Læsetid: 2 min.

Mossad ville myrde Hizbollah-agenter

6. marts 1998

Den israelske efterretningstjeneste forsøgte at likvidere to Hizbollah-agenter natten til den 20. februar i Schweiz. Det passer ikke, siger ministerpræsident Netanyahu

Jerusalem
Det var ikke aflytningsudstyr, de fem agenter fra Mossad forsøgte at installere i telefonrøret, da de brød ind hos en libanesisk forretningsmand i Schweiz for over to uger siden. Det var derimod en dødbringende gift møntet på at dræbe to forretningsmænd.
Det siger en unavngiven Mossad-officer i Bruxelles til The Times.
"Helt forkert," svarer den israelske premierministers talsmand David Bar-Illan til Jerusalem Post.
Begrundelsen for, de to forretningsmænd skulle myrdes, var ifølge Mossad-officeren, at de var under mistanke for at sælge kemiske og biologiske våben til den iranske modstandsbevægelse, Hizbollah, som i årevis har ført en udmarvende krig mod den israelske hær i det sydlige Libanon.
De to forretningsmænd beskyldtes for at være mellemhandlere på en sending våben, der skulle transporteres gennem Østeuropa til Balkanhalvøen og derefter sejles videre til Mellemøsten.

Gift i telefonrøret
Den villa i yderkanten af den schweiziske hovedstad Bern, som de fem agenter brød ind i, tilhører den libanesiske forretningsmand Abdallah El-Zein. Den 32-årige shia-muslim menes ifølge dagbladet Ha'aretz at være Hizbollahs mellemmand, der koordinerer bevægelsens aktiviteter mellem London og Vesteuropa.
En Mossad-agent i Bruxelles forklarer, at de israelske agenter forsøgte at installere en langsomt virkende og dødbringende gift i El-Zeins telenfon. Giften ville blive sprøjtet ind i hans hjerne, i samme øjeblik han lagde øret til røret. Så langt kom agenterne dog aldrig. De blev grebet på fersk gerning af det schweiziske politi, som var blevet underrettet af en mistænksom nabo.
Fire af agenterne blev løsladt kort tid efter anholdelsen, og de befinder sig i dag i Israel. Kun én blev tilbageholdt, og den israelske regering fører i øjeblikket ihærdige forhandlinger med de schweiziske myndigheder om at få ham udleveret. Den schweiziske regering har i skarpe vendinger fordømt Mossad-aktionen.

Terrormål i Europa
Ha'aretz citerer israelske kilder i en schweizisk avis for at sige, at Hizbollah planlagde en stribe angreb på jødiske mål i Europa. Den israelske ambassade og en unavngiven jødisk institution i Schweiz var blandt terrormålene, skriver den schweiziske avis.
Det var således også for at forhindre disse angreb, at Mossad-agenterne brød ind i El-Zeins villa.
De schweiziske myndigheder ønsker imidlertidig ikke bekræfte, at det var Hizbollah, som var målet for Mossads operation. Den israelske efterretningstjeneste ville ramme "en organisation i Mellemøsten, som ikke har nogen formel forbindelse til Schweiz," siger de til Ha'aretz.
The Times skriver, at mindst én af de agenter, som blev fanget i Schweiz, deltog i det mislykkede attentatforsøg i september på Hamasaktivisten Khamel Meshal i den jordanske hovedstad Amman.

Ny Mossad-chef
Det britiske The Times skriver, at mindst én af de agenter, som blev fanget i Schweiz, deltog i den fejlslagne likvidering i Amman.
Begge disse fiaskoer bærer højst sandsynligt skylden for, at Mossad-chef Danny Atom tog sin afsked fra efterretningstjenesten i sidste uge. Det var således for at yde inflydelse på udnævnelsen af Atoms efterfølger, at Mossadofficeren vælgte at lække oplysningen, skriver dagbladet The Times. I onsdags udnævnte Netanyahu den israelske EU-ambassadør og tidligere mangeårige vice-chef for Mossad, Ephriam Halevy, til som leder at rette op på efterretningstjenestens efterhånden blakkede rygte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu