Læsetid: 9 min.

Rygklappernes

21. marts 1998

Når TV 2 mandag nat begynder transmissionen af dette års Oscaruddelinger, sidder mange millioner mennesker klinet til skærmen for at gætte med eller for bare at opleve lidt af Hollywood-stjernestøv. Men hvor stor en værdi har Oscarstatuetten egentlig?

Da Ole 'Bogart' Michelsen for ca. otte år siden præsenterede sine seere for Bruce Beresfords firedobbelte Oscarvinder Chauffør for Miss Daisy, kommenterede han dens Oscar i Bedste Film-kategorien med ordene: "Det siger mere om Oscaruddelingerne end om filmen selv."
Det var ikke, fordi Ole Michelsen mente, at filmen var dårlig, men i erkendelse af, at filmen ikke var det års bedste. Og det kan da også kun undre, at mere kvalificerede bud på årets bedste film som Oliver Stones Født den fjerde juli, Peter Weirs Døde poeters klub og Jim Sheridans Min venstre fod blev væltet af skamlen.
Men det er ingen nyhed, at Det Amerikanske Filmakademi er kendt for at tage nogle lidt besynderlige beslutninger, når de skal uddele deres små eftertragtede statuetter.
Umiddelbart skulle man mene, at siden de nominerede er til afstemning blandt samtlige akademiets 5.000 medlemmer, så skulle der ikke være så mange muligheder for at påvirke udfaldet - ingen muligheder for at drive politik eller på anden måde føre resultatet i en bestemt retning.
"Det har netop intet med politik at gøre," hævder Tiwi Magnussen fra M&M Productions, der med Anders Thomas Jensens Wolfgang for andet år i træk er nomineret til en Oscar for Bedste Korte Fiktionsfilm.
"Det er ligesom et folketingsvalg - der er ingen der ser, hvad du stemmer. Det er hvad folk føler."
Thomas Lydholm fra Victoria film, der står bag den anden af årets danske nominerede film, Birger Larsens Ska' vi være kærester?, uddyber:
"Der er en hård indbyrdes konkurrence de store studier imellem for at blive nomineret. De ringer gladeligt til 2.000 mennesker, hvis det kan hjælpe dem. Så det politiske foregår mest på et manipulerende plan."
En tanke den tidligere Oscarvinder Bille August bakker ham op i.
"Man kan ikke manipulere med så mange mennekser - man kan købe en masse annoncer, men man kan ikke lave nogen deals. De går meget op i det, og de følger virkelig deres intuition, deres oprigtige mening og deres smag."
Men der er alligevel nogle faktorer, som spiller afgørende ind, når de mange medlemmer skal vælge deres favoritter. Og som i kritikeres øjne er med til at fratage Oscarpriserne noget af den integritet og værdi, så stor og medieombejlet en filmpris burde have.

Reklamecirkus
De mange store filmselskaber lægger et gigantisk arbejde i at promovere filmene og de medvirkende både op til nomineringerne og inden selve uddelingen. For Your Consideration tilbyder ekstravagante helsides farveannoncer i de store aviser og brancheblade som f.eks. Variety og Hollywood Reporter, mens de mange akademi-medlemmer bombarderes med eksklusive pakker, hvor selve filmene udgør den mindste del. Et fænomen, akademiet forsøger at dæmme op for pr. brev at advare medlemmerne mod at lade sig influere af den megen luksuriøse tingeltangel, som følger med.
Dét er den mest synlige og direkte del af de elementer, som er med til at styre Oscar-aftenen. Men allerede i løbet af nomineringsprocessen sker der ting og sager, som synes en smule diskutable.
Som f.eks. i 1995, da Rob Reiner i 1993 ikke blev nomineret som 'Bedste Instruktør' for Et spørgsmål om ære, selvom filmen var nomineret i 'Bedste Film'-kategorien. De to kategorier forudsætter traditionelt hinanden, men gennem de seneste 10-15 år har det ændret sig således, at i hvert fald én film hvert år må undvære at blive nomineret for Bedste Instruktør, selvom den er nomineret for Bedste Film.
Det er svært at adskille de to kategorier (den ene går til producenten, den anden til instruktøren), for hvem kan egentlig helt konkret forklare, hvorfor en film, der vinder for 'Bedste Film ikke også vinder for Bedste Instruktør? På den anden side kunne man hævde, at de to priser giver det konfliktsky akademi muligheden for at dele sol og vind lige ved både at honorere producent og instruktør, samtidig med at det er nemmere at undgå alt for store kontroverser ved at give to forskellige film ligeså betydningsfulde priser.
Et andet af Oscaruddelingernes mere kritisable indslag er en hang til political correctness. I akademiets regelsæt for selve afstemningsprocessen fastslås det, at "udmærkelse i filmmageri er den eneste faktor, som vi tager i betragtning, når vi afgiver vores Academy Award-stemmer."
Lidt en tilsnigelse, når det igen og igen har vist sig, at stemmerne tit og ofte falder ud til fordel for meget politisk korrekte og ikke for kontroversielle kandidater, i hvert fald hvad angår Bedste Film-kategorien. Som f.eks. i 1989, da Bedste Film blev handicap-dramaet Rain Main. Et velment og meget korrekt valg, som gik udover en anden nomineret og, mente nogle, en bedre og vægtigere film, nemlig Alan Parkers borgerrettigheds-drama Mississippi Burning.
At de to dokumentar-Oscars i 1996 gik til film, som havde Holoccaust som emne er vel heller ikke tilfældigt.

