Læsetid: 3 min.

ØMU-slutspurten sat igang

16. marts 1998

Grækenlands medlemskab i valuta-samarbejde isolerer Storbritannien og Sverige yderligere før fælles EU-mønt

Bruxelles
De 15 medlemslande i Den Europæiske Union tog i weekenden endnu et skridt i retning af at gennemføre den planlagte økonomiske- og monetære union, der fra årsskiftet vil betyde, at en række EU-lande indfører en fælles valuta.
Embedsmænd og nationalbankdirektører fra de 15 lande mødtes i weekenden i Bruxelles og traf beslutning om, at den økonomiske situation i Grækenland nu er så god, at landet med omgående virkning kan deltage i EU-landenes nuværende valutasamarbejde, der foregår indenfor det Europæiske Monetære System (EMS). På weekendens møde blev det også besluttet, at opskrive værdien af det irske punt med tre procent. Den økonomiske situation i Irland har på det seneste været utrolig god og det har styrket den irske valuta overfor de øvrige EU-landes valutaer og denne nye styrke blev formaliseret i weekenden med en opskriftning af det irske punt.
Weekendens møde var det første i en længere møderække de kommende uger, hvor EU-landene skal færdiggøre det resterende arbejde, sådan at den fælles EU-mønt euroen kan indføres ved årets udgang.
Allerede i morgen mødes finansministrene fra Frankrig og Tyskland for at drøfte forberedelserne af ØMUen. Derefter mødes økonomi- og finansministrene fra alle 15 EU-lande i den britiske by York den kommende weekend. Igen er det forberedelsen af den fælles EU-mønt, der kommer til at dominere dagsordenen.

Spænding i Italien
I næste uge holdes vejret med spænding især i Italien, for onsdag præsenteres to rapporter, som får afgørende betydning for, hvilke lande, der kan deltage i den økonomiske- og monetære union fra starten den 1. januar 1999.
I Bruxelles vil Europa-Kommissionen præsentere en rapport og samtidig vil det Europæiske Monetære Institut (EMI) i Frankfurt præsentere en rapport. Begge rapporter vil indeholde en slags økonomisk karakterbog med bedømmelse af den økonomiske situation i hvert af de 15 EU-lande. Rapporterne fra henholdsvis Europa-Kommissionen og EMI, som er forløberen for den kommende EU-centralbank, vil få afgørende betydning for bedømmelsen af, hvilke lande der opfylder betingelserne for at være med i ØMUen fra starten. Fokus vil især være rettet mod bedømmelsen af den italienske økonomi. Den italienske regering har sat meget prestige ind på at være klar til at deltage i ØMUen fra begyndelsen og landets økonomi er da også forbedret ganske kraftigt. Men nogle EU-lande havde gerne set, at Italiens økonomi havde været god og stabil over en længere periode, inden landet lukkes ind i ØMUen.
Den endelige beslutning om, hvem der kan deltage i den fælles EU-mønt træffes først på et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles, som indledes fredag den 1. maj. Her mødes EU-landenes stats- og regeringschefer til et tre dage langt møde, hvor de sidste byggeklodser til den økonomiske- og monetære union monteres.
Selv om Grækenland i weekenden kom med i EUs valutasamarbejde, vil landet ikke være i stand til at deltage i ØMUen fra starten. Danmark og Storbritannien har også meddelt, at disse to lande ikke ønsker at deltage foreløbigt. For Sverige er situationen mere problematisk. Grækenland er afholdt for at deltage i ØMUen på grund af landets økonomi. Storbritannien og Danmark har fået traktatfæstet, at disse to lande selv kan afgøre, om de vil deltage i ØMUen. Men Sverige lod ved forhandlingerne om landets optagelse i EU de øvrige EU-lande forstå, at Sverige ønsker at være med i ØMUen. Efterfølgende har den svenske regering besluttet, at Sverige ikke vil deltage i møntunionen, heller ikke selv om landets økonomiske situation tillader det. Den svenske finansminister Erik Åsbrink sagde i weekenden, at Grækenlands medlemskab i EMSen ikke ændrer på situationen i Sverige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu