Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

31. marts 1998

Bolvig vil gå rettens vej
*Det tidligere radikale folketingsmedlem, Jens Jørgen Bolvig, har fået en bøde på 2.500 kroner for at have skjult en hviderussisk familie i Danmark.
Bolvig agter dog ikke at betale bøden, og sagen ender dermed i retten.
"Jeg vil benytte retssagen til at få søgelyset rettet mod det forhold, at Danmark mod internationale aftaler er rede til at sende folk, der kommer hertil for at søge beskyttelse, hjem til en højst usikker situation," siger Jens Jørgen Bolvig til Ritzaus Bureau.
Det var et hviderussisk ægtepar og deres 13-årige søn, som Bolvig var med til at huse. Den hviderussiske kvinde havde i sit hjemland været en aktiv oppositionspolitiker.

Oliepriserne stiger
*Olieministrene fra de olieeksporterende landes organisation, OPEC, blev i går enige om, at sætte oliepriserne op for at mindske overforsyningen på verdensmarkedet.
Alle OPEC-lande, bortset fra Irak, har erklæret, at de vil begrænse produktionen midlertidigt. Også Norge, der ikke er medlem af OPEC, erklærede mandag, at det vil nedskære produktionen med tre procent - svarende til 100.000 tønder pr. dag - fra midt i april.
"Vi synes, at udsigterne er temmelig bekymrende. Loftet for olie kan komme helt ned under 10 dollar, hvis der ikke træffes visse foranstaltninger," forklarede den norske olie- og energiminister, Marit Arnstad.

De ufaglærte sakker bagud
*De ufaglærte risikerer at blive skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi den offentlige efteruddannelse er for dårlig, fremgår det af en rapport fra Erhvervsfremme Styrelsen.
Rapporten peger på, at store dele af medarbejderstaben på især de udviklingsorienterede virksomheder risikerer at tabe pusten, hvis ikke der tages anderledes fat i deres efteruddannelse.
Formanden for Erhvervsudviklingsrådet, direktør Poul Skovgaard, siger, at det især er de ældre og de ufaglærte, der er i farezonen.
"Hvis man ønsker offentlig efteruddannelse, der er i stand til at understøtte organisatorisk og teknologisk fornyelse i virksomhederne, bør uddannelsen ændres og tilknyttes nærmere til de krav, virksomhederne stiller til medarbejderne i den praktiske hverdag," siger Poul Skovgaard.

Saddam åbner dørene uden protest
*FN's våbeneksperter og højtstående diplomater er halvvejs gennem inspektionerne af Iraks omstridte "præsidentpaladser", og en FN-talsmand sagde mandag, at gruppen ikke er støt på større problemer hidtil.
"50 procent af jobbet er udført, og vi er godt på vej til at gennemføre det forståelses-memorandum, der foreligger," sagde Dhanapala, som er FN's vicegeneralsekretær for afvæbning.
Han sagde, at irakerne havde været samarbejdsvillige på de første inspektioner af de såkaldte "præsidentpaladser", som ligger spredt over et stort område blandt andet i byen Basra ved Den Persiske Bugt og i det nordlige Irak.

Cypern skaber EU-splid
*Tyrkiets udenrigsminister, Ismail Cem, advarede mandag om, at EU's anerkendelse af Cyperns græsk-cypriotiske regering som hele øens styre kan få farlige følger.
"EU's behandling af den græsk-cypriotiske administration som repræsentant for hele Cypern udgør det første skridt frem mod en eskalering i den østlige del af Middelhavet, hvilket kan blive meget farligt," sagde Cem.
EU indledte optagelsesforhandlinger med Cyperns græsk-cypriotiske regering mandag, mens Tyrkiet står uden for ekspansionsprocessen. Tyrkiet har sagt, at det delvist vil integrere sig med den græsk-cypriotiske del af øen, hvis optagelsesforhandlingerne fortsætter. Grækenland vil have Cypern med i EU og truer med at blokere for resten af EU's udvidelse, hvis det ikke sker. Men EU insisterer på, at parterne må forsones, før Cypern kan blive optaget.

Skarp kritik af Saudi-Arabien
*Den amerikanske menneskerettighedsorganisation, Human Rights Watch, mener, at Saudi-Arabien mishandler sine gæstearbejdere, og at krænkelserne er så grove, at FN bør skride ind og presse Saudi-Arabien til ratificere konventionen om udenlandske arbejderes rettigheder. Human Rights påpeger i en rapport, at "arbejdere, som har krævet deres ret, er blevet udsat for falske anklager og er følgeligt blevet straffet med piskeslag, amputeringer eller halshugning i et retssystem, der giver meget ringe beskyttelse til personer, der er sigtet for lovovertrædelser. Over halvdelen af de 630 personer, som man ved er blevet halshugget i landet siden 1990, var udlændinge, skriver organisationen.

EU truer dansk arbejdsmiljø
*En 120 siders rapport om dansk arbejdsmiljø de sidste 12 år konkluderer, at dansk arbejdsmiljø på trods af 160 nye EU-direktiver omkring arbejdsmiljø kun har gennemgået små forbedringer og på andre områder endda mindre forringelser med milliardtab til følge for det danske samfund.
Årsagen er, at kræfterne er blevet brugt på at implementere EU-direktiverne istedet for at forbedre de danske regler, fastslår rapporten, som er lavet af forskningslektor Christian Koch fra Danmarks Tekniske Universitet.
Direktiver har kun haft ringe eller nærmest negativ effekt på dansk arbejdsmiljø med tab i nærheden af 25 milliarder til følge for det danske samfund, fastslår Christian Koch, der mener, at det må være op til den nye regering, at oppriotere arbejdsmiljøet herhjemme.

Mild straf til belgisk FN-soldat
*En belgisk faldskærmssoldat, der i forbindelse med FN-tjeneste i Somalia, tvang en mindreårig somalisk pige til at strippe under en animeret soldaterfest, blev mandag idømt tre måneders betinget fængsel ved en belgisk militærdomstol.
De militære anklagere havde krævet sergent Dirk Nassel idømt syv måneders fængsel for tre tilfælde af overgreb mod somaliske børn i forbindelse med, at han var udstationeret som FN-soldat i Somalia i 1993 - blandt andet skulle han havde tvunget en muslimsk dreng til at spise svinekød og skylle det ned med saltvand.

Læge går i protest mod nedskæringer
*En af landets kendteste børnelæger, overlæge og professor Peter A. Krasilnikoff, har opsagt sin stilling på børneafdelingen på Hvidovre Hospital i protest over udviklingen i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS).
"Besparelser prioriteres langt over det faglige" og "uforsvarlige forhold" er blandt de kritikpunkter, som Krasilnikoff fremhæver.
På børneafdelingen på Hvidovre Hospital er antallet af indlæggelser fordoblet siden 1983 til 6000, mens antallet af læger er uændret på 26.
"Konsekvensen er, at personalet må løbe hurtigere og hurtigere, og at vi må vænne os til, at den enkelte behandling foregår på et dårligere niveau. Det er sket lige så stille - som vandråben, der udhuler stenen," siger Peter Krasilnikoff. der går fem år før, hans kontrakt udløber.

V foreslår nyvalg på Østerbro
*Venstre vil på et møde i dag i bydelsrådet på Indre Østerbro i København foreslå, at der afholdes nyvalg til rådet.
Begrundelsen er, at den politiske situation i bydelsrådet tilsyneladende er sandet fuldstændig til.
Det er den omstridte formand for bydelsrådet, løsgængeren Kjeld Lykke, der er årsag til ønsket om nyvalg.
Senest har Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og konservative indgået et samarbejde i fem udvalg under bydelsrådet.
Dermed sikrer de fire partier sig flertal i stort set alle beslutninger, så Kjeld Lykkes indflydelse svinder til det ubetydelige.
Samtidig er der igangsat en underskriftindsamling på Østerbro for at få formanden til at gå af.

Krig: Forbudt for børn under 18 år
nToplederne af Røde Kors-organisationerne i de nordiske og baltiske lande beder nu i et fælles brev regeringslederne i de otte lande om at vedtage national lovgivning, som forbyder børn under 18 år at deltage i væbnet kamp.
Ifølge krigens love, nedfældet i Genèvekonventionerne, har staterne pligt til at sørge for, at børn under 15 år ikke deltager i væbnede konflikter. Det internationale Røde Kors mener imidlertid, at børn bør have en stærk beskyttelse i krig og har nu i flere år arbejdet på at få grænsen sat til 18 år.
Appellen til regeringslederne er underskrevet af præsidenterne og generalsekretærerne for de fem nordiske og de tre baltiske Røde Kors-selskaber.

USA henretter 54-årig kvinde
*Myndighederne i Florida henrettede mandag den 54-årige Judy Buenoano i den elektriske stol for mordene på hendes handicappede søn og hendes mand. Buenoano blev dermed den første kvinde i USA nogensinde, der er blevet henrettet i den elektriske stol.
Et nævningeting dømte hende i 1985 til døden for mordene.

A-værk lukkede for kongelige
*EU har i årevis presset den litauske regering for at få lukket det omstridte kernekraftværk Ignalina - uden held. Men da det svenske kongepar i i begyndelsen af 19990erne besøgte værket blev det lukket af frygt for parrets sikkerhed.
"Udenrigsministeriet ringede mig op og bad mig presse på for at Ignalina skulle stoppes i forbindelse med kongebesøget," sagde Olof Johansson, der dengang var miljøminister i den borgerlige regering. Så snart de forlod atomkraftværket, blev der atter sat gang i reaktorerne - For vores alle sammens sikkerheds skyld burde det svenske kongepar besøge værket lidt oftere.

Sammenstød på Vestbredden
*13 palæstinensere blev såret i sammenstød med israelske soldater på Vestbredden mandag, hvor tusinder af arabere i Israel og de besatte områder holdt deres årlige demonstrationer i protest mod beslaglæggelsen af deres jord. Mens det kom til sammenstød på Vestbredden, gik arabere i selve Israel i optog og gennemførte en generalstrejke for at markere den såkaldte jorddag - en årlig protestdag efter israelske soldaters massakre på seks arabere i 1976.
I Vestbred-byen Bethlehem gik omkring 200 studenter i samlet trop hen til en israelsk kontrolpost nær en jødisk helligdom og begyndte at kaste med sten mod soldaterne, sagde øjenvidner. Soldaterne svarede igen med tåregasgranater og gummikugler og sårede seks palæstinenserne samt den højtstående palæstinensiske sikkerhedsofficer general Wahid Taqatqeh.
Jorddagen er blevet en anledning for palæstinenserne til at demonstrere mod den israelske besættelse og udbygningen af de jødiske bosættelser.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu