Læsetid: 9 min.

Meningsmaskinen mod den yngste Helveg

5. marts 1998

Bjørn Elmquist finder sit genvalg afgørende for den radikale retspolitik. Morten Helveg Petersen vil repræsentere fornyelsen. De kæmper om det samme radikale mandat i Københavns Amt

Bjørn Elmquist er ikke meget for min vinkel, da han får den forelagt:
"Der er flere unge kandidater i amtet. Hvis du vil lave en historie om et generations-
opgør, kan jeg ikke forstå, at du vil skrive om Morten Helveg," siger retsudvalgsformanden. Han mener ikke, at Det Radikale Venstres folketingskandidat i Hvidovre-Brøndby-kredsen er særlig interessant "bare fordi han hedder Petersen til efternavn".
Men efter lidt diskussion om, hvorvidt det er journalisten eller kilden, der vinkler historien, indvilger Bjørn Elmquist i at lade sig interviewe.

I telefonen lægger jeg forsigtigt op til et møde med Morten Helveg Petersen i nogle omgivelser, hvor han færdes til daglig. Kandidaten foreslår selv et interview "hos Brydesen", cafeteriet på den christiansborgske andensal, hvor han også lader sig interviewe til næste dags udgave af Politiken.

"NÅR BJØRN Elmquist ser en journalist, løber han. Og nogle gange lykkes det ham at indhente journalisten."
Vittigheden, der danner indgangen til et portræt af Bjørn Elmquist i Jyllands-Posten fra 1996, er typisk for mediers og politiske konkurrenters tone over for retsudvalgets formand.
Virkeligheden er, at journalisterne kontakter ham igen og igen - formentlig væsentligt oftere end han opsøger dem. Selv fortæller han gerne om dengang, Jyllands-Posten havde kaldt ham "meningsmaskine". Dagen efter ringede fire forskellige journalister fra samme avis. Hvorefter Bjørn Elmquist nægtede at udtale sig og lagde Jyllands-Posten på is. I et par dage.
Når man forelægger Bjørn Elmquist kritikken, svarer han, at "åbenhed er kolossalt vigtigt", og at han gerne giver borgerne "indsigt i det politiske værksted".
Og når man spørger ham, om hans forkærlighed for at lave de såkaldte stand ups - journalist taler til kamera - da han i 1991-94 mellem sine to folketingsperioder var journalist på TV-Avisen, forklarer han, at det var vigtigt for ham at "give seerne en fortrolighed med kanalen".

MORTEN HELVEG Petersen har en mindre omfattende, men meget mere velvillig presse end Bjørn Elmquist, fremgår det af en søgning
i Politikens og Jyllands-Postens elektroniske arkiver.
Gang på gang præsenteres han under overskrifter om ungdomsoprør og genera-
tionsopgør. Der er ingen vitser om, at han løber efter journalisterne. Og efter, hvad han selv fortæller, er det slet ikke nødvendigt. Journalisterne ringer til ham. Han kender jargonen, når han slår ud med hånden og siger:
"Det er ikke til blokken, det her".
Der er ting, han gerne vil fortælle mig uden at blive citeret for det. Den erfarne Bjørn Elmquist bruger ikke én gang den vending, som Morten Helveg Petersen drysser ud over interviewet fire-fem gange.
Har du et forhold til ord som "ungdomsoprør" og "generationsopgør"? spørger jeg den 31-årige mand i den lyseblå, slipsefri skjorte, der sidder over for mig i Brydesens Cafeteria. Jeg tænker på, at han gør politisk karriere i samme parti, som farfaren Kristen og faren Niels. At han - da jeg efterlyste forbilleder - lige har nævnt de fire radikale ministre. At han ofte lyder som... sin far.
"Ja, prøv at se der!" siger han og peger på forsiden af sin kampagnepjece, hvor man ser den yngste Helveg gående hen imod kameraet som en anden Tony Blair.
"Stem på nye radikale kræfter," står der.

LØRDAG MED solstrejf og drivende skyer foran Holte Midtpunkt. Klokken er 11.02, da Bjørn Elmquist triller ind på parkeringspladsen i sin kones lille, sorte Opel Corsa, hilser på to-tre radikale aktivister og pakker det medbragte - yderst skrøbelige - bridgebord med grøn filt ud.
I dag pendler Bjørn Elmquist mellem dette butikstorv og et lignende i Nærum. Begge steder har han radikale tropper stående ved små borde med løbesedler.
"Dav, vil du ha' noget om valget den 11. marts?" smiler Bjørn Elmquist til folk og stikker en primitiv løbeseddel med skolebladslayout frem. Mange tager imod og haster videre. Nogle er helt afvisende eller fortæller, at "jeg stemmer på dit gamle parti". Søllerød er en Venstre-kommune.
En ældre herre med baskerhue, parkacoat, cowboybukser og fornuftige vandrestøvler standser op:
"Jamen, det er jo Bjørn. Du behøver ikke give mig sådan en. Jeg stemmer på jer alligevel," smiler manden og giver sig så til at skælde ud på Ebbe Lundgaard, som han kalder "en mærkelig type".
Bjørn Elmquist mumler noget om "pluralisme og mangfoldighed" i partiet. Han får et lidt fraværende blik, skotter til de potentielle vælgere, der haster forbi med fulde indkøbsposer og børn i flyverdragter, mens han spilder flere minutter på at snakke med én, der stemmer på ham i forvejen - uanset hvad.

MORTEN HELVEG fortæller om sit karriereforløb i Radikal Ungdom, i Det Radikale Venstre (han meldte sig ind i begge organisationer som 21-årig) og i Dansk Industri, hvor han har været ansat siden 1992.
"Beslutningen om at stille op til Folketinget skubbede jeg foran mig i mange år. Jeg fik tilbud om folketingskredse, fra jeg var i midten af 20'erne. Men det var vigtigt for mig at være 100... nej, 110 procent sikker på, at det var mig, det her," fortæller han.
Han forklarer, at det er "kanonskægt" at føre valgkamp. At han "aldrig har haft det så sjovt":
"Det er simpelt hen så dejligt. Nogle gange kan jeg blive helt forskrækket over mig selv, fordi jeg er så tændt, som jeg er."
Kandidaten fortæller, at det var vigtigt for ham at få den faglige ballast, der ligger i "også at prøve noget andet". Han fortæller om sin far, politikersønnen Niels, der blev valgt til Folketinget som 27-årig efter et ultrakort arbejdsliv uden for Folketinget.
Er det, spørger jeg, lidt ligesom Kronprins Frederik, der går på sergentskole, læser ved Aarhus Universitet, kommer til Frømandskorpset, læser på Harvard og senest skifter til flyvevåbnet - altsammen for at forberede sig på sin egentlige mission i livet?
"Jeg kan godt se din parallel," siger Morten Helveg Petersen. Men forsikrer, at der ikke ligger nogen "masterplan" for hans karriere.

"FOR AT JEG kan være et bolværk mod højrebølgen," svarer Bjørn Elmquist uden at tøve, da jeg spørger, hvorfor det er så vigtigt, at han bliver valgt på onsdag.
"Mange - også uden for partiet - har sagt, at det var godt, der kom en, der kunne løfte arven efter Bernhard Baunsgaard. Jeg mener ikke jeg overdriver, når jeg siger, at det er ganske afgørende, at jeg bliver genvalgt. Jeg har simpelt hen svært ved at se, hvem der umiddelbart vil overtage området," siger Bjørn Elmquist og forsvarer sin "stædige slaphed" i retspolitikken.

FORELAGT SAMME spørgsmål - Hvorfor er det vigtigt, at du bliver valgt? - svarer Morten Helveg Petersen med blikket fuldt af lige dele adrenalin og søvnunderskud:
"Fordi jeg har noget at bidrage med. Fordi jeg tror, jeg kan gøre en forskel."
Han taler om sit partis "enorme potentiale", og at Det Radikale Venstre ikke skal finde sig i kun at få valgt otte folketingsmedlemmer:
"Det er for uambitiøst at satse på at få fem procent af stemmerne. Nu må vi flugte det her," siger han og gestikulerer.
Han kommer ind på mærkesager som "klogere brug af flere computere" i folkeskolen. DI-erfaringerne med EU, erhvervspolitik og Øststøtte vil han bruge til at skabe "strategiske partnerskaber" og "ambitiøse handlingsplaner". Noget af luften lukker han dog ud af ordene igen med et smil ved at kalde dem "erhvervspolitiske modeord". Morten Helveg Petersen er ikke så direkte i sin kritik af Bjørn Elmquist som hans kredsformand i Hvidovre-Brøndby, Ernst Kynde, der siger, at man "nogle gange får indtryk af, at hensynet til gerningsmanden er vigtigere end hensynet til offeret" i den radikale retspolitik.

BJØRN ELMQUIST kæmper i fejende medvind tirsdag formiddag foran 360 elever på Virum Gymnasium. I panelet sidder han mellem SF's Kjeld Rahbæk Møller, Socialdemokratiets Lise Hækkerup, Venstres Bertel Haarder og Dansk Folkepartis Aase Madsen. Han er den eneste, der får sine indlæg afbrudt af klapsalver:
"Tak fordi I klappede. I tog lidt af min tid, men det gør ingenting," charmer han efter et indlæg om "anstændighed" og "moral" i flygtningedebatten.
Han er sluppet godt af sted med at komme klankende hen over salens trægulv med sit 59-årige, ungdommelige strithår, sine spidse western boots og sin afslappede rullekravesweater 12 minutter efter, at mødet er gået i gang.
Ganske vist har Venstre på forhånd mange sympatisører, men Bertel Haarder har svært ved at forklare, hvordan den kommende VK-regering vil lave udlændingepolitik helt uden at lade Dansk Folkeparti få indflydelse.
Så Bjørn Elmquist har en usædvanlig nem hjemmebanekamp her, hvor gymnasieeleverne ligefrem kræver at få flere flygtninge og indvandrere til skolen end den håndfuld, der i forvejen går blandt de næsten 700 elever.
Fotograf Klaus Holsting bevæger sig op på scenen midt under vælgermødet. Han stiller sig bag Bjørn Elmquist og prikker ham på skulderen: "Prøv og kig på mig."
Bjørn Elmquist poserer. Han vender nakken til publikum, mens de andre taler videre, og smiler til fotografen.

SOCIALDEMOKRATEN Per Kaalund stikker hovedet ind i Brydesens rygerafdeling, hvor Morten Helveg Petersen nyder sine Prince Light til en Coca-Cola Light og en kop kaffe med lidt mælk.
"Hej, Per," vinker han.
Da Per Kaalund er gået lidt videre, spørger jeg Morten Helveg, om Kaalund også stiller op i Hvidovre-Brøndby ligesom han selv. Det ved han faktisk ikke, så han råber efter Per Kaalund. Han bekræfter, at han er kandidat i samme kreds.
"Hvor godt kender du kredsen?" spørger Kaalund, der bliver stående lidt og snakker.
"Nåeh, ikke sådan..." Morten Helveg Petersen trækker på det.
De lange rækker af socialdemokratiske boligblokke i Brøndby og Hvidovre er ikke just radikalt kerneland. Ingen af de to kommunalbestyrelser har radikal repræsentation, mens der sidder radikale i både Søllerød og Lyngby-Taarbæk i Elmquist-land nord for København.
Morten Helveg Petersen svarer undvigende på spørgsmålet om, hvorvidt han vil svigte sin kreds, hvis han får tilbudt en bedre. Det gjorde hans rival, Bjørn Elmquist, der i 1990 blev radikal førstesuppleant i Glostrup, derpå havde kontakter med Ballerup for til sidst at erobre Lyngby-Søllerød, som i mange år har givet valg til liste B.
"Det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg har fokus
på denne her valgkamp nu. Den optager al min energi," er alt, hvad Morten Helveg Petersen har lyst til at sige om emnet.
Den problematiske kreds er en del af baggrunden for, at tirsdagens pjeceaktion skal foregå foran Ikea i Gentofte, hvor Morten Helveg forventer flere potentielle radikale end i Hvidovre. Problemet er bare, at Ikea ligger i Gentofte-Hellerup-kredsen. Og at Morten Helveg på et stormfuldt amtsbestyrelsesmøde sidste torsdag blev belært om, at man ifølge en aftale fra 1996 ikke går på rov i hinandens kredse uden tilladelse fra den lokale kandidat.
Jeg ringer tirsdag eftermiddag til amtsformand Jimmy Thomsen for at forelægge ham Morten Helveg Petersens version af mødet i amtsbestyrelsen forløb.
Efter vores samtale ringer Jimmy Thomsen videre til Morten Helveg Petersen, som ringer til mig og omdirigerer os med en halv times varsel. Billederne af den yngste Helvegs uddeling af de professionelt udseende, trefløjede pjecer, er taget på Hvidovre Station. Hjemme i hans egen kreds.

BLÅ BOG
'Omtanke og erfaring'
* Bjørn Elmquist, 59 år. Student 1957 fra Østre Borgerdydsskole, cand. jur. 1963 fra Københavns Universitet. Embedsmand 1963-71, journalist, EF-korrespondent og studievært ved Danmarks Radio 1971-79, folketingsmedlem for Venstre valgt i Aalborg Nord, Nordjyllands Amt, 1979-90, DR-journalist 1990-94, folketingsmedlem for Det Radikale Venstre valgt i Lyngby og Søllerød, Københavns Amt, siden 1994. Formand for Folketingets Retsudvalg.
Stikord fra Bjørn Elmquists løbeseddel:
"Vi vil ikke finde os i marginaliseringen."
"Det Radikale Venstre står fast på sit humanistiske menneskesyn."
Slogans: "Frihed og fællesskab", "Ansvar og humanisme" og "Omtanke og erfaring".

BLÅ BOG
'En ny generation af radikale'
* Morten Helveg Petersen, 31 år. Student 1985 fra Falkonergårdens Gymnasium. Cand. polit. 1992 fra Københavns Universitet. Derefter ansat som økonomisk konsulent i Dansk Industri, hvor han især har arbejdet med EU-spørgsmål og Øststøtte. Det Radikale Venstres kandidat i Hvidovre og Brøndby, Københavns Amt, siden 1996.
Stikord fra Morten Helveg Petersens pjece:
"Der må ikke være et klasselokale i Danmark uden computer og adgang til Internet. Børnenes penalhuse afløses af en computer."
"Det private erhvervsliv tjener penge hjem til os alle - uden undtagelse."
Slogans: "Stem på nye radikale kræfter" og "en ny generation af radikale".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu