Læsetid: 5 min.

NATO søger ny mening med tilværelsen

31. marts 1998

Tid til selvransagelse i NATO: Hvor mange skal vi være? Og hvad er vores formål?
Det nye NATO

BRUXELLES - Forudsat at det amerikanske Senat ikke kommer uventede mængder af grus i maskineriet, kan NATO på topmødet i Washington til april næste år markere sit 50-års jubilæum med optagelsen af tre nye medlemmer: Polen, Tjekkiet og Ungarn.
Men som så mange andre der står foran en milepæl i livet, har også NATO eksistentielle overvejelser om egen fremtid.
For øjeblikket tænkes der tanker, så det knager i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles og i de øvrige 15 NATO-hovedstæder.
De nye post-koldkrigstider har tvunget alliancen til at arbejde på et nyt strategisk koncept.
Det hidtidige, "kollektivt forsvar" - altså medlemslandenes pligt til at komme hinanden til hjælp i tilfælde af angreb - gælder fortsat, men skal udvides til noget, der er blevet kaldt "forsvar for kollektive interesser" - altså en langt bredere definition af NATO's virkefelt.
Det andet hovedspørgsmål, NATO-alliancen helst skal have afklaret inden 50-års jubilæet næste år, er: Hvor mange medlemslande kan alliancen optage, før det går ud over sammenhængskraften? Samt det dermed forbundne spørgsmål: Hvordan skal forholdet mellem Rusland og NATO udvikle sig?

Nye opgaver
I gamle dage var det så nemt. Selv om det gamle ordsprog om, at NATO blev grundlagt med det formål "at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede" aldrig har været officiel NATO-politik, så var det ikke langt fra sandheden.
Og hvad mere er: Projektet lykkedes. Moskva blev tvunget ud i et våbenkapløb som var medvirkende til, at Sovjet-økonomien til sidst brød sammen. NATO var den tungestvejende årsag til, at USA ikke genoptog tidligere tiders isolationistiske politik, men stationerede 350.000 soldater i Europa. Og Tyskland - forstået som tysk nationalisme - blev holdt "nede" i den forstand, at man i dag er en demokratisk mønsterstat med en forbundshær, der kun tøvende og efter megen overtalelse lader sig engagere i selv nok så fredsbevarende operationer uden for landets grænser.
NATO-topdiplomater i Bruxelles, der er meget villige til at udtale sig, når det blot ikke er til citat, nævner følgende hovedopgaver, der menes at blive en del af alliancens nye strategiske koncept:
*Konfliktforebyggelse. Mulighed for NATO-involvering på et langt tidligere tidspunkt, end det er sket f.eks. i Bosnien - i tæt samarbejde med FN og OSCE, Organisationen til Sikkerhed og Samarbejde i Europa, understreges det. Modellen er den indsats, som amerikanske og skandinaviske styrker har gjort i Makedonien, her under FN-flag.
*Fredsbevarelse. Indsættelse af NATO-styrker til at overvåge og iværksætte en våbenhvile- eller fredsaftale efter modellen fra Bosnien.
*Imødegåelse af truslen om spredning af massedestruktionsvåben. Især USA, men også flere europæiske lande går ind for en langt stærkere NATO-indsats på dette felt som afløser for de coalitions of the willing, "de villiges koalition", som tidligere er etableret ad hoc, f.eks. da det gjaldt en indsats mod Iraks kemiske våben.
*Imødegåelse af international terrorisme, som oftest nævnt i forbindelse med religiøs ekstremisme i Mellemøsten og Nordafrika.

Hvor langt vil NATO gå?
"For alle de nye opgaver, NATO overvejer at påtage sig, har vi en diskussion af, hvor langt NATO vil gå," siger en højtstående NATO-diplomat.
"Der er enighed om, at NATO kan foretage out of area-operationer, altså fungere uden for medlemskredsen. Men hvor langt? Ialtfald Balkan, formentlig hele Europa. Men hvad med Mellemøsten og Nordafrika? - her er meningerne delte. Kaukasus er formentlig ude af billedet."
Hvad angår Bosnien erkender ledende kilder i NATO-hovedkvarteret, at alliancen formentlig vil være til stede i fem til ti år endnu, og en øget indsats i form af hjælp til grænsepatruljering er på vej i Makedonien og Albanien med det formål at sikre, at krisen i Kosovo ikke spredes.
Og med den såkaldte Middelhavs-dialog, hvor NATO mødes regelmæssigt med seks lande i regionen - Egypten, Israel, Jordan, Tunesien, Marokko og Mauretanien - har alliancen allerede udvidet sit virkefelt her, omend kun i form af politiske samtaler.
Et andet hovedspørgsmål, der skiller vandene i NATO forud for vedtagelsen af det nye koncept, er: Kan NATO gå solo i nogle situationer eller skal out of area-operationer altid finde sted efter godkendelse af FN's sikkerhedsråd.
Som den seneste sag om et muligt angreb mod Irak viser, er USA stærk tilhænger af den første opfattelse, Frankrig af den sidste.

Ny NATO-udvidelse
Endelig drøftes spørgsmålet om, hvor stor NATO skal være. Der er mange kræfter i alliancen, som mener, at dens politiske og militære sammenhængskraft risikerer at blive udvandet, hvis alliancen kommer til at omfatte hele Europa samt USA og Canada, og at alle parter er bedst tjent med at fastholde det nuværende, mere uforpligtende Partnerskab for Fred (PfP)-samarbejde med foreløbig 19 partnere.
Ifølge højtstående NATO-kilder er der også her to lejre: Den ene går ind for et stop - foreløbigt eller permanent - for optagelsen af nye medlemmer, når Polen, Tjekkiet og Ungarn er kommet med i klubben til april næste år.
Clinton-regeringen har ikke lagt sig fast, men er under stærkt pres fra Kongressen om at acceptere et sådant stop.
Den anden lejr, der omfatter Frankrig og måske flere sydeuropæiske lande, ser gerne, at Washington-topmødet næste år udsender medlemsinvitationer til Slovenien og Rumænien.
Især sidstnævnte, der traditionelt har stærke bånd til Frankrig, var en hjertesag for Paris allerede i forhandlingerne forud for første optagelsesrunde.
Under alle omstændigheder bliver der - ifølge NATO-kilder fra flere store lande - ikke tale om baltisk medlemskab i de første mange år.
"Hvis vi skal vælge mellem at få bøvl med Rusland eller at få bøvl med balterne, vælger vi det sidste", som det udtrykkes af én diplomat.
Årsagen er, at Rusland under sidste års forhandlinger forud for den første NATO-udvidelse uofficielt valgte at tage NATO-udvidelsen med Polen, Tjekkiet og Ungarn til efterretning, men til gengæld tilkendegav meget kraftigt, at en udvidelse med en eller flere tidligere Sovjet-republikker ville få særdeles alvorlige konsekvenser for forholdet mellem NATO og Moskva.
De to lokaler, der er reserveret russiske officerer i NATO's militære hovedkvarter i Mons uden for Bruxelles, står fortsat tomme som en indikator for det russisk-vestlige forhold.
Dertil kommer, nævner flere af NATO-kilderne, at de baltiske lande selv har gjort meget lidt for at gøre sig "modne" til NATO-medlemskab.
Man peger på to ting: De baltiske landes manglende vilje til at modernisere de væbnede styrker. Samt den manglende indsats for at nå til forståelse med Rusland, især hvad angår konflikten om de russiske minoriteters rettigheder.
"NATO-medlemskab er godt, men den bedste sikkerhedsgaranti, de baltiske lande kan få, er et godt naboskab med russerne. Og her må de selv strække sig længere, end de har gjort," siger en velplaceret NATO-kilde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her