Læsetid: 4 min.

Når talentet fører propaganda

20. marts 1998

Martin Andersen Nexø var et tordnende talent som forfatter - og som propagandist for Stalin. Han efterlader os et dilemma

NY FILM & BOG
Af Hvad skal vi stille op med de forfattere, der også er politiske propagandister: Skal vi bedømme forfatterskabet og propagandaen i lyset af hinanden? Hvis propagandaen er os behagelig, er det fristende at se en helhed.
At tyskeren Thomas Mann i 1920'rne stillede sig til forsvar for Weimar-republikken, og at han fra sit amerikanske eksil i 30'rne og 40'erne rungede urfjeldets trolddomsrøst mod nazismen, ja sågar i 1944 førte valgkamp for den sociale reformator Franklin Roosevelt - alt det kaster en ædel glans over Manns højborgerlige forfatterskab og får os til at bære over med, at Mann ved begejstrede skriverier under Første Verdenskrig lagde sin prestige bag den tyske generalstabs krigsmål.
Men - oh skræk - hvad gør vi, hvis forfatteren låner sit talent til en agitation, der er os modbydelig? Listen over store forfattere med ukorrekte synspunkter er lang. Norges Knut Hamsun lod sig spænde for Hitlers kampvogn; den amerikanske digter Ezra Pound - forbillede for Joyce og T. S. Eliot - blev agitator for Mussolini og hengemtes efter krigen 12 år på en galeanstalt, hvorved sejr-herrerne undgik så ubelejlig en proces som den mod Hamsun.

Forklaring: galskab
Nazisterne og fascisterne blandt forfattertalenterne har vi fundet ud af at forholde os til: Deres politiske synspunkter må tilskrives galskab, senilitet, begrebsforvirring. Beklageligt, men det kan adskilles fra forfatterskabet, i hvert fald et langt stykke henad vejen, ligesom andre former for mentale lidelser blandt de prominente skrivende kan det.
Det er straks sværere med kommunismens agitatorer blandt forfatterne, især hvis de har givet pen og røst til lovprisning af massemorderiske kultskikkelser: Lenin, Stalin, Mao. Skal vi bedømme dem efter utilregnelighedsparagraffen, som vi gør med Hitlers og Mussolinis skjalde?
Her protesterer en række socialistisk sindede læsere: Nej, det indignerede forfatterskab og det politiske virke er et hele: Forfatterne troede på sagen, både når de skrev, og når de talte. Gik de for vidt i markedsføringen af massemorderne og deres underkuede 'idealsamfund', skyldes det almenmenneskelige træk som naivitet eller forfængelighed.
Problemstillingen om tilgiveligheden af, hvad de kommunistiske forfattertalenter også brugte deres talent til, har fået ny aktualitet med Stine Korsts 50 minutter lange film Martin Andersen Nexø, et portræt af min oldefar og den bog med samme titel, som Dansklærerforeningen har udgivet i tilknytning til filmen.

Medrivende skildring
Lad det være sagt med det samme: Film og bog er en medrivende skildring af en forfatterskæbne. Som vel naturligt er for de to forskellige medier, gør bogen mest ud af forfatteren Nexø, mens filmen - afhængig som den er af dokumentarklip - sætter fokus på agitatoren. Skal man have det fulde billede, må indgå både bog og film. Til undervisning, der vil provokere til selvstændig tankevirksomhed, kan pakken af bog og film varmt anbefales.
Martin Andersen Nexø skrev hele sit lange voksenliv, fra først i 1890'erne til 1954.
Da Nexø i 1919 begynder sin karriere som venstresocialistisk agitator, har han de to hovedværker Pelle Erobreren (1906-10) og Ditte Menneskebarn (påbegyndt 1917) bag sig - næsten. Torben Bech Rasmussen skriver vittigt i bogens biografiske noter om året 1919:
"De sidste bind af Ditte Menneskebarn... bliver et af ofrene for den russiske revolution. Dels fordi Nexø dårligt har tid til at skrive, dels fordi bogen får en kraftig agitatorisk stramning, der ikke altid er lige velbegrundet." Siden følger kun ét værk af blivende betydning: Selvbiografien i fire bind, udgivet 1932-39.

Understøttelsen
Filmen dokumenterer, hvor markant - på én gang indigneret, humoristisk, og ikke så lidt frikadellet - Nexø var som agitator.
Allerede i 1912 blev han tildelt forfatterunderstøttelse på finansloven. Fra 1920'rne lød råbet stadig højere om, at den skulle fratages ham. I 1939 udløste Nexø yderligere raseri ved uforbeholdent at støtte Sovjetunionens overfald på Finland. I juni 1941 - to måneder før kommunistloven - arresteredes han på foranledning af det danske politi, ikke efter tysk krav. Og for at det ikke skulle være løgn, var det tyskerne - og måske også kongen - der pressede Stauning til Nexøs løsladelse tre måneder senere. (Det hører med i billedet, at Nexø før 1933 nød en større popularitet i Tyskland end i Danmark; Pelle Erobreren var dér blevet offentliggjort som avisføljeton.)
I 1942 faldt hammeren: Nexø blev sammen med Hans Kirk og Soya strøget af finansloven, samtidig med at nazisten Valdemar Rørdam fik 'Nationens Hædersgave'.

Brev fra Christmas
Det afstedkom følgende bemærkelsesværdige brev til Nexø fra den konservative lederskikkelse John Christmas Møller:
"Skønt Dem ganske ubekendt - men en digter af Deres høje rang har jo mange ubekendte beundrere, og man kan vel tillade sig at sige Dem det - føler jeg trang til at sende Dem en hilsen i anledningen af det nye overgreb mod Dem. Jeg havde ikke troet, at dette var muligt - men en udmærkelse er det jo egentlig - og der kommer vel en dag efter denne - og så bliver det atter værd at leve i Danmark og verden!"
Den dag kom, men Nexøs og Danmarks gensidige gensynsglæde var kort efter hans tilbagevenden fra sovjetisk eksil. Han døde i ny udlændighed i DDR.
Når Christmas Møller - uanset Nexøs politiske udskejelser - kunne fastholde sin beundring både for forfatterskabet og for personen, må vi andre vel se det som en udfordring at gøre ligeså.

*Stine Korst: Martin Andersen Nexø et portræt af min oldefar. Film, 149 kr., og bog, 100 kr., kan købes gennem boghandlere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her