Modparten vil forsøge at udnytte vores svære situation, frygter nordkoreansk partimedlem, der appellerer om international hjælp
Nordkorea frygter, at omverdenen vil bruge landets desperate fødevaresituation til at presse indrømmelser igennem under de fredsforhandlinger, der starter i Genève i dag.
"Man må forstå, at vi er i en meget svær situation, og vi frygter, at modparten vil forsøge at udnytte vores situation til det yderste," siger Kim Gyong Sin, der er leder af det nordkoreanske kommunistpartis centralkomites internationale afdeling, under et kortvarigt ophold i Danmark.
Repræsentanter for Nord- og Sydkorea samt USA og Kina mødes i dag til anden runde af de forhandlinger, der skal føre til en endelig fredsløsning for Korea-halvøen, som har været delt siden krigen i 1950-53. Men ifølge Kim Gyong Sin skal man ikke vente afgørende nyt. Nordkorea går til forhandlingerne på det grundlag, man opnåede med fællesdeklarationen i 1972 og 1991, hvor både Nord- og Sydkorea erklærede, at man var enige om ikke anvende magt.
Fastholder krav
En af lederne af den nordkoreanske delegation i Genève sagde i går, at Nordkorea vil fastholde kravet om amerikansk tilbagetrækning af de 37.000 soldater, der befinder sig i Sydkorea, og Kim Gyong Sin tilføjer, at "USA kontrollerer alt i Sydkorea".
Sydkoreansk amnesti
Selv om Sydkoreas nye præsident Kim Dae Jung har et godt navn i Pyongyang, er der ikke større begejstring at spore hos den nordkoreanske udsending, da vi gennemgår listen med de systemkritikere, der er omfattet af den amnesti, som Kim Dae Jung annoncerede i fredags. Det er kun systemkritikere og pro-nordkoreanske spioner over 70 år, som vil blive løsladt fra de sydkoreanske fængsler.
Kim Dae Jung, som selv har været politisk fange, har ikke fulgt opfordringen fra internationale menneskerettighedsgrupper om at løslade henved 400 politiske fanger. Især savnes Woo Yong Gak på listen. Efter 39 år og syv måneders fængsel for spionage til fordel for Nordkorea er han Sydkoreas længstsiddende politiske fange.
Lagrene opbrugt
Men det er situationen i Nordkorea, som især bekymrer Kim Gyong Sin.
"Lagrene af korn er nu helt opbrugt, og for overhovedet at kunne distribuere selv små rationer appellerer jeg til det internationale samfund om straks at sende hjælp," siger Kim Gyong Sin.
Han bekræfter de dystre advarsler fra internationale iagttagere om, at Nordkorea er på randen af en endog meget omfattende sult.
Indtil nu har de nordkoreanske myndigheder søgt at fordele nødhjælpen til 4,7 millioner særligt udsatte mennesker, men de står til at blive hårdest ramt, når de i forvejen nedskårne rationer yderligere mindskes.
Internationale nødhjælpsorganisationer og FN-organisationer har tidligere advaret om, at Nordkorea efter at lagerne er tømt frem til høsten i september-oktober er helt og aldeles afhængig af korn fra udlandet.
En talsmand for den nordkoreanske komite for oversvømmelserne oplyste tidligere på året, at Nordkoreas samlede kornlagre var nede på 167.000 ton korn til en befolkning på over 22 millioner indbyggere. Kim Gyong Sin oplyser, at disse lagre nu er helt tømt, og at rationerne på 470 gram er yderligere skåret ned. Regeringen har af de beskedne reserver af udenlandsk valuta indkøbt en halv million ton fra Kina, siger han.
Katastrofal høst
"I fire år har vi haft dårligt vejr og i tre år oversvømmelser. Især det sidste år er situationen blevet yderligere kritisk med lange tørkeperioder, og ødelæggelserne af den sparsomme landbrugsjord på grund af saltvandindtrængen er meget omfattende," siger Kim Gyong Sin, der tilføjer, at Nordkorea i 1997 mistede 100.000 ha landbrugsjord.
Genbosætning af familier fra de oversvømmede områder har krævet yderligere ressourcer.
Ifølge Kim Gyong Sin var høsten i 1997 katastrofal med et udbytte på kun 2,68 mio tons ris og majs - svarende til en fjerdedel af det planlagte årlige høstudbytte i den nordkoreanske planøkonomi, inden først Sovjetunionens sammenbrud og sidenhen naturkatastrofer kuldkastede alle planer.
"USA lovede i januar at sende 200.000 tons korn, men siden har vi intet hørt," siger Kim Gyong Sin.
Tue Magnussen er cand.mag, ansat ved Roskilde Universitets Center