Læsetid: 10 min.

Mimis følelses-valgkamp

7. marts 1998

Det er ikke logikken og solidariteten, der flytter stemmer i valgkampen. Det er folks privatøkonomi. Bilerne, husene - og måske velfærdsydelser. Det er meget sent gået op
for socialdemokraterne. Mimi Jakobsen har til gengæld fundet sit naturlige element

Folk føler med hjertet, men stemmer med pengepungen. De partier, der belønnes, er dem, der lover direkte og hurtige forbedringer af vælgerens privatøkonomi.
Socialdemokratiet har lagt ikke bare dele, men hele sin strategi an på appellen til de vælgere, der sætter hensynet til samfundet højt. Husk på, at Socialdemokratiet er "til alle, der kan tænke på andre end sig selv", lyder det meget sympatiske, men ikke specielt fængende budskab fra det gamle arbejderparti.
Dag efter dag af valgkampen rinder væk, mens ledende socialdemokratiske politikere henviser til de opnåede resultater. De økonomiske kurver peger alle i den rigtige retning. Opad.
Det gjorde de ikke, da Socialdemokraterne kom til magten efter ti år med Schlüter.
"Der var kun et tal, der var godt i 1993, det var den gode betalingsbalance. Men der er ikke noget specielt ved at få en god betalingsbalance, hvis det er det eneste gode tal. Jeg kan ikke forstå, at de borgerlige uden videre skulle være blevet verdensmestre af fem år i opposition. Bedriften er, og det er det, denne regering vil fastholde, at alle tal samtidigt er gode," siger Mogens Lykketoft.
Finansministeren kan ikke lade være med at henvise til sine bedrifter. Han kan godte sig over, at uafhængige økonomer giver ham ret. Han ved, at selv Helmuth Kohls konservative tyskere har respekt for den danske økonomi.
Men han kan ikke overbevise vælgerne. Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne ligger under valgresultatet sidste gang. Dag efter dag sender Gallup, Sonar, Vilstrup og Green Socialdemokratiet i opposition.
Trods de gode resultater, trods økonomernes opadvendte tommelfingre.
Forskningschef Henrik Dahl, analyseinstituttet ACNielsen AIM siger, at "man ikke får meget ud af at byde en mæt mand på mere mad". Oversat til den politiske valgkamp betyder det, at Socialdemokraterne ikke får meget ud af henvisningerne til resultaterne fra de fem års regeringsarbejde. Danskerne ser fremad og ikke bagud. Og når der er orden i økonomien, så skal der andre politiske emner på dagsordenen.
Visioner, for eksempel.

Sytten gode grunde
Socialdemokratiet har som de andre politiske partier opstillet et kampagnebord i Folketingets forhal. Information har ryddet bordet for foldere i forsøget på at finde visionerne, det vil sige de argumenter, der kan overbevise vælgerne om, at fire nye år med en SR-regering er bedre end fire år under Uffe Ellemann-Jensen.
Folderen "sytten gode grunde til at stemme på Socialdemokratiet" fortsætter, hvor Mogens Lykketoft slipper.
Det første punkt hedder ikke: "Fem år med socialdemokratiet har bragt arbejdsløsheden ned fra 12 til syv procent. Nu skal arbejdsløsheden væk."
I stedet konstaterer den lille røde pamflet, at "Beskæftigelsen stiger. Der er skabt 162.000 job, to trediedele i den private sektor. Så det er helt forkert, når de borgerlige påstår, at der bare er blevet flere offentligt ansatte".
Sådan lyder det første punkt i den pamflet, der skal overbevise tvivlende vælgere om, hvad Socialdemokratiet vil give dem i de kommende år.
Information spurgte fredag Mogens Lykketoft om hans vision og fik svaret, "du er offer for borgerlig propaganda".
Socialdemokratiet synes selv, de har et projekt. Sammen med de radikale, præsenterede SR-regeringen for et år siden projektet Danmark år 2005, hvor de to partier præciserer deres fælles mål for den politiske udvikling.
Det er her, socialdemokratiet forpligter sig til at banke arbejdsløsheden ned til fem procent. I dag ligger den på omkring otte.
Det er her, partiet lover nedbringelse af den offentlige gæld og her, partiet lover at tage fat på udstødningen fra arbejdsmarkedet.
Det er med andre ord her, Socialdemokratiet pudser profilen.
Meningsmålingerne tyder på, at vælgernes hukommelse er kort. Meget kort endda. De ambitiøse målsætninger er glemt. Den lille røde socialdemokratiske pamflet med de sytten gode grunde til at stemme socialdemokratisk har også glemt profilen og målene. Og Mogens Lykketoft lader som om, de er så selvfølgelige, at han slet ikke nævner dem.
Og Socialdemokratiet står til at tabe valget.
"Vi har let spil," konstaterer en Venstre-politiker over for Information. Undrende.
De radikale toppolitikere er meget omhyggelige med ikke at "give karakter til vennernes kampagne". Men de konstaterer, at socialdemokraterne ikke er til stede i valgkampen.
Ikke meget tyder på, at vælgerne vil belønne de to regeringspartier for de opnåede resultater.

En sikker vinder
Det ser helt anderledes ud for Uffe Ellemann-Jensen.
Selv om hans parti har økonomerne imod sig, selv om han ikke får flertal for sin plan for de første hundrede dage med en VK-regering, så dømmer meningsmålingerne ham som en sikker vinder af valget.
Først til økonomerne. Venstre og Konservative markedsfører i store annoncer afskaffelsen af lejeværdien. Et budskab, der går rent hjem hos landets husejere, men ikke hos landets økonomer.
Uffe Ellemann-Jensen præciserede i tv-debatten efter Venstres valgprogram torsdag, at han ikke foreslår den afskaffelse som økonom, men som politiker. Ærlig snak, og nødvendig. For den kan ikke argumenteres igennem med argumenter, der finder nåde for en økonomers øjne. Selv ikke ejendomsmæglerne mener, lejeværdien skal væk lige nu. En afskaffelse vil blot tvinge huspriserne endnu hurtigere i vejret, lyder det fra den kant. Og give de nuværende husejere ekstra mulighed for at belåne de nyvundne formuer. Gæld, overforbrug og problemer med betalingsbalancen bliver konsekvensen.
Og vælgerne. De accepterer Uffe Ellemann-Jensens politiske valg om at afskaffe lejeværdien og tilgiver, at han kan sætte gang i en forbrugsspiral, der kan kræve store indgreb hurtigt.
I Venstres præsentationsudsendelse slog Uffe Ellemann-Jensen fast, at Venstre ikke vil pille ved bil- eller benzinafgifter. Trods partiets dyrt købte miljøprofil efter forliget vandmiljøplan II skal det liberale parti ikke have sat benzinprisen op, så den afspejler dens miljømæssige belastning. Et stort nej til en miljørigtig benzinpris lyder det fra Venstre-formanden.
Og dermed får Uffe Ellemann-Jensen sendt endnu et signal til de vælgere, der tænker på hus og bil, før de "tænker på andre end sig selv", som socialdemokraterne opfordrer dem til.
Ifølge meningspålingerne lader vælgerne sig overtale af Uffe Ellemann-Jensens løfter. Også selv om de ikke hænger sammen i en økonomisk, men kun i en politisk ramme.
Og det er netop, hvad valgkampen handler om. Politik.
Peter Duetoft, chefstrategen hos Centrumdemokraterne, trækker på skuldrene af Uffe Ellemann-Jensens valgløfter. De bliver ikke gennemført, mener han.
Måske ikke. Men de giver stemmer.
Og det gør Mogens Lykketofts solidt argumenterede økonomiske politik ikke.

CD i valsetakt
Mimi Jakobsen nærmest valser frem i meningsmålingerne. Hun har igen fået placeret sit parti der, hvor vælgerne ligger. Og hun vil blive belønnet. Centrumdemokraterne er på vej til et valgresultat, langt, langt over det forventede.
Og måske, endnu bedre, CD er på vej til at distancere sig fra konkurrenterne og fjenderne hos de radikale. Lige nu er de radikale på vej ned, og CD på vej op. Kan Mimi Jakobsen trække sit partis valgresultat over de radikales, vil glæden være så meget des større.
Selv om de to partier kun i meget begrænset omfang henvender sig til de samme vælgere, så placerer de sig begge mellem venstre og højre i dansk politik.
"Det er jo ikke for sjov, at vi kalder os et borgerligt midterparti," siger CD's chefstrateg Peter Duetoft.
Der er ifølge CD'eren kun et par "af CD's specialiteter", der trækker CD i retning af Poul Nyrup Rasmussen. Det er afvisningen af ændringer af flygtningepolitikken og afvisningen af at skære i satserne på overførselsindkomsterne.
Så Mimi Jakobsen kan ikke andet.
For selv om hun er vokset op med sin fars socialdemokratiske tankegods, og selv om CD's velfærdspolitik er som skrevet af efter Svend Aukens, så har Mimi Jakobsen sat sit eget midtertog i bevægelse mod højre, lige siden hun forlod regeringen Poul Nyrup Rasmussen i de hektiske dage kort før jul i 1996.
Mimi Jakobsen kan nok så mange gange udtrykke sine tillid til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketofts økonomiske politik. Det handler slet ikke om Poul Nyrup Rasmussen, men om hans venner. Så længe Poul Nyrup Rasmussen bygger sin regering på de radikales, SF og Enhedslistens stemmer, så står CD svagt og dermed i farezonen.
Som regeringsparti var CD'erne flere gange på vej mod udslettelse i de meningsmålinger, som slår takten i det politiske spil på Christiansborg.
Allerede sidste år bandt CD den første tætte knude sammen med Uffe Ellemann-Jensen og Per Stig Møller, da de tre parter indgik "musketer-eden" om at afskaffe lejeværdien.
Vælgerne belønnede med det samme Mimi Jakobsens skridt tilbage til en af de politiske mærkesager, der oprindeligt kendetegnede CD.
"Mimi Jakobsen ved godt, hvordan hun er kommet fri af spærregrænsen," siger en centralt placeret kilde i Venstre til Information.

Labile stemmer
Mimi Jakobsen har fundet sin og CD's form tilbage ved at træde ind i rollen som parcelhusejernes parti.
Hun vinder med andre ord på forsvaret af særinteresser.
Modsat Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, der kan tabe valget på en uklar profil.
Men valgkampen er ikke afgjort. Mogens Lykketoft siger til Information, at han er mere optimistisk nu end for få dage siden. På samme måde som ledende Venstre-politikere beretter den kampglade socialdemokrat om en "god stemning" på vælgermøderne. Bedre end under sidste valgkamp. Og så henviser han til, at meningsmålingerne dømte socialdemokratiet som den store taber af efterårets kommunalvalg. I de sidste dage hentede Liste A mellem to og tre procent flere stemmer, end meningsmålingerne spåede.
Topchef Poul Nyrup Rasmussen går nu målrettet efter emner, der kan genere Uffe Ellemann-Jensen mest muligt.
Sagen om EU-forbeholdene fra torsdagens debat mod Uffe Ellemann-Jensen var det første eksempel. Fredagens garanti for efterlønnen det andet. Især det sidste eksempel peger direkte mod en stor vælgergruppes tegnebog.
Om de seneste eksempler kan ændre meningsmålingernes dom er ikke sikkert. Men de fortæller, at Socialdemokratiet i den sidste fase af valgkampen vil i direkte kontakt med de vælgergrupper, Mimi Jakobsen og Uffe Ellemann-Jensen ellers har været ene om at henvende sig til. Folk, der tænker på sig selv.

Ministerlisten
Hvis valget ender, som meningsmålingerne lægger op til, starter en fordelingskamp i V og K.
Politik drejer sig også om personer. En eventuel VK-regering skal starte et politisk liv med at lægge en kabale, hvor medspillere belønnes eller skuffes. Og hvor personlige kvalifikationer og parti-ære vejes op imod hinanden.
Det er tiden, hvor gamle opgør kan begraves med gode ben, og hvor nye fjendskaber kan opstå. Samtidig lægger historiens hånd helt usynligt lodder i vægtskålene.
Selv hvis Venstre bliver dobbelt så talrig på mandater i Folketinget som de decimerede konservative, vil de to partier få lige mange ministre. Dét kan de konservative takke Poul Schlüter for. For i hans regeringer var vægten mellem partierne engang omvendt af i dag. Uden at den konservative leder satte voldsomt mange flere af egne folk på taburetterne.
Dét bliver Venstre nødt til at gengælde på torsdag, selv hvis det er Venstres stemmer, der bringer V og K til magten.
Men statsministerposten kommer til at gå til Uffe Ellemann-Jensen. Og han vil med det samme betænke Anders Fogh Rasmussen, Thor A. Pedersen og Peter Brixtofte med centrale ministerier.
Det er straks et større spørgsmål, hvor Per Stig Møller skal gøre sin indflydelse gældende.
Det naturlige valg er udenrigsministerposten. Manden er internationalt sindet, snakker bl.a. fransk, og ville sikkert falde fint ind i det internationale diplomatis korridorer.
Men Per Stig Møller er under hårdt pres for at tage finansminister-posten i stedet. Dét er den forpligtelse, der følger med at være partileder, lyder det fra de konservative rådgivere. Samtidig taler rådgiverne om risikoen for mere splittelse i baglandet, hvis Per Stig Møller bruger halvdelen af sit arbejdsliv i udlandet, og den anden halvdel på Asiatisk Plads.
Per Stig Møller bliver finansminister.
Den bedste potentielle finansminister på VK's bænke, Anders Fogh Rasmussen, bliver absurd nok udenrigsminister. Et job, som han sikkert gerne ville bytte ud for finansministeriet.
Økonomiminister: Thor A. Pedersen (V)
Erhvervsminister Pia Christmas-Møller (K)
Skatteminister: Peter Brixtofte (V)
Arbejdsminister: Pernille Sams (K)
Justitsministeriet: Svend Aage Jensby (V)
Indenrigsminister: Her kan Per Stig Møller hente Vallensbæk-borgmester Kurt Hockerup (K) ind
Sundhedsminister: Esther Larsen (V)
Forsvarsminister: Per Stig Møller kan sikre sin politiske fremtid og give Hans Engell (K) posten
Undervisningsministeriet: Bertel Haarder (V)
Miljøministeriet: Niels Jørgen Langkilde (K)
Fødevareminister: Mariann Fischer Boel (V)
Boligminister: Gitte Seeberg (K)
Trafikminister: Ulla Tørnæs (V)
Kulturminister: Torben Rechendorff (K)
Kirkeminister: Birthe Rønn Hornbech (V)
Venstres Christian Mejdahl kan blive den nye gruppeformand, hvis Ivar Hansen fra Venstre bliver formand for Folketinget. Han er den selvskrevne kandidat. Hansen har lyst til jobbets megen ceremoniel, og han ligner en formand for Folketinget.
Hos de konservative kan Bendt Bendtsen ende som gruppeformand.
Der er en joker i spillet, og det er endnu engang Mimi Jakobsen.
I regering eller ikke i regering, lyder et meget afgørende spørgsmål for Mimi og CD. Argumentet for at gå i regering er til dels, at der kan uddeles saftige bidder til de trofaste. Duetoft har ikke været minister endnu. Og samtidig har CD skabt sig selv et problem, hvis de skal ligge udenfor en regering og slås om midterbanen med de radikale.
Det er CD ikke så gode til. Derfor kunne de vælge regeringssamarbejdet.
Det vil også befri V og K for flere besværlige valgløfter.
Men et andet scenarie er, at Mimi Jakobsen får tilbudt formandsposten for Folketinget. Hun er notorisk glad for ministerbil og høj løn. Det følger der med formandsposten. Samtidig er der ikke nogen tung administration. Mimi Jakobsen opgav kun sit Samordnings-ministerium, da det begyndte at blive pinligt tydeligt, at CD absolut ingen magt havde i den første Nyrup-regering.
Derefter druknede hun i Erhvervsministeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her