Læsetid: 14 min.

Midgårdsliv

21. marts 1998

Højskolen i Thy er som landets øvrige højskoler ramt af faldende elevtal. Men forstanderen Lone Olsen vil ikke sælge højskolens sjæl ved at blive en del af det kompetencegivende uddannelsessystem. Man skal være sin højskole, siger hun i dette interview om Valhal og Hel og alt det imellem

Lone Olsen, forstander på Højskolen i Thy har flere grunde til at fortælle den kendte historie fra den nordiske mytologi. For det første kan hun slet ikke lade være - fortællingen er selve nerven i den lille højskole, der er en af de få som ved siden af det grundtvigske holder fast i arven fra skolemanden Christen Kold, der mente, at livsoplysning sker gennem fortællingen. Desuden har højskolen som sit logo lurblæseren Heimdal.
Hendes pointe med historien er, at mennesker gennem alle tider har gjort sig den erfaring, at når kaoskræfterne bryder løs, må de bindes, for ellers lader livet sig ikke leve. Og at der er altid nogle, der må give deres højre arm - eller livet - for at få bundet disse kræfter; tænk blot på de mennesker, der til stadighed mister livet under krige og konflikter overalt i Verden. Men nok så vigtig en pointe er, at snoren er smedet af noget, der ikke findes håndgribeligt i den virkelige verden, nemlig fuglespyt, fiskeånde bjergenes rødder, kvindeskæg og lyden af kattepoter.
"Den gamle myte fortæller os, at de stærkeste kræfter ikke er dem, våbenindustrien fremstiller eller som hjernen alene kan udtænke. De stærkeste kræfter er dem, du finder i det symbolske, det poetiske og det religiøse sprog. Derfor siger vi altid til eleverne, når de starter her på skolen, at de skal lære at åbne for deres poetiske hørelse, hvilket sker gennem fortællingen," siger Lone Olsen.
Da den nu 46-årige Lone Olsen kom til Højskolen i Thy fra den kulturradikale Testrup Højskole var det noget af et kulturchok - ikke mindst i højskolesyn. I dag 12 år senere erkender Lone Olsen blankt, at hun først mødte sig selv, da hun kom til Thy.
Selv om det er en grundtvigsk-koldsk højskole, understreger Lone Olsen, at enhver højskole først og fremmest er båret af personerne på stedet, snarere end af en bestemt ide eller ideologi.
"Det er intet værd, hvis de mennesker, der hævder, at de arbejder efter en bestemt ide, ikke selv har den under huden. De skal være den, leve den og ikke bare have den som en anskuelse, man tager på ved særlig festlige lejligheder."

Havkat eller fundamentalist?
Som de fleste andre højskoler er Højskolen i Thy hårdt ramt af faldende elevtilgang. Hen over vinteren er tre skoler, Svendborg, Rødkilde og senest Kolding bukket under. Og lige inden jul var Højskolen i Thy i likviditetskrise og måtte ud og indsamle 150.000 kr.
En stor del af pengene kom fra andre højskoler. Det på trods af at Thyfolkene, ikke mindst Lone Olsen, af nogle opfattes som lidt af en havkat i højskolebevægelsen. Hun var en af dem, der råbte mest op, da Ole Vig Jensen for et par år siden som undervisningsminister gennemtrumfede særloven for Tvind, lige som hun også har været en af de mest aktive modstandere mod at gøre højskolerne kompetencegivende og dermed en del af det formelle uddannelsessystem.
"Folk kan få et bevis på, at de har været her, men jeg vil under ingen omstændigheder til at udstede beviser på, hvilke fag de har haft og hvordan forløbet i øvrigt har været, for så forsvinder friheden og selve ideen med, at livsoplysningen er det vigtigste."
- Er du fundamentalist?
"Det mener jeg ikke. Lige så lidt som man kan beskylde andre for at have solgt højskolen. Fundamentalisme forbinder jeg med, at man selv synes, at det man laver er det eneste rigtige og at alle andre så skal elimineres. Jeg synes det er fantastisk, at vi har så fri en lovgivning, at vi tilsammen udgør et broget billede. Det vigtigste er, at de folk, der arbejder på og står bag en højskole, gør det 100 pct. De skal ikke alle ligne Højskolen i Thy, men på den anden side skal man passe på, at man i sin iver for at overleve ikke kommer til at røre så meget ved selve kernen, livsoplysningen og friheden, at højskolen forsvinder. Jeg vil ikke sælge min sjæl for at højskolen kan overleve, f. eks. ved at være konsulenter på den frie ungdomsuddannelse. Hvis det er fundamentalisme, så kald mig bare fundamentalist."

Kaffe og blødt brød
Lone Olsen trækker en klar skillelinje mellem demokrati og folkestyre.
Demokratiet er en teknisk ramme, der giver os valgret, og folkestyret er den levende samtale, der bygger på ligeværdighed og på, at hvert enkelt menneske har ret og pligt til at tage del i det fælles liv og ikke overlade det hele til eksperterne.
"Kold sagde en gang, at hans højskole var for livet, og at den skulle bekæmpe dødbideriet, som er den der pæne, pæne tro på, at andre ved bedre, og det må de hellere gøre noget ved, og så passer jeg mit, betaler min skat og lever i øvrigt mit liv sådan helt i privatsfæren."
"Her kommer mange f.eks. på ugekurserne i etik, som synes, at der foregår en forfærdelig udvikling, men synes ikke de som enkeltindivider kan stille noget som helst op. Det er næsten, som om moderne menneske opfatter, at de selv lever i en lille lomme, mens den virkelige virkelighed foregår et helt andet sted og bliver styret af nogle andre. Sådan er det jo ikke. Vi ved godt, at der er masser af ting, vi ikke kan stille noget op over for, men vi har lige så meget indflydelse på, hvad der skal foregå som alle andre. Hvis vi tager det på os. Hvis fru Jensen, Lone Olsen og Lisbeth Wissing taler sammen og træder i karakter, så gør det en forskel. Hvert enkelt menneske betyder noget. Det handler om at komme ud af den der afmægtighedsfølelse, dovenskab og enorme tro på, at eksperterne nok finder på noget. Det kan godt være, man ikke revolutionerer Verden fra det ene øjeblik til et andet, men man kan i hvert fald komme i samtale med mennesker - og samtalen er den eneste vej. Derfor holder vi fast i Kold og Grundtvig."
Og faktisk mener Lone Olsen, at det slet ikke står så ringe til med den levende samtale.
"Vi er et af de lande, hvor forenings- og forsamlingskulturen er størst. Mennesker behøver ikke at være ensomme. De folkelige fællesskaber findes overalt i landet - også i de store byer - i sportsforeninger, syklubber, højskoleforeninger, aerobic, folkedans m.v.. Vinteren igennem er der masser af foredrag, hvor folk faktisk forlader deres tv for at gå hen og høre på det og drikke deres kaffe med blødt brød til og få en snak og debat. Det er folkestyrets fundament og det som gør, at det er noget andet end blot demokrati."
Skal man bruge store ord - og det kan være nødvendigt når det ikke-målelige skal verbaliseres - handler højskolen ifølge Lone Olsen om vækkelse til livet.
"Man kan selvfølgelig ikke hver mandag morgen vågne op og sige 'hold kæft hvor er det dejligt at leve'. Men en gang imellem sker det. Man vågner og opdager, at livet er fantastisk; at det er utroligt, at man er i live. Det kan godt ske, at man har 15.000 problemer, der ligger og roder rundt et eller andet sted, men solen står op hver dag, fuglene synger, og vi er her. At kunne undres over, hvad der findes af liv - dyr, planter, blomster - og at få lov til at opleve det, giver et andet perspektiv i tilværelsen."

Vækkelse til livet
- Men måske gav det mere mening den gang Brorson skrev, at selv om alle konger gik frem på rad i deres magt og vælde, så magtede de dog ikke at sætte det mindste blad på en nælde. Jeg mener I dag kan vor tids konger - videnskaben - med genteknologien sætte blad på nælder m.v. hvad er der så tilbage at undres over?
"Det gør det ikke mindre underfuldt, at vi er til. Selvfølgelig kan jeg godt et stykke af vejen se, hvad du mener, men jeg synes stadig, at i det øjeblik, man kan undres og føle en fuldstændig urimelig glæde over livet, så vil perspektiverne i tilværelsen forskubbe sig. Man kan leve sit liv på mange måder. Som K.E. Løgstrup siger det - man kan leve derudad uden nogensinde at komme rigtigt op eller rigtigt ned. Eller man kan leve på en sådan måde, at man lader sig standse. Et eller andet sted i livet møder man et menneske, en højskole eller en begivenhed, som gør, at man standser, og ens liv tager en anden retning. Vi kender alle fornemmelsen i den dybe forelskelse: Når man er holdt op med at være sindssyg, og det stadig holder, så kan man ikke bare følge sin egen vej. Hvis det menneske, man holder af, og hvis hjerte man bærer på, går en anden vej, så må man følge med. De unge, der under krigen gjorde modstand, fik skæbne, så det baskede. Nogle af dem blev ikke mere end 19 år, men de har måske i deres 19 år haft et rigere og større liv end dem, der i deres pænhed og ih-vi-skal-også-passe-på-hed er blevet 95."
"Det kan godt være, at genteknologien forrykker nogle af de ting, der tidligere dannede grobund for undren. Men vor såkaldte klogskab, vores enorme teknologiske viden og faren ud i verdensrummet siger ikke et hak om, at vi i dag er klogere på livet end vore forfædre var. Dybest set er de vigtigste og mest fundamentale spørgsmål ikke endelig forklaret. Du kan ikke fjerne menneskers gudstro eller Vorherre."
- Han er da ellers erklæret død mere end en gang!
"Ja, men han kommer altid igen."
- Nogle taler om Gud som en kraft?
"Det er blevet vældig moderne at tale om en kraft - eller energi. Jeg tror på Gud. Jeg er kristen. Folkekirkekristen. Det er, hvad jeg kan sige."
- Hvad betyder det for dig?
"At jeg anser livet for at være en gave, jeg har fået, og som jeg har pligt til at tage vare om, og at jeg ikke lever på en øde ø, men altid i kraft af og gennem et fællesskab med andre. Derfor er jeg også forpligtet på dem. Og så er det det eneste sted, hvorhen man kan rette en dyb taknemmelighed - og det modsatte: En bøn, hvis tingene går helt ad helvede til. Tættere kan jeg ikke komme det. Det tror jeg på, næsten helt kierkegaardsk er det en tro på trods. Det enorme paradoks du er inde på med at vi kan sætte nælder på blade, så er det en tro, på trods af hvad vi ved. Tro er jo netop karakteriseret ved at være ikke-viden. i øvrigt er det ikke noget jeg plejer at skilte med; hvis eleverne spørger, skjuler jeg ikke, hvorfor jeg siger nej til noget. Men ellers siger vi til eleverne, at vi ikke har noget budskab, hverken politisk eller religiøst, vi skal have solgt dem. Vi er fuldstændig ligeglade med, hvad de tænker og tror - bare de begynder at tænke og tage stilling til noget selv. At få dem til selv at fundere over tilværelsen og at få vækket deres poetiske hørelse er vores vigtigste opgave."
"Liv og død er vilkår for den menneskelige tilværelse, som ikke er sat af os. Vi er her ikke på grundlag af en beslutning, vi har truffet, men på grundlag af det vilkår, at vi er født. Ligesom det, uanset hvor gode vi er til at forlænge livet, er et vilkår, at vi skal dø. Måske er der ud over de to grundvilkår, som alle kan blive enige om, andre vilkår, der ikke er sat af os og hvor den eneste måde man kan håndtere det på er at tillægge dem en guddommelig kraft."
- Hvilke?
"Kierkegaard ville sige, at det er valget, friheden, ansvaret og angsten, der er grundlag for den menneskelige eksistens, som ikke er sat af os og som er uafhængig af vores samfunds- og miljøbestemthed. Løgstrup ville sige, at grundvilkårene er de suveræne livsytringer: Barmhjertighed, tillid og talens åbenhed. Og uagtet hvem af dem, der har ret - eller de begge har - så har vi formentlig alle fornemmet, at vi mødte noget i tilværelsen, som ikke var foranstaltet af nogle mennesker, men at der kom noget til os, som vi måtte tage op, tage med os eller i os, og som vi ikke selv bestemte over. Vi bestemmer jo ikke over vort eget liv, og bemestrer, når det kommer til stykket, ingen ting. En fundering over det vilkår er en medvirkende faktor til, at man bliver troende, uanset om man kalder det en kraft eller Gud, og man får en dyb erkendelse af ikke alene at være sit livs byggemester. Der er andet på færde end din egen vilje og dine egne valg."

At tage livet på sig
- Du taler om, at vi skal tage livet - og dermed også smerten - på os. Hvad betyder det personligt for dig?
"Som 24-årig mistede jeg et barn ved vuggedød. I dag, formoder jeg, ville diverse behjertede mennesker straks stille krisepsykologer til rådighed og oven i købet stikke mig en lille pjece om sorgarbejde. Et forsøg på at håndtere nogle af de allerdybeste følelser ved hjælp af eksperter, men jeg tror faktisk, at det er væsentligt at komme igennem uden eksperthjælp. Jeg forstår ikke en kultur, som hævder, at alle smertelige eksistentielle problemer kan løses gennem en hurtig, fiks og nem terapi. Hvis vi ikke kommer i kontakt med det, der gør ondt og får lov at leve det igennem uden eksperthjælp, så tror jeg noget menneskeligt går tabt... i øvrigt er det da hysterisk, at også folk, der har vundet syv mill. kr. i lotto, bliver tilbudt kriseterapi."
- Skal vi da afskaffe al krisehjælp?
"Måske skulle vi have en kultur, hvor mennesker igen tager livet på sig, som det nu en gang er - og hvor det ikke på forhånd er givet, at vilkårene er ens for os alle. Nogle kan få børn, andre ikke. Og hvor står det skrevet, at det er en menneskeret at få børn? Hvor står det skrevet, at man skal komme smertefrit igennem tilværelsen? Hvorfor må man ikke have lov til at føle afmægtig sorg, når man mister en, man holder af, hvis det på sigt er langt sundere selv at leve det igennem end at få hjælp gennem alle mulige terapeutiske bevægelser? Der er ingen, der kommer igennem tilværelsen uden at møde dyb smerte eller store nederlag. Det hører med, og jeg tror ikke, man af den grund bliver ringere til at leve sit liv. Snarere tværtimod. Det er en forkælet kultur, hvor intet må gøre ondt og hvor alle bare skal være slanke og glade."
- Og som udtrykkes gennem bl.a. spiseforstyrrelser blandt unge?
"Ja vi har indrettet os på en måde, hvor der næsten kun er plads til dig, hvis du er målrettet, ser rimelig godt ud og sørger for at være fremme i første række på den lige vej. Der er ikke rum og mulighed for til at få lov at leve og gro i sin egen rytme og blive god til bare at være til. Det er både angst- og sygdomsfremkaldende. Nogle af de unge lider under spiseforstyrrelser, men hvad med deres forældre, der skal have krykker i retning af sprut, lykkepiller, ferierejser, fjernsyn og alt det, der på en eller anden måde får folk væk fra overhovedet at være i live og turde mærke det? Hvad er der ved som 70-årig at ligge på dødslejet og kunne opremse alt det, man har gjort og foranstaltet, hvis man aldrig har levet?"
- Har højskolerne overhovedet en fremtid?
"Ja. Hvis livet har, så har højskolerne det også. Og måske er der i dag mere end nogensinde brug for den livsoplysning højskolerne står for."

*Før verden begyndte at gå af lave, var den delt i tre: I Midgård bor menneskene, Asgård er beboet af guderne og helt ude ved verdens kant i Udgård lever jætterne.
Men i Asgård får ingen lov til at gå i fred for Fenrisulven. Som tiden går, bliver den mere og mere bidsk og farlig, og til sidst er det som om kaoskræfterne er brudt løs. Den bider alt og alle. De prøver at binde den, men uanset hvilke lænker, de binder den med, vifter den med hovedet og er fri igen.
Så ved guderne, at de skal have fat i manden med den poetiske hørelse og går til Heimdal, der med sit horn står vagt ved enden af regnbuen, Bifrost. Heimdal har en formidabel hørelse og kan høre græsset gro og ulden på fårene vokse, og når jætterne er ude på noget, hører han det og blæser i sit horn, så guderne i Asgård ved, at livet er truet, og de skal ud og slås.
Heimdal ved præcis, hvor han skal gå hen for at få smedet en lænke, der er stærk nok til at binde Fenrisulven. Han opsøger de små dværge, der bor rundt om under stenene, og i tre dage og tre nætter smeder de ved hjælp af vindene fra de fire verdenshjørner en tynd, tynd snor, som Heimdal tager med hjem. Da Fenrisulven ser snoren, bliver den bange og siger, at den kun vil lade sig binde på betingelse af, at den får et gidsel, som er villig til at stikke sin højre arm ind i gabet på den. Det har ingen af gudene særlig lyst til, for det er nogle meget menneskelige guder, men til sidst indvilger krigsguden Tyr. Fra da af og til Ragnarok bryder løs, står Fenrisulven bundet, men Tyr har mistet sin højre arm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her