Læsetid: 4 min.

Motorvejshader

24. marts 1998

Sonja Mikkelsen gør sin entré blandt mandlige motorvejsbyggere som landets første kvindelige trafikminister

"Hun er en god, venstreorienteret socialdemokrat."
"Hun hader motorveje, i hvert fald i Nordjylland."
"Hun er thybo."
"Mon ikke hun er styret af højere magter? Og må afsværge sig noget af alt det?"
Sådan lyder mumlen i trafikministeriets snævre korridor, mens embedsmænd venter på den afgående trafikminister Bjørn Westh og den tiltrædende Sonja Mikkelsen. De tunge drenge, lederne af de hel- og halvprivatiserede etater under ministeriet, står og tripper i usikkerhed. Storebæltsselskabets Poul Andreassen siger: "Jeg har oplevet det hér otte gange på 11 år."
På væggen bag de mumlende hænger en gammel sort tavle med påskriften: "Ledige Embeder under Ministeriet for Offentlige Arbejder."
Tavlen er blank.

Meningers mod
Det vides på forhånd om den 42-årige Sonja Mikkelsen, at hun er en kvinde af sine meningers mod: Hun er en af Socialdemokratiets ihærdigste modstandere af det Vendsyssel-motorvejsprojekt, som afdøde Jens Risgaard Knudsen drev igennem som betaling til nordjyderne for at lægge stemmer til Storebæltsbroen. Og hun undlod som én af to socialdemokrater i Folketinget at stemme for aktivering af unge i efteråret 1995. Desuden har hun foreslået at fjerne børnechecken fra rige forældre.
Den kommende og den gående minister triner frem, ledsaget af trafikministeriets magtfulde departementschef Ole Zacchi.
Sonja Mikkelsen er i rød jakke, hvid silkebluse og blomstret lang kjole.
Bjørn Westh er sunket ned i sit sorte jakkesæt.
"Jeg har vist nok lov til stadig at sige velkommen," siger han med en dunkel tone af bidskhed.
Westh opregner, hvad han har udrettet i den tid, han siden december 1996 har haft som trafikminister.
Han minder om ministeriets kontorcheftur til Sprogø:

40.000 kr. spildt
"Vi drøftede, hvordan enkeltsager kan blive til sammenhæng. Det førte til Trafikredegørelsen, der skulle følges op af den trafikpolitiske redegørelse, som - må jeg nævne til Zacchis ærgrelse - blev trykt for 40.000 kr. og skulle uddeles den dag, valget blev udskrevet, og derfor blev den makuleret, for det måtte vi ikke."
Westh nævner resultater: Brugere og naboer i fokus, trafiksikkerhed, nedsat promillegrænse. Og tilføjer: "Jeg kunne nævne mange flere."
Så nævner han også dem: Liberalisering af flyvningen til Grønland, otte milliarder til S-tog. Westh er ved at tale sig varm. Det begynder at lyde som en tiltrædelseserklæring.
Så tager han sig i det. Han omtaler "en taxa-tur, jeg godt kunne have undværet. Men det er der ikke noget at gøre ved - nu."
Bjørn Westh omtaler en yderligere bedrift: I hans ministertid lykkedes det at få malet i ministeriet - for første gang i 25 år. Westh slutter af med at fortælle, hvad USA's tidligere præsident sagde på et seminar, hvor Westh deltog. Formentlig for ikke at udfordre gengiver Westh bemærkningen på engelsk. På dansk lyder den: "Den eneste fejl var, at jeg ikke blev genvalgt."
Departementschefen taler pænt om den afgående minister, omtaler ham blandt andet som "så resultatsøgende, at han ustandseligt rykker embedsmændene, når han ikke synes, det går hurtigt nok. Og så kan det da godt være, at resultatet bliver en eller to rigsrevisionsberetninger."

Betaling for det
Zacchi trøster Westh: "Lige som Gerald Ford, da han gik af, får du nok chancen for at lede grupper, og du får såmænd også nok betaling for det."
"En rigtig Zacchi-bemærkning," mumler Westh.
"Og nu hopper loyaliteten," siger Zacchi professionelt og drejer sig mod Sonja Mikkelsen: "Du er den første dame som minister i ministeriets lange historie. Det bliver spændende at se, om du har andre værdier, som vi skal sætte i højsædet. Vi ved, du er modig, tør sige Roma midt imod. Det kan give os andre sved på panden, men husk: Du er medlem af en regering."
Zacchi fortsætter:
"Det er et stort ministerium, du får ansvaret for, 20 styrelser og 10 selskaber, nu hvor Ørestadsselskabet også er kommet med."
Departementschefen får således i forbifarten indskudt, at hans imperium er udvidet i forbindelse med ministerskiftet.
"Nogle gange vil det være i aviserne, du første gang læser om, hvad vi gør. Sådan er det."
Den ny minister taler medfølende til den gamle:
"Jeg har selv prøvet at ryge ud uden at ønske det. For dig må det være dobbelt hårdt at tage afsked både med mandatet og med ministeriet."

Ikke nem
Rettet til jakkesættene i lokalet siger Sonja Mikkelsen:
"Nogle embedsmænd vil vide, at det ikke altid har været nemt at have med fru Mikkelsen at gøre."
Efter dette skud for boven glatter hun ud:
"Ministre kommer og går. Trafikministeriet består. Lad os udråbe et trefoldigt leve for trafikministeriet."
Det gør embedsmændene så, under ministerens ledelse.
De tilstedeværende journalister kaster sig over den nyudnævnte.
Hun holder sig til regeringsprogrammet: "Vi skal styrke den kollektive trafik."
Et spørgsmål lyder: "Trafikministrene har typisk været nørder. Er du en nørd?"
"Nørder?" udbryder trafikminister Mikkelsen.
"Han hed Nøhr", siger departementschefen hjælpsomt - om den tidligere embedshaver fra CD.
"Hvad med motorveje?"
"Vi må stå ved de aftaler, vi har indgået.."
"Hvad vil du gøre ved trafikkens CO2-forurening?"
"Den... Den... Den vil vi se på."
"Sonja, tror du ikke, vi skal videre nu," siger Zacchi og fører ministeren over til de ventende embedsmænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu