Analyse
Læsetid: 6 min.

New Budget

19. marts 1998

Arbejde rummer kimen til hver mands og kvindes lykke, synes New Labour og lægger et budget, der vil forvise afhængighedssamfundet til historiebøgerne

At dømme efter New Labour regeringens første, egentlige budget, som netop er kommet, har de næsten 60 millioner briter fået sig en ny faderfigur personificeret i finansminister Gordon Brown - jernkansleren. Sekunderet, naturligvis, af regeringens chef, premierminister Tony Blair.
Streng men retfærdig er den skotske præstesøn. Gør man en indsats, skal man belønnes. I hans - og Tony Blairs - vision er lediggang roden til alt ondt. I det nye Storbritannien skal der arbejdes. Var udtrykket ikke så miskrediteret af associationer til Hitlers Nazi-Tyskland kunne "Arbeit macht frei" være et passende slogan for New Labour.
Resultatet er et budget af neo-victorianske dimensioner, hvor den nordeuropæiske arbejdsetik kommer til udtryk for fuld hammer. Det skal kunne betale sig at arbejde, lyder det enkle budskab.
Og det sørger Gordon Brown så for, at det gør.
Væk med fattigdoms- og bistandsfælderne, som klapper, når man får sig et arbejde eller stiger op ad lønstigen i det, man har, mens tilskud og offentlige ydelser trappes ned eller helt forsvinder.
Yngre såvel som ældre skal opleve den glæde, sociale accept og selvrespekt, som efter regeringens mening følger af at stå op hver morgen og gå på arbejde. Og så selvfølgelig samtidig spytte i den fælles kasse via skat på indsatsen.

Men der hersker næppe tvivl om, at det er etikken - ikke skatteindtægterne - der driver Gordon Brown. En grundig velfærdsreform, der hiver de fattige op af afhængighedsdyndet er det eftermæle, som han ønsker at sætte sig. Han vil være den store reformator, som efterlader sig blivende spor i stedet for blot at være et blip i fremtidens interaktive historiebøger. Han vil oven i købet gøre det uden at støde erhvervslivet, der jo i realiteten betaler for gildet, fra sig. Og uden at sætte den langsigtede stabilitet i den britiske økonomi over styr. Store mål. Men med det nye budget er han godt på vej.
Hovedhjørnestenen i New Labours model er en omlægning af skatte- og bistandssystemerne. Der indføres en ny og højere udgave af den eksisterende bistand til lavtlønnede, som fremover udformes som et skattefradrag og udbetales via lønnen. Det skal forstærke båndet mellem arbejde og penge.
*Der indføres skattefradrag for op til 70 procent af udgifter til børnepasning. Dog med et loft afhængig af, hvor mange børn man har. Det skal gøre det nemmere for især at mødre at finde arbejde. De skal ikke længere være forhindret, fordi de ikke har råd til at få børnene passet. Disse fradrag indføres dog først i skatteåret 2000/2001, fordi der skal være tid til at uddanne tilstrækkeligt med børnepassere. Ifølge The Guardian er der i øjeblikket kun pasningspladser til under 2 pct. af landets børn mellem 5 og 12.
*Børnebidrag, der gives til alle forældre - rige som fattige - sættes op. Samtidig får regeringen repareret på den politiske skade, den sidste år forvoldte på sig selv ved at sætte bistanden til enlige mødre og fædre ned. Meningen dengang var at udligne forskellen mellem de beløb, familier fik, og den hjælp, som enlige forældre modtog. Nu sættes beløbene generelt op, men der ændres ikke på princippet om, at enlige forældre ikke får mere end de, der har en partner.
*Systemet for national forsikring, som både arbejdstagere og
-givere betaler til, laves om. Arbejdsgiverne skal først bidrage, efter at lønnen når et højere niveau end før, men til gengæld skal de betale en højere sats - 12,2 procent - bagefter, uanset hvor meget, den ansatte tjener. Tidligere var betalingerne graduerede og startede allerede ved en ret lav løn, og det nye system gør det altså dyrere at have mange højtlønnede i arbejdsstyrken, mens det bliver mere attraktivt at ansætte lavtlønnede. Samtidig baner finansministeren i øvrigt også ganske fikst vejen for den minimumsløn, som er på trapperne, og som nu kan blive lavere, end fagforeningerne egentlig havde tænkt sig. Der gættes på 3,5 pund - ca. 40 kroner - i timen.
I følge finansministeren selv indebærer det nye system, at en familie med en lavtlønnede fuldtidsarbejdende forælder er garanteret en indtægt på mindst 180 pund - ca. 2.000 kroner - om ugen. Ligesom der er garanti for, at familien ikke kommer til at betale skat, før indtægten når op på 200 pund - ca. 2.300 kroner - om ugen. Det svarer med andre ord til et bundfradrag på omkring 10.000 kroner om måneden.
Der vil stadig være briter, for hvem det ikke kan betale sig at stige i løn. Men der bliver næsten en halv million færre af dem, siger finansministeren.
Generøst er det. Prisen for velfærdsreformen ventes at nærme sig 3 mia. pund - ca. 34 mia. kroner. Men Gordon Brown mener at have pengene:
*Skattefradraget for ægtepar beskæres med en tredjedel.
*Der smækkes en prop i en række skattesmuthuller - off shore trusts og den slags. Det havde ellers skabt stærk kritik, at en af Gordon Browns nærmeste rådgivere, den velhavende George Robinson, havde masser af familieinteresser stuvet af vejen i sådan en offshore trust. Lukker Gordon Brown den slags udveje, kan han måske også lukke munden på kritikerne.
*Selskabsskatten sættes ned til 30 pct. - 20 pct. for små firmaer - men virksomhederne skal betale forud hvert kvartal, hvorefter der reguleres senere. Det forbedrer regeringens likvide finanser.
*Punktskatter på cigaretter, vin og benzin sættes op.
*Kommer der flere i arbejde, stiger skatteindtægterne.
Alt i alt et budget i balance, siger finansministeren. Så der skal ikke lånes flere penge, end talknuserne havde kalkuleret med, og Gordon Brown regner ligefrem med at have nul-balance på de offentlige budgetter omkring år 2000.
Budgettet blev vel modtaget. Der var bemærkelsesværdigt lidt brok. Godt nok kritiserede de konservative budgettet for at "forråde New Labours valgløfter". Det skal de konservative selvfølgelig sige. De er jo i opposition. Men der er ikke mange, som lytter til dem mere.
Den kraftigste kritik kom fra fagforeningerne og City of London - en af verdens fremmeste finanscentre.

Begge lejre spurgte, hvor de mange jobs skulle komme fra, som de arbejdsløse briter skal gelejdes ind i. Forsætter situationen med et meget stærkt pund er det i hvert tilfælde ikke i eksportsektoren, man skal skabe arbejdspladserne. For et stærkt pund gør britiske varer dyrere i udlandet, så de bliver sværere at sælge.
Briterne har et stærkt pund, fordi renten er høj, og det er den, fordi inflationen skal holdes nede. Ideen er, at når renten er høj, låner folk færre penge, og så forbruger de også mindre. Og skaber altså ikke inflation.
Men i Storbritannien har forbruget holdt sig højt, selv om renten er blevet sat op adskillige gange, siden New Labour vandt valget. Så kritikerne havde ønsket, at budgettet ville give en opbremsning i forbruget - f.eks. via højere indkomstskatter -i stedet for, at det skal være Bank of England, som må rykke i renten for at holde inflationen på plads. Rentens fastsættelse plejede at være noget, som finansministeren også bestemte, men Gordon Brown overlod den opgave til Bank of England som noget af det første, han foretog sig, da han kom til. Målet for hvor meget eller rettere hvor lidt, inflationen må være, bestemmes dog stadig i finansministeriet.
Men andre iagttagere mente, at den britiske cyklus alligevel er på vej nedad, så forbruget bremser helt af sig selv. Derfor er der ikke brug for sær-indgreb lige nu.
Og da slet ikke, hvis den begyndende nedtur i den britiske erhvervscyklus skulle gå hen og kamme over, så der ligefrem bliver tale om en recession.
I den situation kan det generøse budget gå hen og give New Labour gevaldigt bagslag. Så bistandsydelserne må sættes ned igen eller stryges, skatten sættes op og lignende kalamiteter.
Sker det, vil Gordon Brown opdage, at strenge faderfigurer er noget, mange kan finde på at gøre imod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her