Læsetid: 2 min.

En mørk og stormfuld nat

25. marts 1998

'Gregory Mysteriet', Radioteatrets store hit, holder ikke som prosa

Krimi
Man måtte udenfor et smut, selvom det var mørkt og blæsende og træerne knirkede
ildevarslende. Vejen lå dystert hen, man var alene, og rædselsskriget fra før sad endnu i ørerne. Nej, hellere komme ind igen, 11-12 år gammel som man var ...
Sådan er vi vist mange af min generation, der stadig har Gregory Mysteriet på trommehinden, fra dengang i efteråret 1954, hvor Sam Besekows lydligt suggestive instruktion jog os en salig skræk i livet gennem samfulde ti uger. Samme jul lå Francis Durbridges klassisk engelske 'whodunit' under mangt et juletræ, men det var nu ikke det samme, som når man hørte den tapre Steve angst råbe det til sin mand, mesterdetektiven Paul Temple, om det da ikke var hans hånd hun holdt der i mørket i baglokalet, nede i Londons dokker.
1950'ernes endnu stabilt uskyldige univers er genstand for en del nostalgi i disse tider, og genudgivelsen af Gregory Mysteriet genopvækker da også sødmefulde erindringer. Hvad et nyt publikum vil kunne finde af nydelse derved kan man derimod nok tvivle på, for selv den mest hårdnakkede nostalgiker vil få det svært med Durbridges prosa, der bekræfter alle fordomme om den klassiske krimis absolutte affældighed.

Uhjælpeligt 'old hat'
"Luften var ladet med spænding. De grå vægge i konference-værelset på Scotland Yard havde været vidne til mangt og meget i tidens løb. Men i dag var der en særlig intens atmosfære."
Sådan begynder det, og værre bliver det. Det vrimler med skurke med "tykke, sanselige læber", der taler cockney, stoute "blonde nordmænd" og langbenede kvinder med "sløret, sexet stemme", foruden altså den aktuelle Sherlock Holmes, den ulastelige, køligt åh-så humoristiske Paul Temple, der udover at opklare mordmysterier også selv skriver krimier og har fin hjælp af sin Watson, konen Steve, hvis "lille, pikante ansigt" ofte "glødede af iver". Kort sagt, her er alle genrens klicheer ude at spadsere, tvangfrit indfattet i klassesamfundets mest bornerte fordomme, inklusive de kønslige, og her er alting gearet efter intrigens snedigt dunkle logik, som restløst efterlader figurerne til papmaché-afdelingen. Og selvfølgelig må Temple sluttelig samle alle mistænkte til party derhjemme - jovist, det er spændende at lege puslespil.
Radiomediet lod lytteren selv udfylde store dele af figurtegningen - og så sent som 1988 kunne Besekows gys genudsendes. Men romanen afslører nådesløst den hule mekanik i hele konceptet. Hvorvidt Else Fabers bedagede danske 'bearbejdelse' har gjort Durbridges prosa værre eller bedre skal være usagt, det er et mysterium man ikke ønsker at fordybe sig i. Men man tør tvivle på om forlaget - trods lave priser - vil få noget særligt ud af en bredere relancering af Durbridges romaner, som allerede i 50'erne var uhjælpeligt 'old hat'. Genren har faktisk bevæget sig betragteligt siden da.

*Francis Durbridge: Gregory Mysteriet. Oversat og bearbejdet af Else Faber. 191 s., 80 kr. Forlaget EDITIO

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her