Læsetid: 6 min.

Miljøidealistens dagdrøm

23. marts 1998

Hvis man medregner den service, som de biologiske systemer yder menneskeheden, er vores velfærd ikke øget siden 1970. Selvom vi ikke betaler for denne bioservice, så er dens værdi enorm - men ikke uvurderlig

PRIS PÅ NATUREN
Regnormen gumler og gumler på lækre blade, og ud af den anden ende kommer den herligste næringsrige jord, og sådan har det vist alle dage været. Regnormen er slet ikke klar over, at markedsprisen for dens arbejde er så høj, at den kunne gå på tidlig pension.
33.000 milliarder dollars om året. Det er prisen for denne klodes samlede naturgoder. Tallet med de mange nuller svarer til 1,8 gange verdens bruttonationalprodukt (BNP). Inden for det sidste godt halve år har to forskergrupper præsenteret globale regnskaber for værdien af biologiske processers arbejde. Naturen udgør en enorm og relativt ringeagtet del af vores økonomiske grundlag. De nye prisberegninger kan give miljøorganisationerne et kort på hånden, der slår hårdt, når det rammer industrien. Er det en dagdrøm hos en miljøaktivist af den gode gammeldags ideologiske slags?

Naturlig service
For det svimlende beløb yder naturen - som et bedre serviceorgan - en række tjenester. Vand fungerer som transportbånd. Planters rødder holder fast på jorden under kraftige regnskyl. Omkring 20 af den slags servicefunktioner optræder i de globale regnskaber over naturkapital og økoservice. Blandt dem er også kulturlivets brug af naturen. En spændende service, der blandt andet må omfatte noget så uvurderligt som inspirationen til Det Gamle Testamentes skabelsesberetning.
Robert Costanza fra USA og 12 andre forskere, især biologer, ser på fordelingen af servicefunktionerne i Verdens forskellige naturtyper, fra skove og græsstepper til det åbne hav. Én naturtype kan varetage flere servicefunktioner. For eksempel sørger et vådområde for både vandregulering, rekreationsværdi, fødeproduktion, levested m.m.
Regnormen er sammen med sine kolleger fra skovbunden en af de tungeste poster i regnskabet. Faktisk er cirkulation af næringsstoffer en servicefunktion, der beløber sig til mere end halvdelen af de 33.000 milliarder dollars om året. Regnorme producerer mellem 10 og 500 tons jord på en hektar på et år.
David Pimentel fra Cornell Universitetet i New York har sammen med otte af sine studerende lavet det andet af de to regnskaber.
Naturens samlede økonomiske værdi må man se forgæves efter i regnskaberne. Ingen af forskergrupperne interesserer sig for olie, kul og mineraler, der er ufornybare værdier, som almindeligvis har stor økonomisk interesse. Forskerne har udelukkende sat prismærker på selve servicen, som økosystemerne yder.
Vi modtager service fra naturen og får langt mere igen, end vi betaler i form af naturbeskyttelse. Vi skænker det ikke mange tanker, at naturens processer giver os et godt helbred, regulerer klimaet og forsyner os med de såkaldte æstetiske værdier.

Ingen vækst
Ser vi her det slagkraftige argument til den dagdrømmende miljøidealist? Endelig, kan han tænke, må de pengestærke slipsemænd høre, hvad vi miljøfolk så længe har sagt. Regnskabet tilbyder et mere dækkende billede af plusser og minusser for vores velfærd. Det er ganske interessant, at når man medregner al bioservice, er vores velfærd ikke øget siden 1970, til forskel fra den vækst det konventionelle BNP påstår.
Miljøaktivisten ser for sig, hvordan miljøet indtager børsernes bonede gulve. Omsider et argument, der ikke trænger verdensherrernes barmhjertige omtanke, men er økonomisk hårdtslående og dermed aldeles uundgåeligt. Børserne vil skælve, når Lomborg d. II holder fremtidens dundertaler. Men miljøet vil have fået et godt greb om verdensordenens rødder.
En forskergruppe hos OECD, der offentliggør en rapport om et halvt års tid, forudsiger, at biodiversiteten gør sin entré i verdensøkonomien. De skønner dog, at salgsvaren ikke bliver biodiversiteten og dens fortræffelige serviceydelser. I dagens informationssamfund vil informationer om biodiversitet blive salgsvaren.

