Læsetid: 6 min.

NYHEDSOVERBLIK

30. marts 1998

Konservativ nedtur fortsætter
*De første meningsmålinger efter folketingsvalget tyder på, at nedturen for Det Konservative Folkeparti endnu ikke er slut, og at fremgangen for regeringsfløjen fortsætter.
I en Gallup-måling, der bringes i søndagens udgave af Berlingske Tidende, er vælgernes tilslutning til de konservative mindre end til både SF og Dansk Folkeparti. Med 7,3 procent mod 8,9 ved valget er vælgeropbakningen til Det Konservative Folkeparti nu mindre, end den har været i 21 år. Også i et prøvevalg foretaget af Sonar for Morgenavisen Jyllands-Posten søndag fortsætter den konservative rutchetur. Sonar-målingen giver partiet 7,8 procent af stemmerne.
Begge opinionsmålinger viser en konsolidering af vælgernes tilslutning til regeringen. Sonar giver de to regeringspartier, SF og Enhedslisten tilsammen 91 mandater mod 84 mandater til den borgerlige blok.

EL: Dansk nej skal fastholdes
*Enhedslisten accepterer ikke en ny dansk kattelem efter et "nej i maj". Så bortfalder Amsterdam-traktaten, og regeringen kan ikke forhandle nye danske forbehold med EU.
Det sagde EU-ordfører Keld Albrechtsen søndag ved Enhedslistens årsmøde i Roskilde. Dermed er partiet på direkte kollisionskurs med SF' nejsigere, som kræver traktaten genforhandlet.
Før folkeafstemningen går partiet på to ben. Dels fører det sin socialistiske EU-kampagne, dels samarbejder Enhedslisten i lokalkomiteer med Juni- og Folkebevægelsen mod EF-Unionen. Grænsen går ved Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, for de rød-grønne vil ikke identificeres med højrefløjens nationalisme, understregede Keld Albrechtsen.
I foråret rejser Enhedslisten forespørgsler om den fælles mønt og strejkeretten i Folketinget. Efter påske udkommer partiets kampagne-avis, og Keld Albrechtsen forsøger at arrangere debatmøder med SF's ja-siger Steen Gade.

Hårdt program for Wei i Danmark
*Den kinesiske systemkritiker Wei Jingsheng, der lørdag kom til Danmark, har tre travle dage i København.
Søndag middag mødte han den danske presse i København, hvorefter han talte ved et offentligt møde på Københavns Universitet. Mandag morgen må han tidligt op for at få det omdiskuterede møde med udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Mødet klokken 7:00 i Københavns Lufthavn bliver en kort affære. Kun en halv time er der sat af. Senere på dagen får Wei Jingsheng dog endnu en mulighed for at møde repræsentanter for det politikse Danmark. På Christiansborg vil han holde møde med det udenrigspolitiske nævn.
Helvegs korte møde med Wei vakte søndag kritik fra bl.a. SF's Holger K. Nielsen, der mente, at der må være hensynet til erhvervsinteresser, der har dikteret Helvegs prioriteringer.
Helveg Petersen ville ikke selv søndag kommentere sagen.

Clinton vil lette afrikansk gæld
*USA's præsident, Bill Clinton, foreslog lørdag under sit besøg i Sydafrika, at man eftergiver en række fattige afrikanske lande deres gæld til USA, og opfordrede andre industrialiserede lande til at overveje tilsvarende skridt.
Clinton satte ikke navn på de lande, der kunne få gavn af en eventuel gældseftergivelse, men bebudede, at planen kunne betyde, at der slås streg over gæld for op imod 1,6 mia. dollar (godt 11 mia. kr.), skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Udspillet kom under en tale, Clinton holdt for forretningsfolk i Johannesburg. Den amerikanske præsident sagde videre, at han på et kommende topmøde for syv ledende industrialiserede lande, de såkaldte G7-lande, vil fremlægge sine bekymringer i forbindelse med Afrikas gæld.

Narkomaner bliver stoffri
*Næsten alle de stofmisbrugere, Aalborg Kommune sender på narkoafvænning, holder sig stoffri efter behandlingen. Normalt falder op mod 75 procent af alle ny-afvænnede tilbage i narkomisbruget. Men i Aalborg er situationen stik modsat, viser en ny, skelsættende undersøgelse fra kommunen, skriver Politiken Søndag.
Siden 1992 har 50 hårdt belastede stofmisbrugere fra Aalborg været på døgnafvænning. Ifølge undersøgelsen er 44 stadig stoffri. Af de 44 er 13 i uddannelse, job eller jobtrning.
"Vores succes kommer bag på os selv," siger Johnny Friis, leder af "Bixen", der er Aalborg Kommunes misbrugsafdeling. "Jeg har arbejdet med stofmisbrugere i 20 år, og det har ofte været en ørkesløs vandring. I mange år var holdningen, at de mest belastede narkomaner var bedst tjent med førtidspension og en daglig dosis metadon. Men nu er det faktisk lykkedes os at give gruppen et stoffrit og aktivt liv."

Søndagens små overenskomster
*Søndag blev de små forligs dag i Forligsinstitutionen i København. Søndag formiddag kom blandt andre en overenskomst for 70 fastansatte i Tivoli i hus, knap 1.000 reklamefotografer i Grafisk Forbund fik ny overenskomst, mens 375 ansatte i landets syv kasinoer må se frem til at blive omfattet af en mæglingsskitse, idet forhandlingerne om en ny overenskomst brød sammen søndag. Tidligere søndag morgen lykkedes det til gengæld at lave overenskomst for omkring 30.000 ansatte i byggebranchen, og omkring 15.000 ansatte i træindustrien fik ligeledes en ny overenskomst.
Af de resterende større områder mangler blandt andre 23.000 ansatte kokke, tjenere med flere i hotel- og restaurationsbranchen samt 8000 ansatte i sukker-, chokolade- og tobaksindustrien at forhandle sig frem til en ovenskomst.

Lav deltagelse ved valget i Ukraine
*Parlamentsvalget i Ukraine tydede søndag på at få en meget lav valgdeltagelse, hvis man skal tro på de første rundspørger, der blev foretaget ved middagstid. Kun godt 19 procent var på det tidspunkt mødt op for at afgive deres stemme, og det er halvdelen af dem, der på samme tidspunkt i 1994 havde afgivet deres stemme. Det ventes at give kommunisterne og socialisterne større chancer.

Studerende afviser overfald på Pia
*En ung studerende benægter over for dagbladet Politiken, at han skulle være den, der i tirsdags overfaldt lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, på Nørrebro i København.
Efter at Ekstra Bladet har bragt et billede af ham i avisen, ledsaget af en artikel med overskriften 'Pia Kjærsgaard genkender sin voldsmand på tv', har manden kontaktet sin advokat, fordi han føler sig dømt af avisen uden retssag. Ifølge Københavns politi er manden eftersøgt for forsøg på vold mod tjenestemand. Manden var til stede på Nørrebro, men han benægter anklagen. Han har nu tænkt sig at overdrage sin advokat, Thomas Rørdam, en liste med vidner, som kan bekræfte hans historie.
Hos Ekstra Bladet er chefredaktør Bent Falbert ganske godt tilfreds med at have hjulpet politiet med at eftersøge en voldsmand.
"Det er en udmærket virksomhed," siger Falbert til Politiken.

Moses Hansen meldt til politiet
*Den landskendte prædikant, Moses Hansen, er blevet meldt til politiet for dødstrusler. Anmelderen er arrangøren af sex-messerne, Erotic World, der turnerer til en række danske byer.
Sex-messe-arrangør, Kenneth Strandby, siger til JydskeVestkysten søndag, at han har anmeldt Moses Hansen for dødstrusler, metodisk chikane og ringeagtsytringer.
"Jeg kan kun opfatte det som trusler på livet, når han skriver at jeg skal dø inden længe og truer med, at jeg vil blive sænket på havets bund med en møllesten om halsen," siger Kenneth Strandby.
Moses Hansen afviser dødstrusler men siger, at sexmesserne fordærver børn og unge og at han derfor i et brev til Strandby har citeret fra Markus-evangeliet, at "den er leder en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet".

Protest mod Front Nationals alliancer
*Titusinder af mennesker demonstrerede lørdag i Paris og andre franske byer mod alliancer indgået under de nylige lokalvalg mellem den højreorienterede Front National og kandidater fra centrumhøjre-partiet UDF.
Ifølge det franske kommunistparti deltog omkring 100.000 mennesker i demonstrationen i Paris. Arrangørerne fra Den Nationale Komité til Årvågenhed over for Højreekstremisme skønnede, at mellem 30.000 og 50.000 deltog i lørdagens march i den franske hovedstad.
Demonstrationen skete i protest mod, at fem medlemmer af UDF ved regionalvalgene 16. marts indgik alliancer med højreekstremister fra Front National for at holde fast på deres taburetter.
Der fandt lørdag sideløbende demonstrationer sted i bl.a. Marseille, Strasbourg, Lyon, Lille, Bordeaux, Nice og Rennes. Demonstrationerne skete under parolen "Samlet front for frihed, lighed og broderskab". Kirkelige ledere fra de katolske, protestantiske, jødiske og muslimske menigheder i Frankrig offentliggjorde lørdag en fælleserklæring til støtte for demonstrationerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu