Plus Jansson og danskerne - og Ellingtons 'Sacred Concerts' på noder og plader
Det begyndte med, at Niels-Henning Ørsted Pedersen i 1991-92 investerede Nordisk Råds Musikpris i en række optagelser, hvor han inviterede forskellige inden- og udenlandske musiknavne til at deltage. Det blev til cd'en Uncharted Land (1992), der bl.a. havde medvirken af Michel Petrucciani, Jan Garbarek og Steve Swallow.
Efter en lignende recept fulgte i 1996 Those Who Were, som havde færre gæster, men dog f.eks. Johnny Griffin og Victor Lewis. Mens Friends Forever (1997) blot havde én gæst, pianisten Renée Rosnes, der til gengæld som gennemgående medlem af Ørsteds trio gjorde denne plade til vores bassists bedste i de sidste mange år.
Med This Is All I Ask (Verve 539.695-2/53 min.) vender Ørsted så tilbage til den gamle model, men med sin faste trio (med Ulf Wakenius og Jonas Johansen) til at fremme den sammenhæng der kunne savnes i de to tidligste plader, bl.a. ved at tegne sig for fem af pladens ti stykker.
Fund og vokaler
Af gæsterne er den gamle altsax-kriger Phil Woods et fund som solist i Gordon Jenkins' sjældent hørte ballade, der har givet pladen dens titel; Woods høres også i "Taking a Chance On Love", hvor Monica Zetterlund i hvert fald kalder på vores veneration.
Ellers er Ørsteds smag m.h.t. det vokale ikke min, hvad enten det drejer sig om Ars Nova-koret og Søs Fenger på den første plade, Lisa Nilsson på den anden eller en vis Monique på den ny. (Sidstnævnte medvirker i øvrigt ikke i "The Song Is You", som ikke er af NHØP, men af Jerome Kern, ligesom Johansen er med i "Traces of the Past" - alt i modstrid med hvad teksthæftet vil bilde os ind).
Endelig er der så Oscar Petersons super-sordinerede version af "I skovens dybe stille ro", som oprindelig var et duostykke for Ørsted og nu afdøde Kenny Drew.
Med al forståelse for denne baggrund, og for Ørsteds mangeårige samspil med Peterson - jeg hører slet ikke "an incredibly lyrical touch unmatched by any other contemporary pianist," som Ørsted siger.
Jansson og danskerne
Hvis det drejer sig om udenlandske pianister, der medvirker på danske plader, ville jeg snarere fremhæve svenskeren Lars Jansson som en musiker med "et utroligt lyrisk anslag." Hvilken gave til dansk jazz er det i det hele taget ikke, at denne højt begavede pianist i så vid udstrækning er til rådighed for danske projekter. Senest har Jansson kastet glans over tre cd'er med musikere, der i særlig grad har eller har haft tilknytning til det århusianske jazzmiljø.
Ved sin medvirken på A Night In Bilbao (Music Mecca 2031-2/70 min.) gør han f.eks. Scandinavian Jazz Quartet meget mere hørværdig end på gruppens debutplade, og især trionummeret "For All We Know" med Jansson, Jesper Bodilsen (bas og komponist) og Morten Lund (trommer) er et must for beundrere af svenskerens klaverkunst.
Jansson har også (med samme rytme) en stor andel i, at Dream Dancing (Music Mecca CD 2044-2/64 min.) er blevet et så eklatant gennembrud for sangerinden (og lederen) Katrine Madsen, selv om den jazzmæssige anvendelse af hendes karakteristiske altstemme i sig selv viser, at hun er noget helt andet end en popsanger, der gerne vil synge jazz. Fint er også hendes repertoirevalg, som bl.a. trækker på amerikaneren Meredith d'Ambrosio, og en meget stor attraktion ved pladen er Thomas Frylands soloer og obligat på trompet og flygelhorn - det mest modne spil, jeg endnu har hørt fra ham.
Endelig har Jansson afløst Carsten Dahl i bassisten Peter Vuusts kvartet, der - fortsat med Christian Vuust (tenor og sopran) og Alex Riel (trommer) - har indspillet The Big View (Storyville STCD 4219/68 min.).
Til trods for den stærke besætning savner jeg lidt gnist, især i numrene med sopran, mens f.eks. balladen "Carl" står bedre med tenor og Janssons klaver.
Jansson og svenskerne
Mest sig selv er Jansson dog, naturligt nok, i sin egen trio med landsmændene Lars Danielsson (bas) og Anders Kjellberg (trommer). The Time We Have (Imogena IGCD 069/59 min. - ambia/GDC) må mange af os have ventet utålmodigt på siden forgængeren, Invisible Friends (1995), og der vil ikke være grund til skuffelse.
Alle tre musikere har, sammen eller hver for sig, bidraget til repertoiret, og der er smukke stykker imellem, men det er tilfredsstillende at der, i modsætning til den tidligere plade, også er blevet plads til standard-materiale.
Det drejer sig om Kerns "Long Ago and Far Away" og Kosmas "Autumn Leaves".
Især den anden viser Janssons sans for tema-parafraser, og det er nu en side af ham som det er værd at have repræsenteret på hans plader. Hvad mere skulle man så kunne ønske sig?
Ellington i kirken
For to år siden opførtes Duke Ellingtons kirkemusik ved en koncert i Holmens Kirke, en koncert der adskilte sig fra tidligere opførelser i Danmark - og i resten af verden, for den sags skyld.
Ellington efterlod sig tre Sacred Concerts, i 1965, 68 og 73, men det var programmer snarere end selvstændige værker, og John Høybye og Peder Pedersen benyttede sig af en frihed som Ellington selv havde taget sig, da de sammenstykkede et program ud fra alt foreliggende materiale og kaldte resultatet Sacred Concert (i ental).
The Høybye/Pedersen Version har i to år eksisteret på plade (Classico CLASSCD 142) med Høybyes Tritonus-kor og Pedersens Big Band, og nu foreligger hos Warner/Chappell Music nodeudgaven som orkester-partitur, kor-partitur og instrumentalstemmer.
Især kor-partituret har værdi ved at være arrangeret flerstemmigt, hvor Ellington selv anvendte en overvejende enstemmig version.
Bl.a. derfor har der været stor international interesse for den danske version.
Samtidig er nu en samlet pladeudgivelse af alle tre Sacred Concerts undervejs med Ellington-orkestret.
Endnu er oplysningerne sparsomme, men der synes at blive tale om en udgivelse fra Fantasy-Milestone, som i forvejen har den anden koncert i studieoptagelser og formentlig vil supplere med koncertudgaver af den første og tredje, som hidtil kun har været udgivet af RCA.
Sammen med den forestående otte-cd-udgave af Ellington/Fitzgerald ved Côte d'Azur i 1966 vil 100-året for maestroens fødsel i 1899 være godt på vej.
