RØDDING HØJSKOLE, er som verdens første højskole et minde- og traditionsrigt sted og i bedste højskoleånd ofte ramme om frie og åbne debatter om tidens store spørgsmål.
Derfor var det ganske naturligt, at den gamle skole i Sønderjylland i søndags lagde sal til et debatmøde i Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) om noget så moderne som gensplejsning. Som man kunne læse her i avisen i går, viste mødet en bekræftelse af, hvad man fristes til at kalde en tradition blandt økologerne: Total afvisning af genmanipulerede planter på enhvert stykke økologisk drevet jord.
Højskolebevægelsen har trods rystelser og aktuel elevnedgang overlevet siden de første elever satte deres ben i Rødding for 154 år siden. Fordi højskolerne har formået at forny sig inden for traditionens rammer.
Med den store fremtid, som det økologiske landbrug utvivlsomt og lykkeligvis har for sig, må også økologerne efterhånden blive nødt til at forny deres traditioner. Måske det ligefrem bliver værd at overveje en revision af den totale forsagelse af de planter, der hører ind under det højteknologiske udtryk genmodificerede organismer - GMO'er?
I hvert fald må det være vigtigt at holde debatten i gang og fortsat tage initiativer som søndagens seminar, hvor LØJ havde indbudt forskere med opponerende holdninger til debat. For helt overbevisende virker den totale afvisning af GMO'er ikke.
EN GRUPPE argumenter mod kombination af genmanipulation og økologi kan betegnes som etiske eller overordnet principielle.
Kort fortalt går de ud på: At gensplejsning er unaturlig, fordi teknikken består i, at mennesker i et laboratorie forener gener og dermed egenskaber, som planterne aldrig selv vil kunne kombinere ved almindelig befrugtning. At det at splejse gener dermed er at modarbejde naturen som en fjende og ikke arbejde med den som en allieret. Og endelig at genmanipulation er helt unødvendig fordi det jo går udmærket med at dyrke og leve af de planter, der er frembragt ved traditionel forædling.
MEN, lyder et stærkt modargument, al form for jordbrug er i en eller anden forstand et arbejde mod naturen. Hvis planter havde tanke og mæle ville vel ingen fortænke mælkebøtten i at protestere på det voldsomste og påberåbe sig naturens ret til livet, lige inden den økologiske landmand hiver den op med så meget af roden som muligt, for at guleroden ved siden af bedre kan vokse og udvikle sig?
Selvfølgelig består den store økologiske udfordring i bedst muligt at tilpasse jordbruget de naturgivne betingelser. For eksempel ved at dyrke de afgrøder, der passer bedst muligt til de lokale forhold. Men det ændrer ikke ved, at agerbrug alle dage i et eller andet omfang har gået ud på at modarbejde naturen. Spørgsmålet er ikke enten-eller men i hvilken grad, modarbejdet foregår. Om det er på mild økologisk vis eller ved at sprøjte markerne til med kemikalier.
DERMED RYGER kraften også ud af argumentet om genmanipulation som en særlig unaturlig og dermed uacceptabel form for planteforædling.
I forvejen kan planteforædlerne med deres traditionelle teknikker lave vældige kunster såsom at fordoble eller halvere antallet af kromosomer i en plante, skabe han- og hunsterilitet, regulere op og ned på antallet af frø pr. frøkapsel og meget meget mere.
De planter, som også økologer dyrker og spiser i dag, er gennem traditionel forædling kommet endnu længere væk fra deres vilde forfædre, end tamsvinet er fra vildsvinet. Derfor virker det lidt kunstigt at hævde, at det, der foregår i gensplejsernes laboratorier, er så unaturligt, at det af rent principielle grunde ikke må besmitte økologisk jord.
Og så er der det argument, at der slet ikke er brug for de genmanipulerede planter. Heldigvis er det rigtigt, for dermed er der god tid til at diskutere problematikken. Men at der ikke er brug for noget, kan ikke i sig selv være noget argument imod at indføre det. Vi havde heller ikke brug for kartofler, kaffe og computere i Danmark, før disse i sin tid nymodens ting kom hertil.
STÆRKERE end de etiske og principielle argumenter er de indvendinger mod GMO'er i øko-landbrug, der går på de konkrete risici ved den nye teknik og dens skabninger. Der er talrige grunde til at være på vagt over for utilsigtede og i værste fald katastrofale virkninger ved de nye planter.
Måske kan de sprede sig som ukrudt, invadere og ødelægge naturlige øko-systemer. Måske kan de tilførte gener spredes med voldsomme uheldige konsekvenser til følge. Måske kan GMO'erne fremkalde allergiske eller andre sygdoms-reaktioner hos mennesker eller dyr, der spiser dem.
Altsammen er det noget med 'måske' og altsammen er det noget, der kan og skal undersøges særdeles grundigt, før en ny plante bliver dyrket. Også grundigere, end det bliver i dag. Muligvis fører en ekstra god og forsigtig risikovurdering til, at gensplejsede planter aldrig vil komme ud på økologisk jord, selv om der en gang i fremtiden skulle blive slækket på det nuværende generelle forbud. Hvis det ved en konkret vurdering for eksempel viser sig, at der er en risiko ved en ny sort kartoffel, der er gjort resistent overfor virus-sygdommen rust, eller hvis denne nye sort kun kan dyrkes ved hjælp af sprøjtemidler, så skal økologiske avlere selvfølgelig holde sig langt væk fra den.
Men hvis problemet kun er, at rust-resistensen er opnået ved hjælp af gensplejsning, hvad er da egentlig problemet?PerH.
