Læsetid: 7 min.

Off-off Hollywood

6. marts 1998

Den amerikanske instruktør Conrad Rooks, gæst på NatFilm Festivalen, fortæller om sine film, sin sjælerejse og sin tabte barndom

INTERVIEW
Den 63-årige kult-instruktør Conrad Rooks har haft en karriere af den type, som får spørgsmålene til at stille sig i kø, når man omsider befinder sig ansigt til ansigt med manden. I midten af 50'erne boede han i New York, hvor han drømte om at blive forfatter og dyrkede miljøet omkring the beat generation. Senere slog han sig i ned Paris, hvor han traf maleren Man Ray og var blandt de første, som fik demonstreret William Bur-
roughs' cut-up teknik på The Beat Hotel i rue Git-le-Coeur. Rooks har senere rejst over det meste af verden og været afhængig af stort set alle tænkelige stoffer, indtil han i starten af 60'erne gennemgik et afgiftningsprogram.
Terapien vekslede med erindringsglimt, mareridt og hallucinationer og blev udgangspunkt for Rooks' usædvanlige debutfilm Chappaqua (1966), et deliristisk billedflow med selvbiografiske træk, frie associationer og visionære billeder, fotograferet af Robert Frank over det meste af verden gennem fem-seks år. Hovedrollen spilles af Rooks selv, og omkring ham ses navne som Burroughs, Allen Ginsberg, Peter Orlovsky, Ornette Coleman, Ravi Shankar og rockgruppen The Fugs.
Seks år senere færdiggjorde Rooks en visuelt overdådig, men stilistisk mere konventionel filmatisering af Hermann Hesses dannelsesroman Siddharta, en på én gang lignel-
sesagtigt enkel og dybt filosofisk fremstilling af Buddhas lære.
Både Chappaqua og Siddharta modtog en Sølvløve på filmfestivalen i Venedig, og begge blev lagt på hylden bagefter. Rooks havde selv finansieret de to film med sin fædrene arv. Og årene efter sin anden film brugte Rooks på at købe de rettigheder tilbage, som han i sin ungdoms naivitet havde overdraget til henholdsvis Universal og Columbia for en slik. Siddharta fik relativ succes i Indien, hvor Rooks slog sig ned i 1974 og blev, indtil han i 84 flyttede til Thailand, hvor han i dag bor uden for turist- og prostitutionshelvedet Pattaya. Resten er tavshed, som man siger.
Conrad Rooks er født i Missouri, men med en ambitiøs far, der avancerede fra sekretær i den lokale afdeling af parfumefirmaet Avon til direktør for hovedkontoret på Østkysten, måtte familien konstant flytte efter forfremmelserne, før den omsider slog sig ned i den lille by Chappaqua nord for New York City.

Stofferne
"Vi blev boende der, indtil min fars arbejde blev så krævende, at vi måtte flytte ind til byen, men omkring dette tidspunkt blev mine forældre skilt, hvilket kom som et chok for mig. Jeg havde haft en ret idyllisk barndom, og da jeg lavede Chappaqua, tænkte jeg bl.a. på den som en sørgesang over en tabt barndom."
"Da vi flyttede til Chappaqua, var det et ganske øde område. Man kunne stadig finde spor efter de indianere, som havde levet på egnen, og senere fandt jeg ud af, hvad byens navn betød: Kildevæld eller Livets kilde. Og det var jo en fremragende metafor, idet den film, jeg ville lave, skulle handle om at finde sit eget udspring, og i en vis forstand også ungdommens kilde."
"Filmens historie ligger meget tæt på mit eget ophold på klinikken i Schweiz. Doktor Binswanger gav mig et mildt sovemiddel, Flouril, som bevirkede, at han havde let ved at få mig ind i en tilstand af hypnose. Han arbejdede med min underbevidsthed og forsøgte at fjerne alt det negative, hvilket var nødvendigt, for da jeg ankom til klinikken, var jeg virkelig multimisbruger. På et tidspunkt opholdt jeg mig i Hongkong, hvor jeg var oppe på et forbrug på 70 piber opium om dagen. Jeg kom kun derfra i live, fordi en kvinde tog mig under en meget drastisk behandling, hvor hun i løbet af 40 timer trak giften ud af min krop med opvarmede glasskåle."
- Peyote spiller en vigtig rolle i filmen. Hvad er særligt ved det stof?
"Jeg havde vel gennemgået omkring 50 peyote-ceremonier, inden jeg gik på afvænning, men det er først nu, jeg er begyndt at forstå, hvad det handler om. Da jeg for nylig besøgte pyramiderne i Egypten, forstod jeg, hvor nære forbindelser, der er mellem de nordamerikanske indianere og de gamle egyptere. I Den egyptiske Dødebog fremstilles sjælens rejse ned gennem underverdenen, og mange af beskrivelserne svarer nøje til forestillinger i indianernes religion. Et af de steder, hvor der er størst overensstemmelse, er i forholdet til Nordstjernen. I indianernes peyote-ritualer indgår således en sjælerejse, hvor man anvender Nordstjernen som pejlemærke, ligesom det fremgår af den måde, pyramiderne er konstrueret på, at egypterne forestillede sig, at faraoen på sin sidste rejse styrede efter Nordstjernen."
"Under peyote-ceremonierne holder man det, der kaldes 'water breaks', som først og fremmest er tissepauser. Men afbrydelserne har også en anden funktion. Peyote indeholder både giftstoffet stryknin og rusmidlet mescalin, en form for psilosybin, og det er kombinationen, som fremkalder den helt særlige effekt. De to stoffer kæmper nede i maven, og ofte er man nødt til at kaste op. Opkastningerne er meget voldsomme, og den mand, der holder vagt uden for tipien, måler længden af opkastet. Det kan være femten fod eller mere, og denne distance siger noget om, hvor høj man vil blive, og hvor intense ens visioner vil blive."
"Når man rejser sig for at gå udenfor, mærker man, at man er høj, men man forstår ikke, hvor høj man i virkeligheden er. Ved en bestemt ceremoni i Montana, som jeg gennemførte sammen med Peter Fonda, så jeg ganske klart en trappe af glas eller is, som førte fra jorden uden for den tipi, som vi befandt os i, og direkte op til Nordstjernen. Men det var først mange år senere, at sammenhængen med faraoernes solbåde gik op for mig."

Optagelser i Indien
Efter Chappaqua lavede Conrad Rooks filmen Siddharta, der ligesom debuten blev til under særdeles vanskelige omstændigheder.
"Chappaqua var jo delvist optaget i Indien, hvilket havde inspireret Louis Malle til at tage ud og lave dokumentarfilmen Calcutta (1968). Det skaffede mig en masse problemer, for da jeg skulle i gang med Siddharta, ville de ikke lade mig filme, fordi de troede, at jeg ville lave noget i retning af Malles film. Jeg endte med at bruge syv år på projektet, som kun lykkedes, fordi jeg kendte maharajaen af Bharatpur så godt, at han gav mig tilladelse til at filme på hans paladser og jordbesiddelser.
Det gik op for mig, at man ikke kan producere en film med superstjerner i Indien, hvis ikke det foregår beskyttede steder. Hvis man bevæger sig ud blandt folk, vil de lynche filmholdet og stjernerne. Derfor ligner alle indiske filmstudier svært bevogtede fængsler."
"Et andet problem var, at de indiske stjerner er vant til kun at arbejde for Bollywood (Bombays filmindustri, red.). Ikke en gang Shashi Kapoor, som havde arbejdet med Merchant-Ivory, havde begreb om, hvordan man skaber en figur. Han kunne kun spille Shashi - punktum! Men jeg fandt ud af, at han faktisk kunne spille, hvis man pressede ham. Og det opdagede jeg, fordi jeg en aften kom i slagsmål med ham. Efter optagelserne ville han til et diskotek i Delhi. Vi var langt pokker i vold ude i Rajasthan, og jeg vidste, at hvis han tog af sted, ville det ødelægge næste dags optagelser, fordi han ville være uoplagt. Yderligere betød hans attitude, at han faktisk ikke forstod, hvad det var for en film, vi var i gang med, hvilket var det, der gjorde mig mest sur. Så jeg langede ham en. Han ser ikke specielt solid ud, men det er han, og slaget gjorde ikke videre indtryk. Så jeg langede ham én til, og én til, og det fortsatte et stykke tid, indtil folk kom ilende og skilte os ad. Resultatet var, at han ikke tog af sted, og fra det tidspunkt engagerede han sig langt mere i filmen, hvilket ikke mindst gjorde ham i stand til at spille den scene, hvor han bryder sammen og græder.
Episoden lærte mig, at hvis jeg nogensinde skal arbejde med en indisk stjerne igen, vil det kunne betale sig at starte et par måneder før og simpelthen gennemhegle vedkommende psykologisk."

Et spørgsmål om energi
I sidste halvdel af 70'erne forsøgte Rooks at realisere et filmprojekt, bygget på sin første hustrus eventyrlige historie. Zinaida de Rachevsky var russisk prinsesse, i familie med zaren, og da Rooks mødte hende, var hun en del af bohememiljøet i 50'ernes Green-
wich Village i New York. Hun kendte derfor alle beat-kunstnerne gennem deres fælles interesser for stoffer, og i dag ser Rooks tilbage på hende som en slags muse. Siden endte hun sit liv som buddhistisk nonne i et kloster ved foden af Mount Everest.
Rooks arbejdede på projektet, Ride a White Horse, i seks-syv år uden resultat, og dette nederlag tog for en tid modet fra ham. I dag sætter han sin lid til den store interesse for billige, uafhængigt producerede film, og han håber, at de mange festivalbesøg, der stadig følger i kølvandet på Chappaqua og Siddharta, vil føre ham i armene på en producent med to mio. dollars i risikovillig kapital.
"Jeg vil gerne lave film igen. Hvis jeg som Burroughs er så heldig, at jeg kan leve, til jeg er 83, så kan jeg måske få lavet tre-fire projekter til. Det er udelukkende et spørgsmål om energi, og om at en eller anden skal ryste op med pengene," siger Rooks og griner så larmende, at man et øjeblik glemmer, at hans karriere faktisk ikke er misundelsesværdig.

*Chappaqua: Park Bio, 7.3., kl. 17.00. Senere Odense og Århus.
*Siddharta: Vester Vov Vov, 6.3., kl. 19.15 og 8.3., kl. 18.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her