Læsetid: 4 min.

Det prægtige Cinemascope

17. marts 1998

Nicholas Rays hovedværk, 'Rebel Without a Cause', ('Vildt blod') kan ses i Filmhuset.
Og den danske bredlærreds-ekspert Mikael Salomon huserer i Hollywood

Det må siges igen. En tv-kørsel af en visuelt udtryksfuld spillefilm er blot en slags reportage, en hverdagsgrå og poesiberøvet version af den stjernestund, som mødet med stor billedprægtig filmkunst kan udløse i tilskuerens sind.
Det har fremkaldt en hel retssag, med tilrejsende bistand og vidneudsagn fra Hollywood (instruktøren Sidney Pollack), at en tv-station som DR1 har skåret i bredlærredsbilleder, så det kun er en del af billedet, man fik at se. Og brev-sprækkeformatet, der i det væsentligste bibeholder Cinemascopebilledets proportioner, er selvfølgelig at foretrække for den slags vilkårlige formindskelser.
Men hvor meget får man egentlig ud af at se sådan en fladtrykt billedstribe med sorte felter for oven og neden på skærmen? Jo, man kan orientere sig om handling og replikker, men kan man opleve filmen? Den berusende strøm af billeder, hele billedsprogets dynamik og musikalitet?
Nej, det kan kun ske på et biograflærred. Gode, gamle Ole Michelsen har ret. Film skal ses i biografen.

James Dean
Tag for eksempel Nicholas Rays klassiker med James Dean, Rebel Without a Cause (Vildt blod) fra 1955.
Den kan ses i Filmhusets biograf på torsdag, hvis nogen ellers opdager det, for dette hovedværk er temmelig vilkårligt blevet indlemmet i Husets svulmende serie af stort og især småt om The Beat Generation. Og James Dean hævdes des-uden i programnmet at optræde i "rock'n'roll- og motorcykelfilm", hvad han aldrig gjorde.
I Rebel Without a Cause er James Dean tværtimod den kvintessentielle middelklassedreng med tilpasningsvanskeligheder, ensom, usikker, ømhedstørstende og villig til meget - f. eks. dødskørsel i biler (chicken runs) - for at blive accepteret af kammeraterne og bevise for sig selv, at han ikke er så stor en kujon som sit skvat af en far.

Billedet kæntrer
Det lyder vel halvtrist, men prøv at gå ind og oplev, hvordan Nicholas Ray omskaber en elementær historie om fortærskede ungdomskvababbelser til en furiøs billedsymfoni i flere satser, en følelsesturbulent rejse ind i nattens drømmerige, hvor død og kærlighed går hånd i hånd.
Nicholas Ray var den Hollywood-instruktør, som arbejdede mest dynamisk og fantasifuldt med det dengang nyopfundne Cinemascopeformat. Han udnyttede maksimalt billedets horisontale linjer, men brød gang på gang de brede billeders fornemmelse af ligevægt. Mest radikalt i en sublim slutsekvens, hvor Sal Mineos sindsforstyrrede teenager med pistol i hånd bryder ud fra en politibelejret gammel, forladt villa og skydes ned.
I samme øjeblik, Mineo rammes af politiets kugler og falder om, lader Nicholas Ray billedet kæntre, så man helt ind til marven føler, at nu rystes den be-stående verdensorden i sin grundvold.
Det er en effekt, der ikke er noget i sig selv. Nu magtes den af enhver reklamefilminstruktør med lidt kamarabevidsthed. Men oplevet i Nicholas Ray-filmens særlige visuelle og emotionelle orkestrering, oplevet på det store lærred, bliver det til et af disse øjeblikke, hvor man stærkest fornemmer, hvad film egentlig kan bruges til, når der står en poet bag kameraet.

En gradvis opstigen
Der er næppe nogen, der ville finde på at kalde den mest succesrige danske filmfotograf gennem tiderne, Mikael Salomon for en digter bag et kamera.
Ikke desto mindre er der noget næsten poetisk eventyrligt over Salomons kar-riere. Klummeskriveren husker ham tilbage i 1960'erne som dansk films håbefulde junior-kamara-mand, et purungt talent, der personligt udstrålede en sjældent vindende blanding af charme og beskedenhed.
Op gennem 1970'erne avancerede den unge mand fra familie-porno og 'Min søsters børn' til en kriminalfilm som Strømer og indledte dermed et samarbejde med Anders Refn på tre Cinemascopefilm, der skulle cementere ryet for perfektibel professionalisme af internationalt format. Og et nyligt gensyn med Refn-Salomon-samarbejdet Slægten, bekræfter indtrykket af en fotografisk kvalitet betydeligt over dansk films gennemsnit.
Samtidig kom der grus i maskineriet. Den umiddelbart så venlige Salomon kunne nu vise sig som en særdeles barsk og egenrådig samarbejdspartner på en filmoptagelse, og efter Slægten i 1978 tabte han lysten til at være med i den danske spillefilmsleg.
Blandt andet forretningen Salt & Peber lagde beslag på ham, indtil han syv år efter gjorde bredlærreds-come-back for Anders Refn med De flyvende djævle. Og få år senere kunne man så finde ham i Hollywood som Steven Spielbergs og James Camerons fotograf, en betroet medarbejder for Hollywoods absolutte topinstruktører.

Instruktør Salomon
Herfra var der kun et spring til selv at instruere, hvilket skete i 1994 med den ret beskedne Disneyproduktion A Far Off Place (Fjernt fra verden) om to 14-åriges flugt gennem Sydafrika.
Men endnu et spring fremad (efter Hollywoodmålestok) foretog Salomon så, da i år som den første dansker kunne udsende en action-film med kæmpe-budget - Hard Rain, som DR2 i fredags viste nogle lidet attraktive smagsprøver på.
Den er floppet totalt i USA og vil efter al sandsynlighed give et kolossalt underskud. Så nu regner Salomon kun med at få tilbud på mere af samme kaliber. Heller ikke Ole Bornedals og Bille Augusts nylige Hollywood-erfaringer med henholdsvis Night Watch og De elendige synes udelt lykkelige, men om resultatet er det for tidligt at spå.

Kom dog hjem!
Det er selvfølgelig umiddelbart glædeligt at se landsmænd gøre sig gældende på højeste plan i udlandet. Salomons, Borne-dals og Bille Augusts Hollywood-eventyr afspejler dansk films høje niveau, i hvert fald på et ydre teknisk og prestigemæssigt plan.
Men i det lange løb er spørgsmålet, hvad vi har at vinde ved, at dansk film mister en højt kvalificeret fotograf for at Hollywood kan få en ny actioninstruktør med fiasko. Eller ved at det danske velfærdssamfunds seismograf nummer et kaster sig ud i storladne, upersonlige, internationale romanfilmatiseringer, som kunne give ham navneforandring til Billy August.
Man kan få den kætterske tanke, at Ole Bornedal er den i trioen, der har valgt den klogeste vej ved - i hvert fald foreløbig - at vende de hollywoodske pengedrenge ryggen og genoptage sin danske karriere.
Det styrker ikke bankkontoen, men sikkert den kunstneriske selvrespekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu