Læsetid: 6 min.

Nyhedsoverblik

27. marts 1998

Egnsbank Fyn nedstemte fusion
*Aktionærerne i den lille Egnsbank Fyn valgte onsdag aften at takke nej til et tilbud om at blive fusioneret med Danmarks femtestørste bank Sydbank.
Dermed lykkedes det modstanderne af fusionen at vinde kampen over den fynske banks ledelse og bestyrelse, der havde anbefalet fusionen.
Aftenens resultat var en sejr for småaktionærerne - eller som nogle af sejrherrene udtrykte det: Det var hjertets sejr over pungen.

Tyskland vedtager østudvidelse
*Det tyske parlament vedtog torsdag med et overvældende flertal at tilslutte sig, at Ungarn, Polen og Tjekkiet kan blive medlemmer af den vestlige forsvarsalliance NATO.
Den tyske forbundskansler Helmut Kohls kristeligt demokratiske unionsparti, CDU, og hans liberale regeringspartnere stemte for Madrid-erklæringen sammen med det største oppositionsparti, Socialdemokratiet.
Kun 37 stemte imod, deriblandt det kommunistiske PDS-parti og De Grønne, som er stærkt splittede i spørgsmålet om NATO-udvidelsen.

Unge fravælger tandlægen
*15 procent af de unge under 29 år vælger bevidst de regelmæssige tandeftersyn fra. Tandlægeskræk er forklaringen for ca. hver fjerde af dem, mens de øvrige egentlig ikke ser nogen grund til at gå så hyppigt til tandlægen.
Det er Dansk Tandlægeforening og Vilstrup Research, som har undersøgt befolkningens forhold til tandpleje, og som konkluderer, at langt den største del af befolkningen - 79 procent - går regelmæssigt til tandlægen.

Regeringen: Huslejen skal stige
*Private udlejere landet over skal have friere hænder til at hæve huslejen, skriver Berlingske Tidende torsdag.
Selvom Socialdemokratiet under valgkampen stod sammen med venstrefløjen i en kritik af de borgerlige ideer om en friere husleje i private udlejningsejendomme, er regeringen nu klar til at bevæge sig i samme retning.
"Hvis der er saglige begrundelser for det, så vil man kunne opleve stigende huslejer. Vi har endnu ikke taget stilling til præcist, hvordan vi får pris og kvalitet til at stå i forhold til hinanden. Men der vil ske en regulering," siger boligminister Jytte Andersen.

Næsten alle dropper vækstfremmere
*95 procent af svineproducenterne har tilsluttet sig et frivilligt stop for brug af vækstfremmere til slagtesvin. Landmændene har i en tro og love-erklæring forpligtet sig til ikke at anvende antibiotiske og kemoterapeutiske vækstfremmere. Aftalen gælder ikke for smågrise, som altså stadig må få vækstfremmere i foderet.
I brancheorganisationen Danske Slagterier forventer man, at 98 procent af producenterne skriver under på aftalen. De svineproducenter, som ikke vil skrive under, bliver der sat økonomiske tommelskruer på. De får et fradrag i afregningsprisen fra slagteriet på 20 øre pr. kilo kød.

Dansk officer skudt i Tirana
*En dansk officer, den 55-årige Bjørn Jernbøl blev onsdag aften skudt i benet af ukendte gerningsmænd, der stjal hans jeep i Tirana, meddelte EU-observatørernes hovedkvarter i Tirana.

Milliarder til sygehusene fra amterne
*Amterne er så trætte af kritikken af forholdene på sygehusene, at Amtsrådsforeningens formand, Kresten Philipsen (V), vil kaste to milliarder kroner ekstra ind i kampen mod ventelisterne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Og hvis ikke staten vil betale, vil Kresten Philipsen hente de mange penge ved at hæve skatterne. Han støttes af den kommende næstformand, amtsborgmester Bent Hansen (S), Viborg.

Sædbank klar til postordresalg
*Danmarks eneste store sædbank, Cryos, vil gerne levere færdige "gør det selv" pakker med screenet donorsæd til lesbiske og enlige kvinder, så de kan inseminere sig selv.
I øjeblikket leverer Cryos kun sæd til lægelige institutioner og dækker 99 procent af det danske forbrug af donorsæd på både offentlige og private fertilitetsklinikker. Men lovgivningen forhindrer ikke, at Cryos kan sælge sæd til private, skriver fagbladet Dagens Medicin.

Brugerbetaling på sundhedsområdet
*Øget brugerbetaling på en række områder indenfor sundhedsvæsenet kan være en af måderne til at skaffe tilstrækkeligt med penge til sundhedsområdet.
Det sagde Amtsrådsforeningens formand Kresten Philipsen i sin beretning på foreningens generalforsamling. Indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) fulgte efter formansberetningen op og sagde, at det på en række områder kan være fornuftigt at kigge på brugerbetaling i sundhedssektoren som en mulighed.

Kraftigt jordskælv i det centrale Italien
*Et kraftigt jordskælv rystede torsdag det centrale Italien, oplyste den nationale beredskabsstyrelse.
Skælvet blev rapporteret at have ramt de centrale regioner Umbrien og Marche, hvor tre store jordskælv sidste år dræbte adskillige personer og skabte omfattende ødelæggelser. Jordskælvet kunne også mærkes i den italienske hovedstad, Rom.

Universitetsuddannelser i fare
*Forenede Studenterråd har efter nærlæsning af den varslede opgavefordeling mellem Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet fundet det nødvendigt at advare om, at den ny kompertancefordeling ikke kan undgå at få alvorlige negative konsekvenser for unversitetsuddannelserne.
"Der er skabt et A-ministerium for det alvorlige; dvs forskning og ledelse, mens B-ministeriet bliver Undervisningsministeriet som kan beholde de studerende," siger Forende Studenterråds formand Morten Olsen.
Han mener at en sådan opdeling vil, hvis den gennemføres i praksis, være stik mod universiteternes behov, hvis de fortsat skal udbyde attraktive kvalitetsuddannelser.

26 journalister dræbt i 1997
*26 journalister blev dræbt i løbet af 1997 og mindst 129 sidder fængslet verden over, viser en rapport fra den amerikanske organisationen Committee to Protect Journalist (CPJ).
Indien tegner sig for hele syv dræbte journalister og Colombia indtager en kedelig andenplads med fire dræbte.
Rapporten peger videre specielt på Nigeria som et af de farligste lande overhovedet for journalister. Her sidder i alt 17 journalister fængslet for at udføre deres job under general Sani Abachas militærdiktatur
I Tyrkiet er 40 journalister blevet løsladt fra landets fængsler i løbet af 1997, men 29 sidder fortsat fængslet. Algeriet har tidligere været meget højt placeret på CPJ's liste, men i 1997 har der ifølge organisationen ikke været nogen drab på mediefolk. Siden 1993 har 60 journalister mistet livet i det nordafrikanske land.

Flere forlig i sigte
*Alt tyder på, at torsdag bliver "store-forligs-dag", selv om to områder ikke nåede i hus i løbet af dagen.
Byggeriet opgav torsdag eftermiddag efter et døgns uafbrudte forhandlinger og udsatte på eget initiativ de videre forhandlinger til fredag middag.
Inden da vil SiD Anlægs- og Bygningsgruppe forhandle med Entreprenørforeningen i håbet om, at det kan få brikkerne til at falde på plads. De mødes fredag morgen.
Forligsmand Asbjørn Jensen har meddelt de forhandlende parter på de mere end 500 overenskomster, der endnu ikke har afsluttet forhandlingerne, at han senest fredag klokken 12.00 vil vide, om man har brug for hans assistance.
Og når de ikke selv et resultat på den ene eller anden måde samles de op af et mæglingsforslag lavet af forligsmanden på baggrund af resulaterne fra andre sammenlignelige områder.
Men torsdag aften var det kun HORESTA, Hotel-, Restaurations- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, og RBF, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, der havde bedt om forhandlinger med Asbjørn Jensen for bordenden.

Arkansas rystet af endnu fem drab
*Kun to dage efter at den amerikanske delstat Arkansas blev rystet af drabene på fire skoleelever og en voksen på en skole i byen Jonesboro, blev endnu fem lig torsdag fundet af det amerikanske politi.
Denne gang i en anden by. Ifølge politiet i Jefferson County nær byen Redfield var de fem blevet dræbt, og ligene blev fundet i et mobil home.
Ofrene blev identificeret som den 20-årige Mitsy Irwin, den 24-årige Shelly Sorg og hendes to børn på henholdsvis fem og tre år, samt den 12-årige Samantha Rhodes.
Myndighederne afviste at kommentere både mistænkte og motiver i forbindelse med drabene.
I Jonesboro, hvor to skoleelever på 13 og 11 år tirsdag skød fire skolepiger og en lærer, vendte de sorgfulde elever torsdag tilbage til skolen.

Ivar Hansen ny formand
*Venstres tidligere gruppeformand, Ivar Hansen, bliver ny formand for Folketinget.
Han vandt torsdag ved lodtrækning over fhv. sundhedsminister Birte Weiss efter en afstemning, der som forventet gav lige mange stemmer til de to kandidater.

Jeltsin ønsker Storeuropa som modvægt til USA
*Ruslands tilknytning til Europa vil give kontinentet en dominerende rolle i verden, sagde præsident Boris Jeltsin torsdag efter et topmøde med lederne fra Tyskland og Frankrig.
"Et Storeuropa vil blive et overherredømme, fordi Rusland er med i det," sagde Jeltsin på en fælles pressekonference med den tyske forbundskansler, Helmut Kohl, og den franske præsident, Jacques Chirac efter deres første "trojka-møde".
"For øjeblikket er Europa en magtfuld struktur, og der er for øjeblikket ikke noget mere magtfuldt i verden. Enhver må vide dette og huske det," sagde Jeltsin, der betegende mødet som "meget produktivt og vellykket".
Chirac støttede op bag Jeltsins erklæring og sagde, at torsdagens møde havde "historisk betydning".
"Mens EU er ved at begynde en nødvendig og ambitiøs udvidelse, så er vi alle bevidste om, hvilken betydning det har, at der eksisterer tilklidsfulde, venskabelige og opbyggelige forbindelser mellem EU og Rusland, som vil blive vigtige poler - politisk, ækonomisk og kulturelt i den nye multi-polære verden," sagde Chirac.
Kohl understregede, at "Rusland er Tysklands vigtigste naboland".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her