Læsetid: 3 min.

Når baby spænder ben

20. marts 1998

'Baby Doom' er det sjældent sete: dansk filmkomedie-underholdning fuld af verve og vivacitet. Og en debut for en født filmfortæller: Peter Gren Larsen

NY FILM
Et letfodet anslag, et strejf af satire, en snert af kynisme, en rap rytme - alt i alt en
sejrrig charmeoffensiv i tidens tone og tempo.
I Baby Doom omskaber debutanten Peter Gren Larsen et lettere hverdagstrist emne - et ungt pars ægteskabelige krise ved første barns ankomst - til en delikat komediesoufflé, tilberedt med smidig hånd og tilsat en behagelig syrlighed af galgenhumor.
Jeg kan faktisk ikke mindes at have set en dansk debutfilm med et så ubesværet humoristisk overskud. Den sjove synsvinkel synes at være Peter Gren Larsens anden natur. Dansk film, der så ofte gør morskab identisk med plathed, har voldsomt brug for et sådant generøst talent!
At Gren Larsen nøjes med at skøjte afsted uden at give sin kærlighedshistorie større følelsesmæssige resonanser (som f. eks i Lasse Hallströms emne- og stilbeslægtede Jeg er er med barn) tilgiver man gerne i taknemmelighed over filmens mylder af små vindende ideer.
Stor kunst? Ikke et sekund, blot mousserende, spændstig underholdning. Men hvorfor overlade feltet til Regner Grasten? Det er muligt at være morsom uden samtidig at være dum.

Computer og kolik
Peter Mygind spiller edb-programmøren Max, der slår sig op i sit firma med ideen til et nyt program, LifeOrganizer, som skal gøre tilværelsen lettere på tusind praktiske måder.
Max er dog ingen stræbertype, snarere en nørd og et evigt legebarn. Så da han flytter sammen med kokken Nicoline og de får et barn (kaldet Emil, for E-mail), er der hårdt brug for en organisation af en ny tilværelse, som Max langt lettere overskuer foran computerskærmen end i en hverdag med tusindvis af babygøremål. Så meget mere som Nicoline heller ikke har synderligt styr på alt det dér med orden og bleer.
Begge er de udearbejdende med ambitioner, og snart virker forholdet slidt ned af mangel på tid og rum - kolikbabyen tapper al overskuds-energi. Max flytter hjemmefra med sin Emil i et forsøg på at vise sig som voksen, ansvarsbevidst far, men adskillelsen er kun midlertidig - kærligheden, der eventyragtigt billedliggøres gennem synkroniserede ure, bærer parret igennem.

Skæve smil
Inspirationen fra den svenske megasucces Adam og Eva synes tydelig, men Baby
Doom former sig mere som et veloplagt indforstået causeri over emnet: ungt krisepar med barn, end som den kærlighedshistorie, Adam og Eva først og fremmest er. Den danske letvægtsudgave mangler næsten helt en emotionel understrøm.
Til gengæld finder den fra starten sit eget uprætentiøst kapriciøse tonefald og viser straks Peter Gren Larsens fjerlette, træfsikre touch og underfundige turnering af pointer, der ansporer tilskuerens medleven og får skabt sympati for personerne.
Med en blanding af drilagtig satire og barok galgenhumor hurtigtegnes Max og Nicolines arbejdspladser og hjemmesituation, så der hele tiden er en menneskelig fejlmargin med forløsningsmulighed i skæve smil.
Her pointeres med en musikalitet i klipning og spil, en luftig raphed, som viser en ung billedbrugers lege-lette beherskelse af filmmediet som sin forlængede arm. Hvilket også kan hænge sammen med et gennemarbejdet manuskript, der bygger ideerne sikkert op, holder fast i sine små historietråde og f. eks. ikke glemmer en birollefigur, når den først er introduceret.
Netop bifigurerne ridses skarpt og skægt op, f. eks. Ditte Gråbøls næsten uigenkendelige opvasker, der kun har få replikker, men hun gør dem alle morsomme. Ulrich Thomsen rammer typesikkert machomanden med sexfikseringen, Jesper Asholt lige så præcis som den runde, hyggelige kollega, Niels Anders Thorn sjovere end sædvanlig i sin skurkespecialitet, Henning Moritzen udleverer kærligt sin ganske menneskelige chef, og Jesper Klein er pudsig som en nervepirrende magelig læge.
At Peter Mygind og Camilla Bendix i hovedrollerne er helt på bølgelængde med filmens mindste intentioner, nævnes bare som noget selvfølgeligt. Vi er gennem hele forløbet i gode professionelle hænder.
Moralen lægges i munden på Jesper Kleins slet ikke så dumme læge og lyder: ting tager tid. Man kan ikke få eller overkomme alt på én gang. Af og til burde Peter Gren Larsen måske selv tage sig bedre filmisk tid og kigge lidt nøjere ind bag sine personers maske af komisk fortvivlelse. Men det kan komme - han har tiden for sig.

*Baby Doom. Instruktion: Peter Gren Larsen. Manus: Anders Thomas Jensen og Peter Gren Larsen. Dansk. (Dagmar, Grand, Palads, Gladsaxe, Ballerup, Albertslund Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu