Læsetid: 5 min.

Middagslur i Højesteret

23. marts 1998

Fotografer er forment adgang til salen, hvor forestillingen 'EU kontra Grundloven' har gået de sidste uger. Det kunne der ellers være kommet sjove billeder ud af

GRUNDLOVSSAGEN
De sorte og syntetiske kåber flagrer om advokaterne, medens de hastigt skridter hen ad stengulvet. Lige bag dem følger en håndfuld alvorstunge embedsmænd i mørke jakkesæt. De er på vej mod de endnu lukkede døre ind til Højesterets 1. afdeling. Fotografer og tv-kameraer følger dem tæt.
"1. afdeling!" råber en uniformeret højesteretsbetjent og slår de meterhøje dobbeltdøre op.
Advokaterne og embedsmændene træder indenfor. I hælene har de et mylder af tilhørere: Sagsøgere, kommende jurister, tilhængere og modstandere af Unionen. Og journalister fra næsten samtlige Danmarks landsdækkende medier.
Ved rigets øverste dømmende myndighed forestår nu den endelige prøvelse af Grundlovssagen - eller, som den for længst er døbt: Århundredets vigtigste statsforfatningsretlige sag.

Hertil og ikke længere
Men fremme ved dørene må fotograferne pakke sammen. Med et Nordfoto på ryggen eller et tv-kamera på skulderen kommer man ikke ind i den højloftede sal, hvor 11 højesteretsdommere allerede har sat sig til rette.
Advokaterne stopper og bukker. Foran dem, hævet over gulvniveauet i den store sal, sidder dommerne, behørigt iklædt de bordeaux velourkåber med hvide kanter - men med ansigterne næsten skjult bag stabler af sagsmateriale.
I midten anes det øverste af den 65-årige Mogens Hornslet. Manden, man stadig husker fra den januardag i 1993, da han bar en stak røde Tamil-rapporter ind i Statsministeriet - og tog
Schlüter med ud igen.
"Vær så god at sidde ned," siger Hornslet venligt.
Stort set samtlige de polstrede stole besættes. Forestillingen kan begynde. Foran os ligger en opførelse i 11 akter af dramaet EU kontra Grundloven.
Eller Grundlovstømmersagen, som sagsøgerne har døbt den i et forsøg på at fremmane billedet af et politisk establishment, der i ledtog med euro-kraterne i Bruxelles i årtier har solgt ud af kongerigets selvbestemmelse - i strid med Danmarks Riges Grundlov.
Blandt rekvisitterne er en række dokumenter så hemmelige, at de kun er her, fordi Højesteret selv forlangte det: Fortroligt-stemplede regeringspapirer.
Men vigtigst er replikkerne, og advokaterne går lige på: "Hæderværdige Højesteret!" indleder de alle, men dermed hører lighederne også op.

Scenevante Krarup
Størst greb om publikum har den 63-årige Ole Krarup, som i årevis har optrådt som forelæser på Københavns Universitet, hvor han har været juraprofessor lige siden tiden før, et flertal af danskerne i 1972 stemte Danmark ind i Fællesmarkedet. Sådan rigtig advokat er han ganske vist ikke og må derfor normalt ikke optræde her i salen, alligevel har Højesteret i denne særlige anledning givet ham lov at spille en rolle, en af de større endda.
Skråt bag ham sidder de to herrer Michael Gregers Larsen og Karsten Hagel-Sørensen fra Kammeradvokaturen. To duknakkede skikkelser, begge med håret redt så sirligt, at det da dækker lidt af det bare. Musestille sidder de, medens de med hver deres højre pegefinger nøje følger med i Krarups manuskript. Noterer lidt på en blok i ny og næ. Som skriverkarlene i Klods Hans.
Minutterne snegler sig af sted, når man venter på selv at skulle på scenen. Men kammeradvokaterne har fundet en nyttig måde at fordrive ventetiden: De giver den som sufflører. Dog ikke så diskret, som det sig for sufflører hør og bør.
Flere gange springer de op og afbryder den myndigt og fyndigt talende professor.
"Det kunne være nyttigt, om hr. professor Krarup også dokumenterede...," siger de, når de synes, Krarup springer for let hen over teksten og dermed forholder dommerne vigtige passager.
Men nu træder Krarups medspiller, Karen Dyekjær-Hansen frem på scenen, og så får kammeradvokaternes pegefingre først for alvor travlt.

Væk fra mikrofonerne
Målt på replikker har den 58-årige Karen Dyekjær-Hansen den absolutte hovedrolle. Og ligesom Krarup taler hun endda uden manuskript, når hun da ikke lige læser op af de tekster, kammeradvokaterne kan følge med i.
Også hun er en god historiefortæller. Så god, at der bestemt ikke er nogen grund til, at hun næsten konsekvent stiller sig så langt fra mikrofonerne, at de har svært ved at fange hendes ord. Dét ærgrer flere. En af dem er en højesteretsdommer så høj, at man trods alle papirerne kan se hans ansigt: Torben Melchior.
"Advokat Dyekjær-Hansen, De må ikke hviske, når De kommer til det allermest alvorlige," siger han venligt men bestemt, da et af akterne når sit spændingens højdepunkt.
Sammen med Krarup og Dyekjær-Hansen, men næsten lidt for sig selv, sidder Christian Harlang - det sidste knap halve år bedre kendt for sin rolle i en genopførelse af den blodige historie, opkaldt efter grev Christoffer af Oldenburg: Grevens Fejde. Denne gang i en version så nutidig, at Harlang forfægter Erik greve Danneskiold-Samsøe og hans forsøg på at drive økologisk landbrug på jorderne ved Gisselfeld Gods. Men det er en helt anden historie.
Ingen skal sige, de ikke gør hvad de kan, advokaterne. Og de gør det flot. Alle fem. Lyttet bliver der da også, især fra dommerpodiet. Men bag advokaternes ryg udspiller sig en helt anden kamp. En kamp, hvor gajoler, bolcher og andet snold er vigtige våben: Kampen for at holde sig vågen.

Frem med gajolerne
På 1. tilhørerrække, med bedst udsigt til scenen - de dyreste pladser, hvis ikke entréen var gratis - sidder embedsmændene, som i årevis har haft det ansvarsfulde hverv at forberede kammeradvokaternes replikker.
I højre side reporterne, som skal formidle til landets borgere.
På resten af stolene sidder tilhørere, som klistret til med mærkater a la Nej til mer' Union og Der må være en grænse afslører deres engagement i udfaldet af dramaet: Hvem besejrer hvem - vinder EU eller Grundloven?
Det sker så tit. I tog, i busser. Enhver kender synet af en medpassager overmandet af søvnen: Den rokkende krop og det dinglende hoved. Og enhver kan genkalde sig både det øjeblik, hvor man forvirret slår øjnene op, og de væmmelige sekunder, der følger. Man har blottet sig. Blandt fremmede.
I Højesteret kommer det bagfra, og det breder sig hurtigt. Som forestillingen skrider frem, læner flere og flere sig længere og længere forover - for bedre at høre? For bedre at se?
Jo længere fremme i rækkerne, jo længere holdes der stand.
Af og til får embedsmændene både noget at tygge på og noget at fundere over: En æske gule gajoler sendes af sted på forreste række. Fra venstre til højre og tilbage igen. Men lige meget hjælper det.
Men hvad - det vigtigste går ingen glip af: Når de rigtig gode replikker skal fyres af, hæver advokaterne stemmerne, og et ryk går gennem tilskuerrækkerne.
11-akteren EU kontra Grundloven er forbi. Forude venter Højesteretsdommen - oplæst af Mogens Hornslet mandag den 6. april klokken 12.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu