Læsetid: 5 min.

Oehliesheiker og akrylartister

28. marts 1998

Den københavnske kunstscene byder p.t. på to celebre udenlandske gæster og en ditto dansk

UDSTILLINGER
Den tyske kunstner Albert Oehlen er ikke længere nogen 'oehliesheik': Fra omkring 1990 har han eksperimenteret med computergrafik, hvor han fører sin mus, så den afsætter streger og spor på en kaotisk måde - som var der tale om ét stort trafikkaos på lærredet. Måske er det også musen, der indimellem fører ham, så vi får, hvad vi kan kalde en 'musestyret kunst', for nu at citerere Nordbrandt. Motiverne fra skærmen overføres herefter direkte på lærredet ved hjælp af en såkaldt chromscanner-teknik, som også Claus Carstensen har anvendt, og så kan Oehlen begynde sin mere kropslige og personlige sætten spor i form af penselstrøg, mærkelige farveprøver i gråtoner, der kiler sig ind i stregernes vildnis i form af en stor sabelklinge, som i billedet "Panscratcher" etc. Hans billeder, der alle strutter af vitale farver, med undtagelse af enkelte, holdt i sort og hvidt, er approprierede, collageagtige, stykkevise og delte. Som i sit tidligere virke ynder han fortsat at sammenstykke sin ikonografi ved hjælp af mange tegn- og betydningsverdener, også fra massemedierne. Det er en slags semiotik på fladens betingelser, vi ser hos Oehlen.
Det var ellers som vild eller heftig maler, Oehlen skabte sit ry i begyndelsen af firserne, hvor han malede i en stil, som var nært beslægtet med kolleger som Walther Dahns. Men han har siden taget stærkt afstand fra det vilde maleri og den dertil knyttede bevægelse. Han har eksperimenteret med en helt bevidst modsæstetik, hvor han har dyrket alt det, der af avantgarden blev fordømt som værende forbudt. Men som vi så ofte før har set det i det tyvende århundredes turbulente kunsthistorie, hvor ismerne står i kø for at slå hinanden ihjel, avler en sådan modæstetik en ny æstetik. Og i tilfældet Oehlen har denne fungeret som inspirationskilde, ikke mindst for mange unge danske kunstnere, der brød igennem i firserne. Om man kan lide hans billeder? Næppe. Men er kunst nødvendigvis et spørgsmål om at kunne lide? En ting er imidlertid sikker: Oehlens bevidst tilfældige og grimme billeder overbeviser alene ved, at han formår at fange tidens mangetydighed, sammensatheden og den af tegnene dominerede flimrende verden, der ikke er for fastholdere.
Mikael Andersen kan med rette være tilfreds med sin Oehlen-udstilling, for nu har han et vigtigt trekløver fra firsernes tunge, tyske kunstscene i hus: Udover Oehlen er også Günther Förg og Martin Kippenberger, der desværre forlod denne verden for godt et år siden, at skue i Bredgade med jævne mellemrum. Til glæde for kunstscenen.

En ægte oliesheik
Pierre Soulages (f. 1919) er Frankrigs grå eminence på billedkunstens gebet. Han er vel den kendteste nulevende kunstner på den franske kunstscene og i øvrigt nær ven med og inspirator for vores egen Mogens Andersen. Det er ikke nogen stor udstilling i Galerie Frahm, men den er sjælden på vore breddegrader, og den er seværdig derved, at den viser spændvidden i hans arbejder, hvoraf de ældste er fra tresserne. Der er dels lithografier, dels malerier samt et enkelt bronzearbejde. Soulages værker viser, hvor lidt der skal til for at skabe en maksimal virkning på fladen. Tegnene skaber spænding og sprænger til tider fladen. Fortsætter så at sige ud over billedrammen. Soulages rejste i slutningen af 50'erne i Østen og blev dér inspireret af østerlandsk kalligrafi, som han adopterede, dog omsat til hans egne, personlige tegn, der ikke henviser til noget. De er der kun, men er meget dramatiske. I begyndelsen afsatte han disse tegn med sort farve på hvid baggrund, og ofte akkompagneret med blåt. I dag maler han sort i sort, dvs. han anvender en gummispatel og et overordentligt tykt lag olie, som han afsætter nogle karakteristiske, rytmiske spor i. Lutter sorte felter i den hvide kube. Men ironisk nok opstod der en masse lyse spil midt i den sorte nat, når den sorte, glitrende farve reflekterede lyset. Deraf udstillingens navn: Sort er lysets farve.

Frandsens nye fristelser
Man tror ikke sine egne øjne, når man træder over dørtærsklen til Galerie Asbæk for tiden. Er det virkelig Erik A. Frandsen, der har begået disse malerier, funderer man lettere desorienteret, og først ved synet af datteren Leika, der optræder på store farvefotografier i negativ, er man sikker i sin sag. Disse nye akrylmalerier på aluminium er stærkt beslægtede - både koloristisk og teknisk - med den britiske maler Gary Hume og ligger meget langt fra Frandsens vidtforgrenede oeuvre, der jo tog afsæt i det vilde maleri dengang i firserne, men som virkelig har spredt sig over eksperiment efter eksperiment siden. Med udstillingen Home, Enlightened, der omfatter ti malerier og ti fotos samt et sølvpapirrum med tre neonrelieffer, vender Frandsen blikket mod sit hjem, nærmere bestemt konen og datteren. Det er Frandsens nye fristelser. Det private er blevet den nye begærssfære. Blikkets umættelige begær, der afspejler den begærende selv. Det intime er samtidig gjort til et offentligt anliggende, som når Sam Taylor-Wood eksponerer folk i deres hjem og viser, hvordan de slår tiden ihjel. "Tidsforskydning - fotoet dokumenterer og maleriet kommenterer. Spændingen imellem de to registreringer, hvad er det, jeg kigger på, og hvordan er det, jeg ser", forklarer Frandsen selv.
I hans fotoserie i s/h af nøgne unge mennesker, der drikker, er vi tilbage til den Frandsen, vi kender. Der er lagt op til erotiske lege, men det udvikler sig ikke rigtigt. Det bliver ikke porno. Ellers et felt, som Frandsen har dyrket med både poesi og nerve. Som i hans smukke fotografier i bogen Enjambement, hvor kærtegnene under en kærlighedsakt fanges af den lysfølsomme film og 'tegner' en 'figur', der er summen af disse kærtegn. Lige til at græde over. I Frandsens nye lysstof'malerier' ses denne sum løsrevet fra det fotografiske forlæg. Det er blevet tre smukke, abstrakte 'malerier', der funkler i den sølvpapir-beklædte kube. Frandsen overrasker så sandelig sit publikum, men det har han jo for vane.

*Albert Oehlen: Abstrakte malerier skal dø nu, Galerie Mikael Andersen, Bredg. 63, Kbh. Ti.-fr. 12-17, lø. 11-15. Til 19. apr.

*Pierre Soulages: Sort er lysets farve, Galerie Frahm, Frederiksg. 21, Kbh. Ma.-fr. 11-18, lø. 11-16. Til 2. maj.

*Erik A. Frandsen: Home, Enlightened, Galerie Asbæk, Bredg. 20, Ma.-fr. 11-18, lø. 11-15. Til 11. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu