Læsetid: 6 min.

Ret eller rettigheder

5. marts 1998

Hvem har ret? En ny ophavsretlov sætter sindene i bevægelse. Et fremskridt, siger Kulturministeriet. Kunstnernes rettigheder sikres, siger kunst-organisationer. Man stjæler vores ret til egne værker, siger kunstnere

Copyright

Hvorfor har såvel forlæggere af kunstbøger som en række billedkunstnere i den senere tid protesteret heftigt mod den ophavsretlov, kulturminister Ebbe Lundgaard (R) har på trapperne?
At kunstbogforlagene protesterer, kan man forstå. I Berlingske Tidende den 26. februar mente flere forlæggere - blandt andet Torsten Bløndal fra Edition Bløndal - at den nye lov ville betyde kunstbogens død.
"Jeg kan ikke tro, at kulturministeren er ude på at lukke forlagene, så jeg kan ikke forstå, hvad han vil med forslaget," udtalte han.
Synspunktet forudsætter imidlertid, at forlæggerne ikke tidligere har betalt kunstnerne rettighedshonoraret, og det er fortalere for loven da heller ikke sene til at påpege:
"Da det i 1995 blev slået fast, at forlagene skulle rette henvendelse til hver enkelt kunstner, fik vi også at vide, at dette ville blive kunstbogens død," siger Klaus Groos, specialkonsulent i Kulturministeriet til Information.
"Nu har vi sagt, at hvis det er så besværligt for forlagene at finde frem til den enkelte kunstner, så laver vi en kollektiv aftale. Og nu bliver bliver det så kunstbogens død. Vi slår den åbenbart ihjel hvert tredje år," griner Klaus Groos, der mener, at man med loven tager endnu et skridt i retning af, at kunstnere får deres honorar.

Indædte modstandere
Det forunderlige er imidlertid, at mange kunstnere er lige så indædte modstandere af loven som forlæggerne.
Det er der flere årsager til. Loven, der blev fremlagt i efteråret, bestemmer, at gengivelse af visuelle kunstværker i alment oplysende værker og håndbøger for fremtiden skal reguleres via kollektive aftaler mellem de organisationer, der repræsenterer kunstnere og brugere. Til den ende er ti forbund, der organiserer billedkunstnere, fotografer og andre visuelle billedproducenter gået sammen og har dannet Danske Billedautorer med et samlet medlemstal på ca. 5.000.
Billedkunstnerne er hovedsagelig repræsenteret i BKF (Danske Billedkunstneres Forbund, der har 1.200 medlemmer). Man regner med, at der findes omkring 2.000 professionelle billedkunstnere i Danmark. Danske Billedautorer, der også rummer medlemmer fra eksempelvis Jornalistforbundet, Dansk Forfatterforening og Reklamefotograf Foreningen skal forhandle rettigheder med brugerne. Copy-Dan Billedkunst skal administrere.
Det, der har vakt furore er, at den enkelte kunstner ikke længere skal spørges om lov i tilfælde, der er omfattet af aftalelicensen, ret til gengivelse kan indhentes direkte hos Copy-Dan/Danske Billedautorer.
"Princippet er, at ikke repræsenterede rettighedshavere også er omfattet," forklarer Martin Kyst fra Kulturministeriet. "Formålet er at sørge for en smidigere rettighedsklarering, så vi overvinder brugerens problem med at finde den enkelte kunstner og kunstnernes problem med at kontrollere, om deres værker bliver reproduceret," siger Klaus Groos.
Som et eksempel på, hvad der falder uden for aftalelicensens område nævner Klaus Groos monografier, og han understreger, at "aftalen skal gælde de områder, hvor der er behov."

Absurde forhandlinger
De områder, aftalelicensen omfatter, fastlægges imidlertid ikke snævert i lovteksten, detaljerne skal forhandles på plads mellem Danske Billedautorer på den ene side og brugerne på den anden, forklarer Kyst.
Et af problemerne er netop, at lovteksten ikke lægger noget indhold ind i tvangslicensen, men at indholdet skal fastlægges via forhandlinger," siger billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard. Ifølge Nørgaard er disse forhandlinger endda allerede foregået, hvilket dog bestrides af Kirsten Kirkegaard, forvaltningschef på Copy-Dan. "Loven nåede kun gennem førstebehandling før valget, og før der kan forhandles, skal den vedtages," siger hun.
Men Bjørn Nørgaards hovedindvending er Danske Billedautorers mangel på repræsentativitet:
"En gruppe mennesker, der ikke på nogen måde er repræsentative for de danske billedkunstnere, har forhandlet sig til hånds- og halsret over kunstnernes egne værker. Det er absurd. Det ville svare til, at Dansk Arbejdsgiverforening forhandlede overenskomst med stukkatørerne, hvorefter denne så skulle gælde for alle andre faggrupper også. Hvad tror du, Metal ville sige til det," spørger han.

Forunderligt
Noget der komplicerer sagen er, at der faktisk sidder et udvalg, som næsten er klar med en rapport, der skal klarlægge hele billedkunstens situation, det såkaldte Orth-udvalg, opkaldt efter sin formand Carsten Orth fra Brandts Klædefabrik i Odense. Meningen er, at udvalgets rapport skal danne grundlag for en egentlig billedkunstlov.
Bjørn Nørgaard, der selv sidder i Orth-udvalget undrer sig over, at kulturministeren ikke har afventet udvalgets rapport - og han undrer sig des mere, fordi udvalget overhovedet ikke er blevet orienteret, siger han.
Også billedkunstneren Thorbjørn Lausten undrer sig. "Jeg finder det forunderligt, at rettighedsspørgsmålet er trukket ud af helheden," siger han.
Thorbjørn Lausten finder det indlysende, at kunstnere selv må have dispositionsretten over deres værker. "Det har alle andre, så hvorfor skal kunstnere fratages denne ret," spørger han.
Kirsten Kirkegaard erkender, at de kunstnere, der ikke vil organiseres i Danske Billedautorer, fratages deres eneret til at bestemme men kun inden for det snævre område, der gælder alment oplysende værker, betoner hun. Værker af eksempelvis religiøst tilsnit eller med reklamemæssige formål er ikke omfattet, siger hun.
Kirsten Kirkegaard minder om de tilstande, der herskede før 1995, hvor enhver vederlagsfrit og uden at spørge kunne benytte ét billede af en kunstner og kun henvende sig, hvis det drejede sig om mere end ét billede.

Nødvendig ordning
Det er betænkeligt at lave vandtætte skotter mellem kunststøtteordninger og rettighedsordninger, siger forskningslektor på Københavns Universitet, kultursociologen Peter Duelund. Set under en kulturpolitisk synsvinkel, hvor ophavsret og kulturstøtte bør høre sammen, havde det været en god ide at afvente Orth-udvalgets rapport, mener han. Han henviser til, at de to første love, det nyoprettede kulturministerium i sin tid gav, var revisionen af ophavsretloven i 1962 og loven om Statens Kunstfond i 1964. "Det er en god illustration af den kulturpolitiske opfattelse, at ophavsret og kulturstøtte må gå hånd i hånd," siger han.
Peter Duelund mener imidlertid, at de elektroniske medier kun efterlader kunstnerne tre muligheder - med en kollektiv aftalelicens som den mest spiselige. De to andre udgøres af enten en total opgivelse af kunstnernes eneret eller en lovfæstet tvangslicens, der ville udelukke forhandlingsmuligheder.
"I forhold til de fremtidsudsigter, der består i, at de store mediekonglomerater i løbet af en fem til ti år ensretter hele kulturformidlingen, er en aftalelicens det rimeligste bud," siger han.
Han påpeger, at det ikke er småbeløb, der tales om. Afgifter for ophavsrettigheder indbringer tilsammen kunstnerne lige så meget, som de får ind via den offentlige støtte, understreger han.

Billedkunst består af unika
Men netop denne betragtning gælder ikke for billedkunsten, mener Bjørn Nør-gaard. Loven tager ikke hensyn til, at billedkunsten - i modsætning til de øvrige kunstarter - består af unika. For musik, bøgers og films vedkommende er der tale om massefremstillede produkter. "Det betyder jo, at en blankbåndsafgift eksempelvis indbringer rigtig mange penge. Men for billedkunstnere, der laver én af hver, duer ordningen ikke," siger han.
"En kunstner kan vel i gennemsnit regne med at få gengivet værker op til ti gange i løbet af et år. Det giver måske en 2-3.000 kroner, er altså nærmest komplet ligegyldigt. Og for at opnå denne ret vil man have, at vi afgiver enhver ret til egne værker."
- Der er jo ikke tale om enhver ret, men kun om retten til alment oplysende værker. Eksempelvis monografier falder uden for aftalelicensen.
"Lad os sige, at jeg forhandlede med et forlag og med museer om at lave en monografi over mine værker," svarer Bjørn Nørgaard. "Samtidig kunne Copy-Dan så lave en aftale om at udsende noget af det samme materiale som i monografien andetsteds uden mit samtykke!"
Thorbjørn Lausten har også indvendinger her: "Måske er der tale om et yngre værk, man ikke selv er tilfreds med og ikke længere ønsker at få sit navn forbundet med," siger han. "Det vil nu kunne reproduceres imod kunstnerens ønske."

Kunstnernes arbejdsvilkår
Såvel Nørgaard som Lausten ser det grundlæggende problem i, at lovgivere og bureaukrater mangler fornemmelse for kunstnernes arbejdsvilkår. Således fremhæver kulturministeren at Kunstfondens forøgede midler "især er rettet mod billedkunstnerne" (Berlingske Tidende d. 26. februar), og det betyder eksempelvis, at unge kunstnere nu efter endt uddannelse kan få to gange 70.000 kroner i to år.
"Men det betyder ikke, at billedkunsten har fået en stor indsprøjtning. De to-årige ydelser er en slags iværksætterydelse, en éngangsbevilling, og når tiden er gået, er billedkunsten ikke stillet bedre end hidtil," fastslår Lau-sten.
"Realistisk set er billedkunstnere i dag små næringsdrivende," siger Bjørn Nørgaard. "Derfor kan vi ikke acceptere, at nogen skal bestemme, hvad vore produkter skal koste, og hvem de skal sælges til. Det næste bliver vel, at man vil bestemme, hvad en kvadratmeter kunst skal koste!"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu