Læsetid: 5 min.

Ridderroman med dame

4. marts 1998

Morten Sabroes nye roman er ikke bare hans hidtil bedste, men også både en spændingsroman og et egotrippende portræt af en sand elsker i et forkert århundrede

NY BOG
Nogle vil labbe Morten Sa-broes nye roman Johanna i sig som den nøgleroman, den også er med sine vittige og sikkert letgenkendelige portrætter af mennesker på og omkring dagbladet Politiken. Andre vil læse den som et vidnebyrd om alt det, journalisten Sabroe kan med sit sprog, både sætte en scene og i et intenst, ekspressivt nu skabe den sjældne syntese af det følte og det udefra oplevede.
Men bogen kan også læses som en raffineret, romantisk spændingsroman om en mand, der farer vild i sit livs løgne og længsler. Under denne vinkel bliver Johanna en krydsning af Raymond Chandlers Farewell, My Lovely og Michael Larsens Uden sikker viden udsat for psykologisk jazzorkester.
Bogen er Sabroes bedste roman til dato og handler om den 42-årige journalist Tho-mas Bertini, der færdes des-illusioneret og pinagtigt bevidst om sin alder mellem de smukke unge mennesker i det københavnske cafémiljø.
Bertini er nemlig en malplaceret romantiker, en ridder i et forkert århundrede, der dømmer sig selv og sin omverden lige kompromisløst. For hvor findes nu til dags romantikken og den journalistik, der kommer fra leveren?
Bertini bærer sin længsel med sig som et adelsmærke, der gør ham svær at omgås for jævnaldrende og kolleger, som i hans øjne lader sig nøje med smart jargon, nedslidte parforhold fiffet op med nusset utroskab samt avisens middelmådige leflen for artikler, der kan stå fire af på et opslag.
Men så sker det utrolige: Ridder Bertini møder sin Hjerter Dame i skikkelse af en underskøn pige, halvt så gammel som han selv. De flytter sammen, bliver gift, Ber-tini tør knap tro sin lykke og rejser verden rundt med sin Johanna. Indtil katastrofen: En dag forsvinder Johanna, mens Bertini dækker en boksekamp i Las Vegas. Da han efterforsker historien, ruller et mareridt sig ud. Johanna har hele tiden haft en anden identitet, et andet liv. Men hvorfor? Og hvor er hun nu? Bertinis kærlighed nægter at give op: "Johanna, jeg kan lugte dig nu. Det er din friske duft af ungdom, jeg ånder den ind. Jeg ved det nu, jeg elsker dig stadig. Og jeg ved, at jeg vil finde dig og se om du også elsker mig."

En moderne Don Quixote
Det er en bog man læser med stor lyst og nysgerrighed, men også en tragisk historie om en moderne Don Quixote der søger noget, der faktisk er gået tabt, hans egen ungdom. Bertini lever i intens bevidsthed om at leve i en virkelighed, han selv drømmer frem.
I bogens begyndelse skildres det humoristisk, som i den scene, hvor Bertini opsøger den pladeforretning, hvor Johanna arbejder: "Åh jo, jeg gik forbi. Og hver gang jeg gjorde det, kunne jeg mærke at hun så efter mig, stillede sig på tæerne, jublede: 'Det var ham!' Den femte gang tog jeg mod til mig og så derned. ... Jeg læste skiltet på døren: 'Lukket mandag'."
Bertini mærker nemlig mest af alt sig selv, og senere bliver hans egotrip og selvsuggestion en fælde. Johanna kan dukke op med et flækket øjenbryn, han kan sågar se hende med en anden mand, han spørger hende ikke ud - en halvgammel ægtemand er én ting, men en halvgammel, jaloux ægtemand...
Men Bertinis problem som elsker og ægtemand bliver også hans problem som fortæller. Pigen Johanna forbliver en slags kliché, en kimære eller luftånd, der kun opstår for at mistes og udstille Bertini i al hans sårbarhed. Det er selvfølgelig en pointe - men unægtelig en svaghed ved bogen, at dens titelperson ikke får eget liv. Der er kun én hel person i denne bog, Bertini selv, og tabet af Johanna sætter ham langt om længe tilbage på sporet som den eminente journalist, vi også gerne tror på, at han er, manden der søger sandheden for enhver pris - men først, når den ikke længere kan såre ham.

Også nøgleroman
Men hvad er en løgn? Også Bertinis forældre levede på en løgn - de havde bare besluttet sig for at være fælles om den. Er det simpelthen nutidens problem, at vi ikke længere bakker op om hinandens livsløgne? Eller er det bare Bertinis problem, at forældrene var så opslugte af deres fælles fortælling, at de overså sønnen, der derfor i sin voksne alder ustandselig må eksponere sig selv som klovn, slagsbror og ridder?
Morsom er bogen godt nok også, og som nævnt noget af en nøgleroman. Det grinagtigste og kærligste af hans portrætter viser en vis chefredaktør Hellmann, avismand til det yderste af neglene, i Bertinis øjne halvt gud, halvt distræt og farlig faderfigur. Som her, hvor han råber Hellmann an på gaden ved Rådhuspladsen: "Han hører intet, går i sine egne tanker. ... Nå, bare der ikke kommer nogen og minder ham om at det er i København han er, det kan tage humøret fra ham, gøre ham kold som is, få ham til at pønse på et grimt lille indfald. .../ - Hellmann! Han standsede. Så vendte han sig om. Det var nu det gik op for ham hvor han var."
På avisredaktionen prøver Hellmann at ydmyge Bertini, det lykkes kun halvt, og kæphøj vover Bertini at bagvaske avisens søndagsredaktør: "Jeg fatter ikke hvordan du kan tage den mand alvorligt," sagde jeg. "Han er en katastrofe som søndagsredaktør./ Hellmann drejede et nummer./ - Katastrofe? sagde han fraværende. - Hvorhenne?"

Mandebog
Man kan kalde Johanna en nøgleroman med selvbiografiske træk, en krimi eller en kærlighedsroman i jeg-form, endda en pikaresk, quixotisk roman hvis det er litteraturhistorisk, man vil være. Det er en mandebog af en type, jeg troede ikke kunne skrives mere, en skamløst følsom eksponering af længslen efter skønhed og totalitet, efter at få hele verden skænket bredfuldt af en enkelt kvindekrop. Man skal næsten tilbage til Johannes Ewald for at finde så urimelig en længsel som Bertinis, så kilderkært et hjerte parret med selvironisk indsigt i riddersjælens mangel på realitetssans.
Det gør ikke Johanna til en 'stor' bog, der er stadig noget mærkeligt uforløst ved Bertinis glatte drengesjæl i en 42-årig krop og ved hans ureflekterede blik på den kvinde, han trods alt lever sammen med i over et år. Også historien om forældrene ser ud til at rumme mere, end Sabroe her har magtet at fortælle.
Men sammenlignet med Michael Larsens og Peter Høegs lumsk kedelige spændingsromaner, hvor man må gnave sig igennem tolv sendrægtige kapitler om sommerfuglenes forpuppelser for at finde ud af, hvordan fanden bogen ender - så snupper jeg nu Sabroe. Han kan nemlig skrive bukserne af de fleste.

*Morten Sabroe: Johanna. 262 sider, 250 kr. Gyldendal, udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu