Læsetid: 4 min.

Murdoch i modvind efter Kina-leflen

3. marts 1998

Mediemogulen Rupert Murdoch har vraget en Kina-kritisk bog af frygt for, at de kinesiske myndigheder skal nægte hans medie-imperium at ekspandere

LONDON
Forretning er altid vigtigere end ytringsfrihed. At tro andet er himmelråbende naivt.
I det mindste hvis man spørger KRM - Keith Rupert Murdoch - klodens vel nok største mediemogul p.t.
Præferencen for penge frem for principper har Murdoch vist før - og nu har han gjort det igen. Men for en gangs skyld på en måde, så det har skabt furore og endda åben revolte i hans eget imperium.
Murdoch har som en anden sen-romersk kejser vendt tomlen nedad for "East and West" - en bog, som det Murdoch-ejede bogforlag HarperCollins havde på trapperne, forfattet af ingen mindre end Chris Patten, Storbritanniens sidste guvernør i Hong Kong. En sikker succes.
Men Murdoch frygtede "negative konsekvenser", hvis bogen udkom på hans forlag. Han har kig på kæmpe-mediekontrakter i Kina, og Chris Patten er ikke ligefrem kendt som nogen Kina-ven efter oplevelserne i Hong Kong op til Kinas overtagelse af den tidligere britiske kronkoloni sidste år. Så Murdoch skulle ikke nyde noget af at udgive en Kina-kritisk bog, mens han arbejdede hårdt på at positionere sig til at blive Kinas nye mediekejser.
Ifølge de britiske aviser var Rupert Murdoch rasende, da han fik at vide, at HarperCollins havde vundet kontrakten om at udgive bogen sidste år. Og nu har han altså smækket næven i bordet og bedt om at få den trukket.

Kedelig - ikke farlig
Ledende figurer hos HarperCollins har haft travlt med at forklare, at bogen trækkes, fordi den er kedelig.
Men den redaktør, som sikrede forlaget Chris Pattens skriblerier, Stuart Profitt, har betegnet bogen som "den mest intelligent skrevne, jeg har læst af en politiker i 15 års forlagsvirksomhed". Efter at have fået slagtningen af bogen trukket ned over hovedet, sagde Stuart Profitt prompte op. Det ville han dog ikke finde sig i. Senere har adskillige forfattere, som er tilknyttet HarperCollins, sagt, at de "vurderer deres situation", ligesom én allerede har meddelt, at han ikke ønsker at samarbejde med en virksomhed, der har så slattent et forhold til ytringsfrihed.
Den største opmærksomhed retter sig p.t. mod John Major, tidligere premierminister og nær ven af Chris Patten, som har sine memoirer på vej hos HarperCollins. Men spekulationerne går på, at hans kontrakt er af en sådan art, at han ikke bare sådan uden videre kan bryde den. Chris Patten for sin del har lagt sag an mod HarperCollins for kontraktbrud.

Leflen for Kina
Men det allermest overraskende i hele historien er måske, hvorfor folk i al amindelighed og Murdochs egne medarbejdere i særdeleshed overhovedet er forbavsede over bossens opførsel.
Var det måske ikke Murdoch, som efter kinesisk kritik hev BBC af sin asiatiske satellitkanal Star, fordi BBC havde formastet sig til at sende et kritisk program om formand Mao og den regerende elite i landet? Senere har de kinesiske myndighed tilfældigvis givet Murdoch tilladelse til at sende Star stationen ud til kineserne via kabel. Og ifølge en Murdoch-side på Internettet har han også indledt et joint venture med ingen andre end kommunistpartiets organ People's Daily Newspaper.
Var det måske ikke også Murdoch, som efter kinesisk kritik solgte sin andel i den åbenmundede South China Morning Post?
Og var det måske ikke Murdoch, som udgav en rosende biografi om Deng Xiaoping skrevet af den store mands datter?
Britiske medier har kaldt Murdochs forretningsmetoder "kow-tow for Kina". Men samme etos hersker også hjemme. For ganske kort tid siden var Murdoch-avisen The Sun således umanerligt kritisk over for bygningen af en meget stor og dyr kuppel uden for London, der skal være centrum for briternes fejring af det nye årtusind. Men så blev Murdoch med-sponsor af foretagendet, og pludselig beskrev The Sun projektet i positive vendinger.

Regeringen og Murdoch
Alt sammen vældigt principløst, men rigtig slemt bliver det, når man betænker regeringens afhængighed af Rupert Murdochs aviser. Med The Sun, News of the World, The Times og Sunday Times kontrollerer Rupert Murdoch lidt over halvdelen af tabloid-markedet både på hverdage og søndage samt 28 procent på hverdage og 46 procent på søndage af markedet for kvalitetsaviser.
Hans aviser støttede New Labour op til valget sidste år efter ellers at have stået urokkeligt ved de konservatives side.
Regeringen kritiseres nu for, at den vattede politik over for EU - på den ene side, på den anden side, vi bliver hvor vi er - er inspireret af Murdochs angivelige had over for planerne om en tættere europæisk union. Samme kritik har rejst sig af regeringens kroniske afvisning af at indføre en særskilt medielov om privatlivets fred.
For selv om New Labour har et kæmpestort flertal i Underhuset og dermed kan gøre, stort set hvad det lyster, er den altoverskyggende prioritet for partiet at vinde det næste valg også. Og i den kabale har partiet brug for Rupert Murdoch - eller rettere hans aviser og TV-kanalen BskyB.
Optimisterne blandt de britiske kommentatorer håber nu, at Chris Patten-skandalen har givet Murdoch så megen negativ PR, at New Labour bliver nødt til at distancere sig fra manden. Ikke mindst har det vakt opsigt, at Murdochs kvalitetsavis The Times har dækket Chris Patten historien betydeligt mindre intensivt end konkurrenterne. Det skulle vel ikke være fordi, Murdoch ejer avisen?, spørger folk, mens medieredaktør Raymond Snoddy har travlt med at forklare, at det bare er et tilfælde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her