Læsetid: 6 min.

Østblok og rul

4. marts 1998

NatFilm Festivalen viser tre østtyske musicals, som sammen med dokumentarfilmen East Side Story fortæller den interessante, men lidet kendte historie om østblokkens eskapistiske udskejelser

NATFILM FESTIVAL
"På den ene side var de film propaganda, og på den anden havde de en funktion, som ingen i den sovjetiske æstetik talte om, fordi det var forbudt: Disse film var underholdende i ordets mest bogstavelige betydning." Fortæller den russiske filmhistoriker Maya Turovskaya i Dana Rangas underholdende dokumentarfilm East Side Story, der fortæller om de ca. 40 musicals østblokken lavede fra midt i 30'rne til midt i 70'erne.
40 film udsprunget af magthavernes erkendelse af, at musical-genren var en god måde at agitere på - samtidig med at man underholdt masserne.

Stalin
Det hele startede med den sovjetiske musical og Stalin, der midt i al barbariet også var en stor tilhænger af underholdning. På den ene side var hans Sovjetunionen præ-get af masseudrensninger, og på den anden side talte den store diktator om det gode liv, som en hæderlig og hårdtarbejdende sovjetborger kunne leve. Derfor blev Stalin også meget begejstret, da instruktøren Grigori Alexandrov kom til ham med en helt færdig musical, The Jolly Fellows, som kunne sendes ud i biograferne landet over.
Inspirationen havde Alexandrov hentet fra et besøg i Hollywood, fortælles det i East Side Story, som også slår fast, at selvom filmene var fulde af sang og glade ansigter, så var de primært propaganda. Hovedpersonerne var hovedsageligt de arbejdere, som sovjetstaten angiveligt byggede på, og den dans, vi alle kender fra amerikanske musicals, var skiftet ud med koreograferede arbejdsscener, som fik det hele til at se overlykkeligt og legende let ud.
Derfor har filmene også et noget mere mekanisk, tvunget og svulstigt udtryk, end det vi er vant til fra de amerikanske musicals. Men hvem kan stå for en film fyldt med svedige traktor-førere, der pløjer løs og synger om at gå i krig for kammerat Stalin med et smil på læben? Eller når en syngende, kvindelig fabriksarbejder får sat skik på et helt væveri i The Bright Path fra 1940, en hyldest til industrialismen og arbejderen: "Vi må ikke tøve, fordi det at turde er altid den rigtige vej. Vores arbejde er vores ære. En heroisk gerning, en stolt gerning."
Men da Stalin døde i 1953, så var det også slut med den sovjetiske musical. Primært fordi alt, hvad der havde med Stalin at gøre, var ugleset.

Raske piger og svende
Men så i 1958 fik østblok-musicalen en renæssance i DDR, der greb genren en smule mere lystigt og utvunget an end russerne gjorde. Den østtyske filmfabrik DEFA producerede My Wife Wants to Sing, som de fik gennem den meget strenge og partikontrollerede censur ved at klippe en smule i filmen og i øvrigt påstå, at filmen var et led i den kvindefrigørelse, som var en naturlig del af partiprogrammet. Filmen handler om en mand, der må overtage husholdningen og børnepasningen, fordi hans kone vil ud og arbejde som sangerinde, hvilket er hendes ret.
At musicalen blev genoplivet på det tidspunkt, forklarer East Side Story med, at den østtyske filmindustri oplevede en meget stærk konkurrence fra vestligt producerede film. Vi befinder os nemlig tre år før, Berlinmuren blev bygget, og folk i Østtyskland kunne uhindret tage til Vesttyskland for at se film.
Derfor måtte DEFA diske op med et leve- og konkurrencedygtigt alternativ, og det blev altså musicalen, som til den brede befolkning skulle formidle budskabet om, at man faktisk havde et godt liv i Østtyskland.
Filmene blev succeser, både fordi de havde en vis frigjort, vestlig stemning over sig, og så fordi, som en tilskuer fra dengang siger, de østtyske film handlede om og tog udgangspunkt i deres verden, mens de vestlige films billede af verden ofte lå meget langt fra, hvad østtyskerne var vant til.

Censurt
Uheldigvis var der ikke altid overensstemmelse mellem, hvad partitoppen ville have, og hvad censorerne lod slippe igennem, og derfor blev mange film klippet stærkt ned eller kom slet ikke i produktion. Man mente simpelthen, at de var for vestligt orienterede og derfor skadelige for befolkningen.
Som East Side Storys fortæller lakonisk konkluderer det på et tidspunkt: "Det gode liv, var lidt for godt." Det paradoks tog Gottfried Kolditz helt bogstaveligt, da han i 1962 sammen med sine DEFA-folk lavede Revue Um Mitternacht, der netop handler om vanskelighederne ved at iscenesætte en musical under de østtyske forhold. Det er en film fyldt med humør og tempo, og i både sang og dans lader den ikke mange af de amerikanske musicals fra samme periode meget efter.
Filmen blev da også en stor succes med mere end én million betalende publikummer på to måneder. Men de penge gik ikke til DEFA, så man kunne lave større og bedre film. Nej, succes var et politisk bestemt begreb og gik mere på engagement og bevidsthed omkring socialismens budskaber. Desuden havde DEFA gennem planøkonomien et fast budget til et bestemt antal film hvert år.
Kolditz stod også bag Geliebte Weisse Maus fra 1964, der er en mere traditionel musical-romance om en ung pige på en scooter og en trafikbetjent, som forelsker sig i hinanden. Den kvindelige hovedrolle spilles af den unge Karin Schröder, som i East Side Story fortæller om sine og de andre skuespilleres vanskeligheder ved at medvirke i musicals. Deres skuespiller-træning inkluderede nemlig ikke sang og dans, og det var først, da Karin af en udlænding fik at vide, at hun mindede om Doris Day, at hun fandt et sted at hente sin inspiration fra.
Geliebte Weisse Maus blev en stor succes, og Karin Schröder fik lov til at rejse til Edinburgh Film Festival med filmen, som blev et stort tilløbsstykke. Også Karin var populær, fordi hun var en yndig, blond og østtysk pige, der ikke sad på en tank, og hun kan fortælle om, hvordan hun under festivalen i avisen læste overskriften: "Bag jerntæppet griner de."
Den tredie østtyske musical på årets NatFilm Festival er Heisser Sommer, der henter inspiration fra både Elvis og Cliff Richard. En håndfuld unge mennesker af begge køn tager på ferietur til stranden, og sød musik og dans opstår. Filmen, der blev lavet i 1968, var en af de største succeser med mere end to mio. solgte billetter, hvilket kun er, fortæller East Side Story, 250.000 mindre end My Fair Lady, der fik premiere samme år.

Die ende
Sammen med den ligeledes rock'n'roll-inspirerede No Cheating Darling fra 1973, markerede Heisser Sommer, at 'ferien var forbi'. Det var også i 1968, at Sovjetunionen invaderede Tjekkoslovakiet, og hele østblokken oplevede en stramning af ideologierne, hvilket naturligvis også gik ud over den eskapistiske musical-genre.
Og som Dana Rankas film polemisk spørger til sidst, "hvem ved, hvad der ikke kunne være sket, hvis bare socialismen havde været lidt sjovere?"
Hvorom alting er, så lykkedes det altså flere østlande og især Østtyskland at producere en række musicals, der for en tid skabte en 'anden socialistisk bevidsthed', og som også er interessante at se i dag. Om ikke andet så for deres filmhistoriske relevans - eller måske endda for at rokke med på østtysk.

*Desværre er det for sent at se East Side Story, men de tre musicals kan stadig opleves i løbet af NatFilm Festivalens københavnske del. 'Geliebte Weisse Maus' vises i Vester Vov Vov på lørdag kl. 14.15 og på søndag kl. 12.15 i Filmhuset. 'Revue Um Mitternacht' kan ses i Vester Vov Vov på søndag kl. 16.45, mens 'Heisser Sommer' er på programmet i Husets Biograf på lørdag kl. 21.15. 'Heisser Sommer' vises også på Filmhøjskolen i Ebeltoft den 13.3. kl. 22.00, altså i løbet af den vestlige del af NatFilm Festivalen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her