, og man under den gerne et par stykker. Ni bliver det dog næppe til, medmindre da Titanic skulle gå hen og vædre et isbjerg i opløbet...

*Good Will Hunting. Amerikansk. Instruktion: Gus Van Sant. Manuskript: Matt Damon og Ben Affleck. 127 min. (Palladium, Palads, Dagmar og 17 andre biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her