Læsetid: 5 min.

ØMU-processen ved at være afklaret

25. marts 1998

Den største dramatik i ØMU-komplekset vil fremover komme fra den stærke politiske og økonomiske samordning, som ØMUen kan føre med sig

LONDON - Mens medierne gør klar til forsiderne, de politik-interesserede og økonomerne ser frem til detaljekiggeriet, og folk i al almindelighed overvejer sagerne nysgerrigt, kommer EU-Kommissionen i Bruxelles i dag med en nyhed, der ikke vil overraske nogen.
Med mindre kommissærerne får et pludseligt kollektivt anfald af fandenivoldskhed - og det er meget lidt sandsynligt i det forum - vil de fremlægge en rapport, som udnævner 11 af de 15 EU-lande som kvalificerede til at starte ØMU'en den 1. januar 1999.
Samme konkluson ventes i den rapport om samme emne, som også i dag kommer fra Det Europæiske Monetære Institut - forløberen for Den Europæiske Centralbank - i Frankfurt. Som om det ikke var nok, kommer også den hollandske og den tyske centralbank snart med rapporter om kvalifikationsrunden til ØMUen, og de ventes at sige det samme.
Det største spørgsmålstegn har hængt over Italien. Men den italienske avis eIl Sole 24 Ore har åbenbart smugkigget i rapporten fra EU-Kommissionen og har forsikret sine læsere om, at Italien skam udpeges som kvalificeret ØMU-deltager.
Tre lande står uden for af eget valg - Danmark, Sverige og Storbritannien - mens et enkelt land - Grækenland - ikke kvalificerer sig af rent økonomiske årsager. Adgangskravene er max. 3 pct. i budgetunderskud og højst 60 pct. i offentlig gæld i forhold til bruttonationalproduktet; stabile valutakurser, stabil, lang rente og lav, stabil inflation. Hovedkravet er dog de 3 pct. i budgetunderskud, mens gældskravet ikke tolkes strikt. Overskud på budgettet er jo forudsætningen for at kunne reducere gælden, så derfor er budget-kriteriet vigtigere.

Kurser låses fast
På baggrund af de mange rapporter skal henholdsvis Europa-Parlamentet og de 15 EU-lande så foretage selve udvælgelsen. Det sker på et topmøde i starten af maj i Bruxelles.
Ved samme lejlighed låses valutakurserne mellem de deltagende lande fast, selv om den egentlige binding faktisk først kommer, når ØMU'en starter den 1. januar 1999. Der sker dog allerede i maj for at imødegå spekulation på valutamarkederne. Hvis spekulanterne med sikkerhed ved, hvordan kurserne ser ud om et halvt år, bliver meningen med overhovedet at spekulere unægtelig ringere.
Fastlåsningen i maj sker desuden også for at forhindre, at et eller flere lande ser en fordel i en pludselig devaluering, lige inden ØMUen går i gang.
Skulle en eller anden børsspekulant alligevel lancere et raid mod f.eks. den italienske lire, vil 11 landes centralbanker bakke op om valutaen. Det er de ganske vist først forpligtet til, efter at ØMUen er gået i gang, men rent politisk er det vanskeligt at forestille sig, at de ikke vil handle i samlet trop. For tillader de et raid mod en deltagende valuta, er det i realiteten det samme som at underminere ØMUen. Og hvorfor skulle de dog det - når de nu har spinket og sparet for overhovedet at kunne komme med?
Fra 1. januar 1999 konverteres offentlig gæld til euro - ØMUens møntfod - gældsbeviser udstedes i euro, ligesom banker og andre finansinstitutioner gradvist går over til euro. D-mark, francs osv. vil dog fortsat cirkulere blandt folk - de gamle valutaer smides først på historiens losseplads og erstattes med de nye euromønter og -sedler i år 2002. Med andre ord er det ren trummerum med det ambitiøse projekt, hvis historiske, økonomiske og ikke mindst politiske betydning er svær at overdrive.

Historiens vingesus
Bevares, der vil blive en masse diskussioner og selvransagelse især over Italien, som ikke ligefrem er kendt for sin stramme finanspolitik. Det generer det finanspolitiske ortodoksi især i Tyskland og Holland overordentligt meget. Men alt i alt er ØMU'en på skinner og har været det længe.
Dramatikken er væk. Det fremgik med al ønskelig tydelighed på det uformelle møde mellem EU-landenes økonomi- og finansministre, som fandt sted i weekenden i York. Mødet var det sidste, inden de rapporter, der skal lægges til grund for ØMU-udvælgelsen, kommer.
I lyset af det historiske ØMU-vingesus skulle man tro, at et sådant møde ville være præget af storpolitisk dramatik. Men sådan var det slet ikke.
Ovre i et hjørne samlede der sig pludselig en masse journalister. Det plejer at betyde, at en eller anden embedsmand eller måske ligefrem en rigtig, vaskeægte minister er dukket frem fra mødelokalets gemmer for at fortælle alverden, hvad der sker.
Helt forkert. En god bid af den europæiske medie-intelligentsia havde såmænd samlet sig for at kigge på fodbold i fjernsynet. Godt nok er der ofte lang ventetid på ministermøder, men den bruges altså normalt ikke til at se fjernsyn i.
Sagen var naturligvis, at der ikke skete det helt store på mødet.
For når alle de overordnede, spændende beslutninger er taget for længe siden, og projektet bare kører som smurt i olie, er der li'som ikke så meget at snakke om. Så debatterne drejer sig om teknik og praktiske aspekter. Vigtige ting, bevares, men dramatiske? Nej vel. Det er derfor, journalisterne glor på fjernsyn under møderne.

Forskellig udlægning
Mangelen på højspænding på det uformelle møde i weekenden kan direkte aflæses af mediernes rapportering.
Nogle hæftede sig ved, at den tyske finansminister med de buskede øjenbryn, Theo Waigel, truede med at blokere for EUs budgetreform, hvis landene ikke justerede på nettobidragene - Tyskland er så langt den største netto-bidragsyder af EU-medlemmerne.
Andre var mere interessererede i en plan om at fremme lavere priser i EU ved at forbedre den fælles overvågning af konkurrencereglerne og indre markeds direktiverne.
Og andre igen berettede om Theo Waigels fem-punkts plan for redukton af ØMU-landenes offentlige gæld. En plan, som formodentlig ikke mindst blev fremsat af indenrigspolitiske hensyn, fordi den ØMU-skeptiske tyske befolkning skal til valg i September. Ikke desto mindre signalerer sådanne detalje-diskussioner, hvordan EU - og især ØMU-landene - har gang i en stigende grad af om ikke integration så dog koordination af tal-politikkerne.

Fingrene af budgettet
Hvor ØMU-starten efterhånden ikke er interessant længere, kan det blive denne stærkere koordination, som fremover kommer til at skabe dramatikken.
For jo mere landene samarbejder, jo mere kommer de også til at få fingrene ned i hinandens ting og sager, som hidtil suverænt har været overladt til landene selv.
Tag for eksempel Theo Waigels fem-punkts plan:
*Uventede indtægter skal bruges til at reducere den offentlige gæld med.
*ØMU-landene skal samarbejde tæt om 1999-budgettet.
*Stabilitetspagten (som skal sørge for budgetdisciplin efter, at ØMUen er startet, red.), skal overholdes allerede fra den dag, ØMU-landene officielt er udvalgt - dvs. i starten af maj.
*Landene skal gøre, hvad de kan, for at øge tilbagebetalingen af deres gæld.
*Landene skal reducere deres kortfristede gæld så meget som muligt i forhold til den samlede gæld.
Den slags er helt uhørt. Planen indebærer i realiteten, at ØMU-landene har stor indflydelse på hinandens budgetter, og at de 'hjælper' hinanden med at bestemme, hvad f.eks. en uventet stor moms-indtægt skal bruges til. Det kan et land ikke længere bestemme selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu