Læsetid: 4 min.

Musik og samfund

4. marts 1998

I de seneste dage er der kommet udspil fra nulevende komponister, som rækker ud over kunsten. Komponisten som deltager i det samfundspolitiske spil er et særsyn

I København har musiklivet et Musikkens Hus på Gråbrødre torv, hvor genrerne færdes i fredelig sam-eksistens. Noget tilsvarende findes i Oslo i Tollbugate 28, som bl.a. huser Musik-informationscentret og Komponistforeningen.
På lørdag indvies den store sal på Kungl. Musikaliska akademien på Nybrokajen 11 i Stockholm. Og mere end det: Efter en gennemgribende renovering af huset, er der blevet plads til flere af musiklivets fraktioner. Sverige har fået et Musikkens Hus.
I det historiske hus finder vi nu Svenska Rikskonserter, Sveriges Orkesterföreningars Riksför-bund, Riksföreningen för Folkmusik och Dans, Den nordiske musikkomité NOMUS, Svenska Jazzförbundet, og en hel del andre institutioner.
På lørdag kommer kongen og dronning til den festlige invigningen. Avisens læsere får en rapport fra begivenheden i næste klumme.

Nordisk pristale
Svenskerne var også vært for det seneste Nordisk Råds møde i afvigte uge, hvor nordmanden Rolf Wallin fik Nordisk Råds musikpris. Komponisten tog i sin takketale udgangspunkt i sin kollega Olav Anton Thommessen otte år gamle takketale. Begge komponister ønskede at gøre opmærksom på faren ved det gennemkommercialiserede samfund. Kunstens vilkår i et sådant samfund er ringe. Når det gælder den klassiske nye musik, vil denne blive helt marginaliseret.
I sin tid talte Thommessen nærmest profetisk om hvad der ville ske i landene i Øst-Europa:
"Hvis 'triumfalistene' får sine drømmer oppfylt vil Øst-Europa bli forvandlet til nok et marked, der det vellykkede vil bli målt i kroner og øre. Kunstnerne, som har vært så avgjørende i demokratiseringskampen, vil bli forflyttet til samfunnets marginer og oppnå den samme uvesentlige status som i vest.
Lønnsomhet vil bli det kriterium som legges til grunn for kvalitet. (....) Folk som mestrer kunsten å selge seg selv, vil etterhvert erstatte kunstneren."
Wallin talte i sidste uge i en endnu mere skærpet tone om markedsliberalismens kedelige side:
"Likhetstegnet mellom markedsliberalisme og frihet må være dette århundrets mest vellykkede propagandabløff. Spør henne om hun føler seg fri, den thailandske jenta som får 3-4 kroner for å bruke opp nok en ettermiddag og kveld av sin ungdom sittende bøyd over broderiene, fordi en skandinavisk klesgigant har presset hennes lønn ned til en brøkdel av landets lovbestemte minstelønn. For henne er Adam Smiths 'usynlige hånd' en jernklo som frarøver henne ungdommen. Friheten er ingen frihet dersom vi stjeler den fra andre."
Det er ikke ofte at nutidens komponister melder så klart politisk ud, og taler om musik og samfund i bredeste forstand. De to seneste norske modtagere af Nordisk Råds musikpris har i sandhed gjort det.
Ingen aviser i Norge har i følge Rolf Wallin ønsket at trykke komponistens tale ved Nordis Råds møde.

Festival i København
Dansk Komponist Forening arrangerer en festival hvert andet år. Den hedder Composer's Biennale. I år finder den sted fra 20.-29. marts i København. Ti dage med tre kirkeoperaforestillinger, 15 koncerter, 60 danske værker, heraf seks uropførelser.
Den kunstneriske ledelse er lagt i hænderne på komponisterne Niels Marthinsen, Klaus Ib Jørgensen og Svend Aaquist. I forordet til festivalens programbog hedder det blandt andet:
"Komponister i dag har det med at synes at faget er truet eller ligefrem uddøende. Nye måder at skabe musik på er traditionelt længe om at blive bare nogenlunde forstået, og det virker nogle gange som om publikum og medier holder sig væk fra ny musik.
Ingen kan leve i et luft-tomt rum, og det kan føles sværere og sværere at blive ved med at skabe nye værker i en tid, hvor kunstens kvalitet ofte sættes lig med dens gennemslags-kraft og måles i antallet af mennesker der ka' li' den."
Er det ikke lidt det samme som Rolf Wallin sagde om markedsmekanismerne i sin pristale? Der synes her at være enighed om at fremhæve den omsiggribende marginalisering af kunsten.
Composer's Biennale er et åbent forum: Alle er inviteret, alle kan være med. Se programmet på adressen: http://www.image.dk/~aaquist/indexdkf.htm.
Festival i Aarhus
En af de bedste personer at være unig med er komponisten Karl Aage Ras-mussen. Han har i 20 (tyve!) år lavet festival i Aarhus. Den hedder NUMUS Festivalen. I år finder den sted fra 25. april til 3. maj.
NUMUS Festivalen er Danmarks største og ældste forum for nykomponeret musik af danske og udenlandske komponister. Igennem de 20 år er mere end 250 danske værker blevet uropført, og mindst 300 udenlandske værker er blevet opført for første gang i Danmark.
Tematisk griber festivalen i år bl.a. fat i "de fremmede og os - en debat som ikke altid er lige opmuntrende". Den kunstneriske ledelse fortsætter om dette tema:
"Det prøver vi at råde bod på ved at vise hvor megen inspiration og livskraft vores egen musik og musikken i det hele taget tager fra de 'fremmede'. Unge udenlandske musikere og komponister som arbejder i Danmark, og de mange blandformer mellem etniske og vestlige musikformer præger programmet. Og naturligvis de stadige krydsninger af tankegange som finder sted mellem verdens forskellige gamle og nye musikkulturer - repræsenteret af en hel række komponister, bl.a. Vivier og Scelsi."
Altså igen en krydsning af musik og aktuelle problemer i samfundet. Skal hilse at sige, at de nævnte eksempler på bevidsthed om musikpolitiske emner ikke er daglig kost i den musikalske verden. Det er i hvert fald ikke noget, der kommer så markant til udtryk i den offentlige meningsdannelse. Er der en ny politisk bevidsthed på vej i de kunstmusikalske miljøer?

Der var en festival
I flere årtier arrangerede Louise Lerche Lerchenborg Lerchenborg Musikdage. I høsttiden var vi alle forsamlet på slottet nær Kalundborg. En rent ud sagt pragtfuld tid.
Pludselig meldte arrangøren, at hun ikke magtede at videreføre festivalen. Ingen har rigtig sagt noget - sådan offentligt - i den anledning. Det er aldrig for sent at sige tak. Det være hermed gjort for uforglemmelige oplevelser på Lerchenborg.
Den 6. marts fylder Louise Lerche Lerchenborg tre snese. Hjertelig til lykke med fødselsdagen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu