Læsetid: 6 min.

Ny langhåret musik

19. marts 1998

Fra 20.-29. marts er der Komponist-biennale i København. Fest og farver eller musik i sæk og aske? Information har talt med to af de ansvarlige bag biennalen

NY MUSIK
"Fest for den ny musik i København," står der på
e-mail'en med vedhæftede billed- og tekstdokumenter. De vil gerne invitere til fest med ny musik, disse komponister i Danske Komponist Forening. Vedhæftet mail'en er et strygerinstrument, der har været under kærlig behandling af en kunstner: En farverig sag, der giver et signal om 'avantgarde', 'grænsesprængende', 'dagsorden-sættende' - og sådan noget.
Dansk Komponist Forurening - sådan vil de musikalske afholdsmænd sikkert kalde klubben med mænd og kvinder, der arbejder med at forny den ny musiks udtryk. I 1960'erne blev musik af foreningens frontløbere kaldt "Pervers musik for sunde ører, som bør holdes inden for et sindssygehospitals rammer."
Denne karakteristik gjaldt ikke mindst Per Nørgård, som 30 år efter er alle tiders klassiker med ikon-agtig status, for nogle nærmest en kultfigur. Sjovt og tankevækkende, ikke?

Nyt indhold
Man kunne så spørge: Hvor sner det i den nye musik i dag? Kan den ny musik efterhånden provokere nogen? Hvis jeg skal gå til en eller flere koncerter med god, grænsesprængende Komponistforeningsmusik i den kommende tid, hvad kan man så anbefale mig?
Jeg aftaler tid med to af de kunstnerisk ansvarlige for Biennalen, komponisterne Klaus Ib Jørgensen og Niels Marthinsen. Mødet finder sted i Den Anden Opera, hvor en del af festen skal finde sted. Jeg spørger, hvad der er meningen med hele musikfesten der har et pænt, rundt budget på 1,5 million kroner.
"Vi har forsøgt at komponere koncerter, som hænger godt sammen og som præsenterer ny dansk musik fra mange forskellige vinkler. Vi lyssætter og rumlægger hver eneste koncert, således at det bliver en begivenhed at være til stede ved hver enkelt arrangement," siger Niels Marthinsen.
Til Biennalen har de kunstneriske ledere bedt en række komponister om at skrive nye værker for samme instrumenter, som ældre kolleger har skrevet for. Eksempelvis skrev Hans Abrahamsen engang en Horntrio, som i den ny musiks lilleverden er et kendt og elsket værk. Nu sætter arrangørerne helt nye værker sammen med Abrahamsens klassiker. Eksempelvis skal vi høre uropførelsen af Tage Nielsens Trio Semplice ved koncerten onsdag den 25, marts kl. 20 i Den Anden Opera. Historiske besætninger får nye klanglige udtryk.
Johannes Brahms har også skrevet en Horntrio, som har inspireret Abrahamsen. Men arrangørerne har ikke ønsket at lade de døde komponisters musik sætte det endnu større musikhistoriske perspektiv:
"Brahms kan man høre alle vegne, til koncerter og på plader. Vi bruger Dansk Komponist Forenings penge, derfor er det også rimeligt, at vi primært eksponerer den danske musik. På Biennalen kan man høre musik af 60 danske komponister, mange af værkerne er ikke indspillet," siger Klaus Ib Jørgensen.

Nye former
Når man laver en 'for-eningsfestival', udsætter arrangørerne sig for den type kritik, der siger, at det kunstneriske kriterium er erstattet af et princip om demokrati. Sagt på en anden måde: Overordnet set skal alle foreningens medlemmer spilles. Det er en kritik der er blevet fremsat på internationalt plan i ISCM Verdensmusikdagene, på nordisk plan i de Nordiske Musikdage og nationalt i forbindelse med Komponisternes Biennale.
Men de nævnte institutioner har hørt kritikken: De seneste nordiske musikdage i København og den forrige Komponistbiennale, formåede faktisk at tiltrække et stort publikum som følge af en stram kunstnerisk styring.
Festivalen som platform er under udvikling: Måden at præsentere ny musik udvikler sig. Man vil gerne medtænke et publikum, hvilket tidligere underligt nok ikke var nødvendigt. Vi kan nu også tillade os at forvente, at de nye toner spilles knagende godt af de medvirkende ensembler og solister.
Rent praktisk betyder det, at man nu i højere grad lader en kunstnerisk ledelse have næsten uindskrænket magt til at sætte netop de værker på programmet, som ledelsen finder rigtigst. Som det f.eks. også sker i april i Manchester ved ISCM Verdensmusikdagene, hvor englænderne i udstrakt grad har blæst på juryer og indsendte værker. Man spiller det, man har lyst til at spille.
Festivaler for samtidsmusik er blevet tvunget til at tage beslutningen: Skal arrangementet være et 'udstillingsvindue' med de tilgængelige varer, eller skal det være en festival med højest tænkeligt kunstnerisk niveau? Der er næppe tvivl om, at den sidstnævnte festivaltype vil tiltrække flest publikummer.
Hvad har arrangørerne af dette års Biennale gjort sig af overvejelser desangående?
"Vi har ladet vores instinkt eller vores intuition bestemme, hvilke værker der skal indgå i koncert-kompositionen. Ud fra vores 'hukommelses-bank' har vi sat de efter vores mening bedste ting sammen. Vi kan ikke forklare det nærmere, men når man hører koncerterne, vil man ikke være i tvivl om, at det hænger sammen. Der er en 'stemning' i værkerne ved hver enkelt koncert, som gør, at værkerne så at sige kalder på hinanden," siger Niels Marthinsen.
Han fortsætter:
"Jeg går ikke ind for 'suppe-steg-is'-koncerter, hvor man spiller ti minutter ny musik først og derefter en klaverkoncert efterfulgt af en symfoni. I vores Biennale koncentrerer vi os om det, det handler om: At synliggøre foreningen og dens medlemmer så stærkt som overhovedet muligt."

Ingen skægget dame
Klaus Ib Jørgensen, Niels Marthinsen og den tredie
medansvarlige, Svend Aaquist, håber på, at de færdigkomponerede programmer i sig selv er så attraktive, at publikum kommer. Men det ville være naivt at tro, at en tusindtallig skare vil valfarte til koncerterne:
"Selv om vi arbejder alternativt med præsentationen, er det ikke vores intention at invitere folk ind og se den skæggede dame i cirkus 'ny musik'. Vi har en tro på at programmerne holder fordi de er gode. Når vi laver alle disse eksperimenter med lys og rum, er det fordi vi mener, at det kan sætte musikken i et særligt perspektiv," siger Klaus Ib Jørgensen.
Om arbejdet med at udvide menigheden, minder de to arrangører os om, er at den langsomt komponerede musik - Komponistforeningsmusikken - oplever en stigende publikumsinteresse. Man kan stadig oftere se fulde huse til de mest spændende ny musik koncerter. Jørgensen henviser f.eks. til den seneste Biennale i 1996, der var særdeles godt besøgt.
Der bliver både spillet unge og ældre komponister ved Biennalen. De ældre mener vi at kende, hvor står de unge, hvad vil de med deres musik? Kan de helt unge overhovedet bruge festivalen som platform for deres eksperimenter? Niels Marthinsen har et bud:
"Nu regner jeg både Klaus Ib og mig selv for at høre til de yngre. Men går vi til de helt unge, så kunne man spørge, hvornår de slår i bordet og siger: Nu er det vores tur til at komme til. Personligt tror jeg, at deres problem er, at de ikke rigtigt kan finde noget bord at slå i. Det forekommer mig, at de ikke er så interesserede i at forholde sig direkte til problemstillingerne. De vil hellere prøve at arbejde med en masse forskellige ting end at arbejde med en bestemt idé eller i en bestemt retning."
Informations udsendte har nu fået lidt mere klarhed over Biennalens form og indhold, og noterer sig arrangørernes råd til kommende Biennale-arrangører om at planlægge begivenhederne i rigtig god tid.
Lige nu er der meget at vælge imellem: Kirkeoperaer, liturgiske koncerter i Vor Frelsers Kirke fra 20. marts, almindelige koncerter i Den Anden Opera, surprise-koncert med konferencier, serverings-teater og mere til.
Velbekomme!

*Yderligere oplysninger om program og billetter: Den Anden Opera, tlf. 33 32 55 56

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her