Fællesnævner
Som sagt skulle det være umuligt at drive politik med selve afstemningen, idet vi snakker om stemmerne fra 5.000 forskellige og uafhængige individer. Men som med alle andre flertalsbesluninger, går stemmerne som regel til den mest populære, den der taler mest til følelserne, den mest sympatiske, den mest mainstream. Det er i hvert fald meget sjældent, at de vindende film i Bedste Film-kategorien skal findes udenfor de stort indtjenende og bredt appellerende Hollywood-films rækker.
En undtagelse var sidste års Den engelske patient, der sammen med en lang række andre, uafhængigt producerede film, løb med de fleste priser. Men man kan jo ikke beskylde den episk udseende storromance for at falde udenfor den amerikanske mainstream, og den indspillede da også en hoben penge.
Umiddelbart virker det altså noget forlorent at sige, at det er de bedste film, som bliver belønnet på den store aften. Især det faktum, at flere af medlemmerne ikke har set alle filmene, virker foruroligende. Der har endda været eksempler på, at filmstjerner ikke engang selv har udfyldt deres stemmesedler, men i stedet ladet deres koner, mænd eller sekretærer gøre det. Og ifølge rygterne er det faktisk kun halvdelen af de mange stemmesedler, som kommer retur fra medlemmerne.
Her spiller premieretidspunktet ind. Har en film fået premiere tidligt på året, så er der større chance for, at de nomineringsberettigede har glemt den. Mange af de film, som menes at have Oscarchancer får derfor først premiere i december måned, dvs. kort tid før nomineringen går i gang. En undtagelse fra denne regel er Woody Allen, der konsekvent lader sine film få premiere i begyndelsen af året, hvilket måske også er grunden til, at han faktisk kun har vundet for instruktion én gang (i 1978 for Annie Hall) og manuskript to gange, selvom han er blevet nomineret mere end ti gange ialt.

En stor rolle
I de ligeså prestigefyldte skuespil-kategorier spiller sympati- og fortjeneste-faktoren en vigtig rolle. Da Jessica Tandy vandt en Oscar for sin rolle som Miss Daisy i Chauffør for Miss Daisy, gav hun baghjul til stærke konkurrenter som Michelle Pfeiffer og Jessica Lange, i en sejr, man kunne sige var for "lang og tro tjeneste," og ikke så meget for selve præstationen. Det er først, når man ser på mere teknisk orienterede kategorier som fotografi, klip og lyd, at man kan føle sig nogenlunde sikker på, at det vitterligt er håndværket og ikke annoncerne eller gaverne, som er afgørende.
Og ifølge Bille August er også Oscar'en for Bedste Udenlandske Film omgærdet med stor respekt, som giver sig udslag i, at medlemmerne i hvert fald hér tager deres ansvar meget alvorligt. Bl.a. skal de kunne dokumentere, at de har set alle film i kategorien for at kunne stemme.

