Læsetid: 5 min.

Musik er en skattejagt

28. marts 1998

Ry Cooders besøg på Cuba blev til tre cd'er - veteraner fra musikscenen er inviteret indenfor og spiller blændende veloplagt

NY CD
Det er til en gave, sagde jeg. Årets tenorsax. Det kender jeg ikke noget til, sagde ekspedienten, men hvad med bare at give årets plade? Årets plade? Den eneste der kommer til at stå lidt længere end de andre - Buena Vista Social Club. Hvad er dét? Det hele, sagde han.
Sådan da. Det viste sig at være en plade med den amerikanske guitarist Ry Cooder i spidsen for en gruppe ældre cubanske dansemusikere. Cooder skriver selv i en note: "Jeg oplevede at hele mit liv havde været en forberedelse på dette... Musik er en skattejagt. Man graver og graver og så sker det, man finder noget."
Cooder dyrkede jeg intenst, da han som sangskriver og orkesterleder stod i spidsen bl.a. for Chicken Skin Review, et slags rockband, som i slutningen af 70'erne havde succes med at få tex-mex musik (med harmonikaspilleren Flaco Jimenez) til at falde i hak med rock og blues. Han førte sig senere frem med noget lidt mere glatpoleret rock, Bop Till You Drop (1979), hvorefter han mere og mere koncentrerede sig om filmmusik. Der er gennem årene kommet enkelte 'etniske samarbejder' - Cooder i selskab med musikere fra bl.a. Indien, Hawaii og Mali.

Ikke én, men tre
Det viste sig, at Cooders tur til Cuba sammen med produceren Nick Gold havde ført til ikke én, men tre cd'er, som alle er udsendt på selskabet World Circuit.
Vellyden, traditionsbevidstheden, den drilske sikkerhed er fællestræk ved de tre cd'er, som - forstår jeg nu - for alvor har fået slået porte op og ører ud rundt omkring. I hvert fald mine. Forleden kunne man på BBC World se dele af det cubanske pensionisthold i direkte tv til hele verden.
Nok har Cuba tidligere leveret danserytmer og stjernemusikere til verdensscenen, men det var dengang, og musikken har været isoleret og boykottet og blokaderamt som resten af Cuba. Den internationale musikindustri er amerikansk domineret, og Castros revolution har ikke i særlig grad sendt landets musikere ud i verden for og brugt dem som murbrækkere. Sikkert en fejl.
Big band- og latin jazz-traditionerne er i højsædet i en plade med et hold, der kalder sig Afro-Cuban All Stars. Blæserne dominerer, sangerne er tenorer, bunden lægges af bongo'er og conga'er. Det sker, at en enkelt guitarist (Cooder) eller pianist (Rubén Gonzáles) får lov at presse en solo ind, men ellers er det de store arrangementer, det handler om.
Rumba, cha-cha, guaracha og så den særlige cubanske son - den grundlyd, som er Cubas særlige bidrag til moderne latinamerikansk danserepertoire - en fusion af spanske og afrikanske elementer med en kompleks grundrytme, der inviterer til improvisationer og 'samtaler' mellem percussionisterne.
Sangene handler meget om kærlighed - mistet eller næsten fundet, men der er også en enkelt eventyrsang om storskrydende løgnere. Og så naturligvis sange om at danse de danse, musikerne lige nu står og spiller op til. Ikke så dybt, men det skal dansesange heller ikke være.
Oplevelsen er at høre, at den stivhed, den maskinfornemmelse, man kan opleve i forbindelse med nogle af de store amerikanske salsa-orkestre, ikke nødvendigvis er en del af traditionen. Veteranerne har bevaret en lethed, som i sig selv er inspirerende og giver frisk luft.

Guitaren
Buena Vista Social Club har i stedet guitaren som det centrale instrument og dermed også en ikke specielt dominerende Cooder som gennemgående musikalsk skikkelse. Visse af hans greb genkendes, hans forkærlighed for slideguitaren, hans folk- og country-citater. Men først og fremmest fornemmes hans sikre hånd med hensyn til produktion og arrangement.
Og det er i samspillet mellam hans amerikanske erfaring og de gamles glade leg med traditionen at det slår gnister og en medrivende smuk moderne cubansk verdensmusik opstår. De gamle musikere spiller som om de aldrig har bestilt andet. Og det har de måske heller ikke. Men dog - kan man forstå på noterne - med pauser. Det fremgår endog, at enkelte af dem tilsyneladende har været gået på pension, før denne invitation dukkede op.
En af de store opdagelser på pladen hedder Rubén Gonzáles, knap 80, populær i 1940'erne, hvor han var eksponent for eksperimenterne med at blande jazzelementer ind i cubansk dansemusik. Da invitationen fra Cooder og Gold kom, ejede han end ikke et klaver og havde stort set opgivet at spille.
Han hævder at han har gigt i hænder og fingre, men her spiller han som er det sidste chance for at blive hørt. Hans pianospil er originalt og anderledes - han springer fra store klassiskinspirerede udspil til små lækre jazzdetaljer. Ind imellem laver han små figurer som han gentager ud over smertegrænsen hvorefter han eksploderer og sender figuren ud i rummet.
Ibrahim Ferrer er lidt yngre, først i 70'erne. En lyrisk sanger med et særligt talent for improvisationer. Kærlighedsballaderne broderes til med klip fra andre sange, tilråb, vekselsange med musikerne, citater fra cubansk historie og folklore.

Andenstemmen
Compay Segundo er på optagetidspunktet 89. Egentlig er han en af sin tids største guitarister og arrangører, men han er så fremragende til at lægge blød andenstemme, at det (segundo) er blevet hans navn.
Små dansemelodier, mest son, et par bolero'er, en svag jazzlyd (lidt country og western), men i det hele så afslappet og overlegent at det meste ligger hinsides genrerne og bare oser af kærlighed til musikken.
Og sidegevinsten - da Rubén Gonzalés havde fået proppen ud af flasken, kunne han slet ikke holde op igen. Han fik yderligere et par studiedage til sit livs første solo-album. Lige på og hårdt - ingen reparationer, intet elektronisk efterarbejde.
Med på pladen har han nogle af kammeraterne fra de to orkesterprojekter.
Gonzalés er nøjagtig dét eventyrfund, Cooder taler om. Han har tydeligvis hele den nyere caribiske danse-musik i baghovedet, når han sætter sig til tangerne. Han lyder som en fætter til Errol Garner og Bud Powell - dynget til med salsa.
Guderne må ind imellem vide hvor melodien er blevet af. Et sted inde i systemet har han den vel, men han skal rundt og besøge et antal andre offentlige hemmeligheder før han måske til sidst vender tilbage til udgangspunktet. Hans digressioner er af den slags, man ellers kun tillader de mest vidtløftige naturvidenskabelige professorer. Så langt væk og ude at man sidder med livet og den næsten forsvundne tråd i hænderne og er lige ved at miste pusten - og næsten kun kan grine lettelsen ud, når han genfinder en af de figurer, der kan redde ham i land. Stærke sager. Måske er det i virkeligheden den, der er årets plade.

*Buena Vista Social Club (WCD 050)
*Afro-Cuban All Stars (WCD 047)
*Introducing Rubén Gonzalés (WCD 49)
Import: MusikDistributionen (3314 1517)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her