Vilje til betaling
Hele spørgsmålet om at sætte pengeværdier på naturen kan synes lidt absurd. Den kære skaber lod sig vel ikke betale for sit værk, end ikke med en stærk dollar. Man kan hævde, at naturen skal behandles alene ud fra moralske hensyn. Men det kolliderer med andre hensyn, for eksempel alles ret til at blive mætte. Vi sætter allerede værdier på naturen, mener forskergruppen, når vi foretager et valg. Vi fastsætter værdien for menneskeliv - dog uden altid at gøre os det klart - når vi bevilger penge til at bygge mere trafiksikre veje eller til at forbedre sygehusvæsnet.
Forskergrupperne mener, at valgene mellem biologiske værdier kan blive klarere.
Størrelsen af beløbene for verdens naturgoder er på ingen måde absolut. De er i Robert Costanzas beregninger fanget i det paradoks, at tallene er baseret på viljen til at betale, altså de beløb, som forbrugerne er parate til at honorere en ydelse med. Men når bevidstheden om naturens værdi angiveligt er sparsom, så er viljen til at betale tilsvarende lav.
Den ubetalte gæld til naturen kunne overvindes, hvis vi forestiller os, at vi kunne producere det hele selv. Det ville betyde, dels at vi skulle forøge verdens BNP cirka halvanden gang, uden fortjeneste, og dels nogle uoverskuelige udsigter for verdensøkonomiens struktur og livets værdi.
Et forsøg har fundet sted i Arizona med at bygge en menneskeskabt natur op i Biosphere II. Det har vist sig både overordentligt komplekst og dyrt, hvilket alene taler imod at drive efterligning af naturen til yderste konsekvens.
Priserne er udover at være influeret af viljen til at betale, også markedsafhængige og vil stige i værdi, hvis en bioservice bliver mere sjælden som følge af overudnyttelse.
Hvis miljøaktivisten bliver ved at drømme om, at beløbene er vurderet så højt som muligt, så er det kun, lige indtil han opdager, at i al fald i David Pimentels måde at regne på, ville værdien principielt set stige, hvis vi brugte lidt flere pesticider, da naturen ville eliminere problemet med giftstofferne.

Værdien af GMO
Det gibber i den slumrende miljøaktivist. Han tvivler på, om han ønsker højst mulige priser for naturens goder alligevel. Men biodiversiteten da. Biodiversitet, der som bekendt betyder mangfoldigheden af liv, er blevet et virkningsfuldt slagord - et af de kanoniserede, politisk korrekte miljøbegreber, der sidder med ved bordet til store topmøder. Og tilsyneladende medfølger den opfattelse, at biodiversiteten skal være så stor som mulig. Genmanipulerede planter står for en, især potentiel, økonomisk værdi i Cornell Universitets-gruppens forholdsvis ureflekterede regnskab.
Der er allerede kendte komplikationer ved målet om den maksimale biodiversitet. Der kan være situationer, hvor vi skal vælge mellem bevaringsretten for en smittebærende myg og menneskets ret til et godt helbred. Nu kan også genmanipulerede organismer (GMO) få rettigheder. Så, hylder vor miljøven den svimlende sum - i hvert fald som Cornell Universitetet har udregnet den - så køber han også holdningen om, at alle arter er velkomne og bør bevares, ja sågar frembringes, hvor det er muligt.

Fremtidens bioværdier
Nok giver regnskaberne ikke den reelle, faktiske værdi. Og nok har det aldrig været forskernes hensigt, at vi skal betale fuld pris ved kasse A, når vi trækker vejret eller spiser en velnæret gulerod. De umiddelbart ubegribelige store summer kan puffe mere til dagdrømmeren og pege på oversete værdifulde naturværdier. Den økonomiske værdi af vådområders evne til at nedbryde stoffer er 40 gange større end regnskovenes evne til at regulere klimaet, og har alligevel hidtil fået langt mindre opmærksomhed igennem års miljødebat.
Et af fremtidens store miljø- og fredsproblemer er vand, sagde Lester Brown under sit besøg i København ved udgivelsen af miljørapporten Verdens Tilstand 1998. Det matcher regnskabet, hvor vandregulering og vandforsyning tilsammen er den næststørste post med 2,8 tusind milliarder dollars om året.
Det skal blive spændende at se, om den absolut største post, næringsstofkredsløbet, med økonomisk pondus på 17.000 milliarder dollars, fremover får en mere fremhævet miljøpolitisk betydning.
Der er lavet andre studier over den globale økonomiske bioværdi. De viser samme talstørrelser som Costanza & co.'s 33.000 milliarder dollars pr. år. Cornell-folkenes bud er på 29.000 milliarder dollars på årsbasis. Tallene er behæftet med en række usikre overslag, og det varierer, hvad de inkluderer. Den forholdsvis nye disciplin for beregning af klodens naturkapital vil naturligvis blive genstand for megen faglig finpudsning. Tallenes størrelsesorden er dog ikke til at tage fejl af.

Lilian Graubæk Andresen læser miljøbiologi og geografi på Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her