Hvis statsminister Poul Nyrup Rasmussen ønsker at gå over i historien som andet end den forsigtige og pragmatiske statsforvalter, der aldrig rigtig fik bugt med den sociale udstødning i det danske velfærdssamfund, burde han hente inspiration hos Brown og Blair på den anden side af Nordsøen.
For den britiske finansminister Gordon Brown fremlagde i tirsdags en række banebrydende reformer, som - hvis modet ikke svigter Nyrup og hans regeringspartner, de radikales Marianne Jelved - burde indtænkes i det nye politiske grundlag for den danske SR-regering.
Under valgkampen lovede en socialt indigneret Jelved at give de nederste 20 procent en chance og Nyrup lancerede ideen om et socialt skatteloft for børnefamilier, så de ikke bliver klemt i økonomiske "samspilsproblemer", men faktisk kan tjene penge ved at gå på arbejde. De to har fnysende afvist vismændenes og de borgerliges ide om et beskæftigelsesfradrag, fordi de mener, at det er for bureaukratisk og giver for få arbejdspladser til prisen. Men Nyrup og Jelved har i udpræget grad manglet konkrete ideer til at føre løfterne ud i livet. Holdbart og visionært er det ikke at lave
lidt radikalt fifleri med mellemsskattens satser eller at lave en teknisk kompliceret Nyrup-løsning med nye aftrapningsordninger for "samspilsramte" bolig- og daginstitutionstilskud. Det er ligner administrationstunge løsninger, der skaber lidt flere arbejdspladser
til økonomiske eksperter og skatterådgivere, men det er næppe en afgørende håndsrækning til de lavest lønnede og de udstødte.
Anderledes visionære og fornyende er Browns og Blairs britiske reformudspil. De vil, som Informations korrespondent Bente Bundgaard skrev i gårsdagens avis, lave "en grundig velfærdsreform, der hiver de fattige op af afhængighedsdyndet."
"Væk med fattigdoms- og bistandsfælderne, som klapper, når man får sig et arbejde eller stiger op ad lønstigen, mens tilskud og offentlige ydelser trappes ned eller helt forsvinder."
Brown og Blairs plan om at give de lavtlønnede familier et effektivt beskæftigelses-/bundfradrag på helt op til 120.000 kroner om året, henter delvist inspiration fra USA og Bill Clintons "Working Families Tax Credit" Men den er langt mere radikal i sin solidaritet med de fattigste og de udstødte i samfundet. Og selv de danske vismænds forslag om at indføre et maksimalt beskæftigelsesfradrag på 16.500 kroner om året virker som en slatten gulerod, der er kogt for meget i den pragmatiske danske suppegryde.
Nu stopper Labour ikke her. Det britiske svar på SR-regeringens elskede bruttoskat - en obligatorisk national forsikringsordning på arbejdsmarkedet - skal også reformeres. Det britiske arbejdsmarkedsbidrag hæves til 12,2 procent, hvor SR-regeringen herhjemme ønsker en bruttoskatteforhøjelse til 12 procent. Men, men, men. I Storbritannien vil Labour ikke opgive solidariteten og man forhøje bundgrænsen, så det kun er indkomsten over 3.400,- kroner om måneden, der skal betales bidrag af. Forslaget vil gøre det mere attraktivt at ansætte lavtlønnede.
De to skatteændringer i Storbritannien burde inspirere en ny Nyrup-regering, hvis den stadig mener noget alvorligt med den sociale indignation. Kendsgerningen er, at Nyrups og Jelveds valgløfter næppe kan holdes, hvis ikke regeringen angriber det dobbelte skatteåg med høj indkomstskat og moms oveni, som gør det forbandet svært for lavproduktive og lavtlønnede danskere at tjene til føden ved at arbejde. Professor Nina Smith har i Rockwool-fondens seneste rapport vist, at det er op imod 20 procent (!) af de danske lønmodtagere, der netto får mindre end 500 kroner ekstra i indkomst om måneden ved at gå fra dagpenge og i arbejde. Der er blevet flere klemte lavtlønnede under Nyrup-regeringen. Set ud fra en snæver protestantisk arbejdsetik er det positivt, at der er så mange danskere, som i praksis mener, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Det handler mere om at få selvrespekt, værdighed og identitet, end som slaver at følge økonomernes "rationelle incitamentstrukturer".
Lavtlønnede danskere opmuntres dog - når al retorikken skrælles bort - ikke til at søge fast arbejde på arbejdsmarkedet, og arbejdsgiverne får ikke solide incitamenter til at ansætte medarbejdere med en lav produktivitet. Det er en ond spiral, som har bragt de svageste ud i permanent lediggang og førtidspension. Men den onde spiral kan brydes, hvis der er den fornødne politiske vilje, viser erfaringerne i Storbritannien. Derfor Nyrup: Hvad med at gøre Gordon Brown til dansk skyggefinansminister?bjm
