Læsetid: 3 min.

Per Stigs katastrofe snød Uffe

12. marts 1998

Per Stig er færdig, hvis regeringsmagten smutter - Venstre fik ikke den ventede fremgang

Et meget stort konservativt nederlag og fraværet af et forventet kanonvalg til Venstre fik fundamentet til at vakle under Uffe Ellemann-Jensens regeringsprojekt.
Hele 12 mandater mister den konservative gruppe, og dét er tæt på en halvering.
Per Stig Møller ser dermed ud til at være en færdig mand i konservativ politik.
Og sent i aftes tydede resultaterne på, at den konservative partileder kun ville komme i Folketinget på det ydersteaf de konservative mandater.
"Jeg giver ham maksimalt et år som leder efter sådan et nederlag", siger en meget nedslået konservativ.
Dén holdning delte mange i går i det tavse, men fattede konservative selskab.

Fra det ene til det andet
I det borgerlige spil hjælper det ikke stort, at Dansk Folkeparti fik et par mandater mere end Fremskridtspartiet fik ved sidste valg og at Fremskridtspartiet holdt en spinkel repræsentation.
Samtidig mistede Mimi Jakobsens centrum-demokrater i sidste øjeblik en del af den fremgang, meningsmålingerne ellers havde givet dem. Otte mandater, altså en fremgang på en tre stykker.
Med det tætte løb øgedes betydningen for den borgerlige fløj af, om der bliver tale om et godt nordatlantisk valg for de liberale kræfter.
En kendsgerning er det, atpartiet Venstre nu er afhængige af, at både Dansk Folkeparti, de kristelige, de konservative, de nordatlantiske mandater og Centrum-Demokraterne skal støtte Venstre, før partiet kan få flertal for nogetsomhelst i Folketinget.

S er ikke misundelige
Finansminister Mogens Lykketoft (S) misunder ikke de borgerlige deres parlamentariske situation, i det tilfælde, at magten skulle ende hos Uffe Ellemann-Jensen.
"Det er svært at sige, om Uffe Ellemann-Jensen har samme talent som Poul Schlüter for at holde fast i magten. Det vil være en anden stil end Schlüters, da han har et klart mere utålmodigt temperament. Samtidig står det klart, at de kristelige ikke vil i regering. Dermed er de borgerlige stort set i samme parlamentariske situation som Anker var det i 1981-82, hvor han skulle have tilslutning fra to sider udenfor regeringen samtidig. Det var nødvendigt med støtte fra både SF og de radikale", siger Mogens Lykketoft.
"De borgerlige skal have opbakning fra både kristeligheden og Dansk Folkeparti. I 81-82 var det en situation, der næsten ikke var til at have med at gøre. Det var faktisk maksimalt besværligt. Det var også derfor, at Schlüter gjorde sig store anstrengelser for at danne en firkløverregering, der fik så meget af midten med som muligt", fortsætter Mogens Lykketoft.

Ingen fest hos V
Dén del af festen, nemlig den hvor magten skal bruges, tager Venstre ikke forskud på. I første række gælder det magten.
Indtil sent i aftes var festen endnu ikke kommet i gang hos Venstre-folkene, der ellers havde pyntet op med balloner og båret fadene med kødmad frem. Spændingen fik meget hårde udsagn frem hos Venstre-vikingerne.
"Socialdemokraterne har ført en defensiv, negativ kampagne, hvor de har kritiseret vores standpunkter, og ikke fremsat egne. Det har i slutfasen forskrækket mange vælgere. Men der er ingen tvivl om at regeringen i morgen må træde tilbage og overlade magten til en borgerlig regering", sagde Venstres næstformand, Anders Fogh Rasmussen, da godt to procent af stemmerne var talt op.

K: Vi har prøvet det før
Hos de konservative var der fattet nederlagsstemning. Tidligere statsminister Poul Schlüter var mødt op til konservativ valgfest, og som altid kunne Schlüter anslå en positiv tone.
"Da jeg kom til magten i det konservative folkeparti var vi helt nede på bare ti mandater. Derefter gik vi frem til femten, så 22, og så fik vi regeringsmagten. Det samme vil ske for Per Stig Møller. I aften er vendepunktet for det konservative folkeparti", sagde Schlüter.
En anden tidligere konservative leder, Hans Engell, måtte til sin egen forbløffelse se sig selv sidde fast i en af Christiansborgs roterende elevatorer tidligt på valgaftenen.
Elevatorerne er åbne, og Engells hoved kiggede frem i gulvhøjde på en mellemetage på Christiansborg. Informations udsendte måtte hjælpe Hans Engell den sidste halvanden meter op på etagen, ved hjælp af en stol og en hjælpende hånd.
"Det er et utroligt tæt opgør, og det er formentlig rigtigt at det er socialdemokraternes angreb på VK's lejelovsudspil, der har flyttet mange stemmer i sidste øjeblik. Samtidig har det formentlig betydet noget, at CD meldte ud til fordel for at træde ind i en regering dagen før afstemningen. Det har skræmt nogle CD-vælgere tilbage til socialdemokraterne", siger Hans Engell.

(2.udg. af avisen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her