Analyse
Læsetid: 5 min.

Procentregning for Venstrefolk

10. marts 1998

Venstre synes at interessere sig for de helt uanvendelige tal i flygtningedebatten. Og udviser en bemærkelsesværdig desinteresse for de brugbare

Det skal ikke være som i dag, hvor det er lettere for dem, der ikke er flygtninge - ikke er flygtninge, men er asylansøgere - det skal ikke være lettere for dem at få opholdstilladelse i Danmark end i andre lande. Sådan er det i dag."
Det sagde Venstres statsministerkandidat Uffe Ellemann-Jensen i Venstres tv-valgudsendelse på DR1 i sidste uge. Partiformandens argument er, at den såkaldte "anerkendelsesprocent" angiveligt er højere i Danmark end i vore nabolande.
Anerkendelsesprocenten er den andel af samtlige asylansøgere, der får asyl. Ifølge Uffe Ellemann-Jensen, der "henviser til de tal, som er kommet fra Thorkild Simonsen" er anerkendelsesprocenten 60-70 i Danmark, mens den er 30 procent i de andre europæiske lande.
Thorkild Simonsen, der ifølge samstemmende opinionsundersøgelser får mindre end fem måneder som flygtningeminister, udsendte fredag under Socialdemokratiets brevhoved en pressemeddelelse, hvor han "på det kraftigste" afviste at være leverandør af tal, der bekræfter Uffe Ellemann-Jensens påstande.
Det nærmeste, man kan komme en tilkendegivelse fra Thorkild Simonsen om anerkendelsesprocenter i forskellige europæiske lande, er da også et svar til Dansk Folkepartis Poul Nødgaard fra 12. december 1997. I svaret findes en liste med ni lande, hvor der står, hvor mange opholdstilladelser og hvor mange afslag myndighederne har givet i første instans i asylsager i 1996.
Inden Thorkild Simonsen i sit svar når til tabellen med tallene, skal han igennem gentagne besværgelser: "De enkelte europæiske lande har forskellig terminologi...", skriver han. Og: "Antallet af opholdstilladelser er ikke umiddelbart sammenlignelige...". Og: "På denne baggrund (...) er det ikke umiddelbart muligt at udregne sammenlignelige anerkendelsesprocenter...".

Det første, Uffe Ellemann-Jensen gør, da han ser tallene, er selvfølgelig at gribe lommeregneren og udregne de anerkendelsesprocenter, som ministeriet lige har fortalt ham, man ikke kan udregne. Hvis man dividerer antallet af opholdstilladelser med antallet af afgørelser, får man, hvad Uffe Ellemann-Jensen er fræk nok til at kalde anerkendelsesprocenten - endda med Thorkild Simonsen som kilde.
Disse tal, der er udregnet på grundlag af materiale, som udtrykkeligt er erklæret uegnet til de beregninger, som Venstre foretager, viser - som Uffe Ellemann-Jensen siger - at Danmark har en anerkendelsesprocent på 68,5. Finland ligger på 58,2 procent, Sverige på 45,1 procent. En række lande - Schweiz, Holland, Norge og Italien - ligger lige omkring de 30 procent. Mens Storbritannien har 18,7 procent og Belgien kun 4,8 procent.
Tyskland, der ofte omtales på grund af sin asylpolitik, er ikke nævnt i statistikken. De tyske myndigheder har nemlig oplyst til de danske, at de tyske tal "skal behandles fortroligt".
Man kan med megen ret påpege, at tallene fra første instans i Danmark - Udlændingestyrelsen - ikke giver noget dækkende billede af, hvor stor en procentdel af asylansøgerne der faktisk får en eller anden form for opholdstilladelse i det land, de er kommet til. I mange lande sker anerkendelsen som flygtning - eller udstedelsen af en anden form for opholdstilladelse - senere i processen end i Danmark.
Men især påstanden om, at Danmark skulle være en magnet for asylansøgere uden asylgrundlag - krigs-, fattigdoms- og bekvemmelighedsflygtninge - virker meningsløs.

I Danmark har vi relativt ordnede forhold på udlændingeområdet. Asylansøgere får prøvet deres sager i to instanser - Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet - og efter afslag dér, får de en kort frist til at søge opholdstilladelse i Indenrigsministeriet. Derefter er det ud af vagten. Hvis de ikke rejser frivilligt, skal Den Centrale Politiafdeling nok sørge for, at de kommer af sted. Om nødvendigt i håndjern.
Sammenlignet med lande som Tyskland eller Italien, er det i Danmark svært at få sort arbejde eller leve under jorden. Man kommer ikke langt uden et CPR-nummer og et sygesikringsbevis.
I Italien, der har 57 millioner registrerede indbyggere, blev der i hele 1996 behandlet 543 asylsager. Det tilsvarende tal for lille Danmark er 7.013. Hvis man sammenholder de absurd lave asyltal i Italien med mangfoldigheden af afrikanske og arabiske smykkesælgere på en gennemsnitlig toscansk badestrand, må den tanke da strejfe én, at der er andre - også illegale - udlændinge i Italien end dem, der søger asyl.
I Italien - eller Tyskland - hvor befolkningen ikke er overvåget på kryds og tværs og ikke har været udførligt nummereret og registreret siden 1968, er der masser af muligheder for at gemme sig for myndighederne.

Så hvis man vil til Vesteuropa af bekvemmelighedsgrunde, er det torskedumt at rejse til Danmark, hvor asylsagsbehandlingen er særdeles grundig - se bare på, hvad den koster - og hvor man ikke kan leve uden for det velorganiserede samfund. Et land som Italien med en stor uformel økonomi er vel snarere magnet for bekvemmelighedsflygtninge.
Uffe Ellemann-Jensen påstår, at en høj anerkendelsesprocent viser, at Danmark ødsler sine skattekroner bort på asylansøgere uden asylgrundlag. Men man kan med lige så god ret - og ud fra ønsket om en restriktiv udlændingepolitik - hævde, at det gælder om at få anerkendelsesprocenten så tæt på 100 som muligt.
Hvordan det?
Jo, hvis vi opretholder de strenge krav til asylsagsbehandlingen og - som det ofte er gentaget i den senere tid - kun giver asyl til dem, der er konkret, individuelt og personligt forfulgt, så er det unægtelig et sundhedstegn, hvis anerkendelsesprocenten ligger tæt på 100. Så er dét jo dokumentationen for, at vi bruger færrest mulig penge på at indkvartere og forvalte de asylansøgere, der ikke har noget asylgrundlag.
Hvis procenten nærmer sig 100 i Danmark, kan det være et tegn på, at potentielle asylansøgere i alle lande har fattet budskabet i den meget restriktive danske udlændingepolitik, der kombineret med CPR-systemet, de gule sygesikringsbeviser og tæt myndighedskontrol gør det surt - eller umuligt - at leve uofficielt i Danmark. En høj anerkendelsesprocent kan pege i retning af, at mennesker, der bryder op, bare fordi de er fattige, eller bare fordi der er krig i deres land (uden at de er personligt forfulgte), eller bare fordi de vil sikre deres børns fremtid, i stedet søger til andre lande, hvor de ikke konstant mærker myndighedernes ånde i nakken. Og der er mange sådanne lande, når man kigger ud over europakortet. Især dem med såkaldt "lave anerkendelsesprocenter".

Det fyger med tal i valgkampens slutfase. Både de anvendelige og de uanvendelige. Hvor de europæiske landes såkaldte anerkendelsesprocenter hører til i sidstnævnte kategori - i hvert fald når man sammenligner dem - er det umiddelbart forståeligt og klart, når Udlændingestyrelsens tal dokumenterer, at både antallet af spontane asylansøgere, antallet af anerkendte flygtninge og antallet af opholdstilladelser af humanitære eller ganske særlige grunde er faldet markant fra 1996 til 1997. Udviklingen går op og ned over en årrække, men der er i hvert fald intet i 1997-tallene, der giver belæg for - som Venstre gør - at sige, at vi "bliver ved med at tiltrække flere".
Men i modsætning til de meget omtalte anerkendelsesprocenter er faldet i antallet af asylansøgere og flygtninge i Danmark helt uinteressant for partiet:
"Jeg er sådan set ligeglad," kunne vi i mandagsavisen citere Venstres udlændingeordfører Birthe Rønn Hornbech for at sige. Hun er optaget af, hvad hun kalder "principperne", og af at vi ikke kan "værge os over for en massetilstrømning".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her