Populisme
Undersøgelser viser, at Oscarnomineringer har en meget positiv indvirkning på filmenes indtjening, mens en Oscarstatuette i visse tilfælde har betydet en fordobling og endda tredobling af billetsalget. Så det er ikke så underligt, at selskaberne er villige til at ofre mange penge på at få deres film med i en af de små kuverter.
Og for stjernerne selv kan det også få det resultat, at deres honorarer stiger betragteligt, fordi de efter at have vundet en Oscar vurderes til at være et bedre trækplaster. Sidst, men ikke mindst, skal man ikke undervurdere den anerkendelse, der trods alt stadig ligger i statuetten. Selvom De Gyldne Palmer i Cannes måske har en større kunstnerisk værdi, så er Oscar'en uden diskussion verdens største filmpris med den suverænt største mediebevågenhed. Et skulderklap fra et miljø, hvor anerkendelse og overlevelse betyder alt. Både Thomas Lydholm og Tiwi Magnussen har allerede følt den store interesse, som alene en Oscar-nominering medfører, og de er ikke i tvivl om, at både nomineringer og Oscar-statuetter på længere sigt er til gavn for dansk film.
Og for Bille August er der ingen tvivl om, at den Oscar, han vandt for Pelle Erobreren, har sin store betydning.
"En Oscar har en stor kommerciel værdi," mener August. "Jeg tror, at folk, når de ved, at en film har modtaget en Oscar, tænker, at den har fået et kvalitetsstempel. Når man skal lancere en film, og det gælder specielt ikke-engelsksprogede film, så kan det være altafgørende for, om man i det hele taget får solgt filmen. Jeg har oplevet, at det her har givet mig nogle muligheder, som jeg har haft lyst til at prøve."
"Man skal ikke glemme, at det foregår i Hollywood, som er styret af kommercielle interesser. Hvis en film kun har været en stor kritiker-succes og en ikke særligt stor økonomisk succes, så har den ikke nogen stor chance for at vinde en Oscar. Der er Breaking the Waves et godt eksempel - der er en indre logik i, at den ikke kunne vinde en Oscar."
Det er nemt at afvise Oscarpriserne som et gennem-populistisk fænomen, som lugter så langt væk af penge og brutale ambitioner, at det er skræmmende. Men der er også tilpas megen virkelighedsflugt, succes og opfyldte fantasier over selve uddelingen til, at millioner af mennesker verden over sidder limet til skærmen år efter år for at få et glimt af yndlingsfilmstjernen, gætte med ved uddelingen eller for bare at opleve lidt af det stjernestøv, som Hollywood denne aften drysser nedover sig selv.

De nominerede er...
Årets Oscarnomineringer er selvfølgelig domineret af filmbraget Titanic, der er både kritiskerrost og en gigantisk økonomisk succes og således næsten sikker på at sætte endnu flere rekorder. Filmen tegner sig for ikke mindre end 14 Oscarnomineringer og tangerer derved All About Eves hidtige rekord. Det bliver så spændende, om Titanic kan vinde ligeså mange eller flere Oscars end de 11, som er Ben Hurs rekord.

*Bedste Mandlige Hovedrolle:
Matt Damon, Good Will Hunting
Robert Duvall, The Apostle
Peter Fonda, Ulee's Gold
Dustin Hoffman, Wag the Dog
Jack Nicholson, Det bli'r ikke bedre

*Bedste Kvindelige Hovedrolle:
Helena Bonham Carter, Wings of the Dove
Julie Christie, Afterglow
Judi Dench, Mrs. Brown
Helen Hunt, Det bli'r ikke bedre
Kate Winslet, Titanic

*Bedste Mandlige Birolle:
Robert Forster, Jackie Brown
Anthony Hopkins, Amistad
Greg Kinnear, Det bli'r ikke bedre
Burt Reynolds, Boogie Nights
Robin Williams, Good Will Hunting

*Bedste Kvindelige Birolle:
Kim Basinger, L.A. Confidential
Joan Cusack, In & Out
Minnie Driver, Good Will Hunting
Julianne Moore, Boogie Nights
Gloria Stuart, Titanic

*Bedste Instruktør:
Peter Catteneo, Det er bare mænd
Gus Van Sant, Good Will Hunting
Curtis Hanson, L.A. Confidential
Atom Egoyan, The Sweet Hereafter
James Cameron, Titanic

*Bedste Korte Fiktionsfilm
Dance Lexie Dance
It's Good To Talk
Sweethearts? (Ska' vi være kærester?)
Visas and Virtue
Wolfgang

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu