Peter Plys-læsere vi forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at der er kommet sådan noget æseldyr-agtigt over den
Herhjemme
Hver søndag morgen klokken ti minutter over ni kører de en fin lille rubrik i radioens P1: Glæden ved... - og så kommer der et eller andet, som dagens causør ikke kan stå for, "Glæden ved at drikke kaffe/ lytte til sommerregn/ kigge på landkort/ skrive med fyldepen".
Hvadsomhelst, men, som man kan se, gerne noget lidt paradoksalt eller lidt gammelmodigt, så vi, der hører P1, kan føle os hjemme i vores segment: vi, der kan huske ting og sager og nuancer og stemninger fra dengang, verden var præmodernistisk.
Der er en af mine største glæder, de ikke har haft på endnu, måske fordi den alligevel ligger for tæt på det postmodernistiske. Men for det første synes jeg ikke, det i sig selv skal være diskvalificerende, og for det andet kan jeg være bange for, det også er en glæde, der snart er historie - så her kommer den: glæden ved at have en Lada.
Det er helt bevidst, at jeg skriver have og ikke køre, for det er jo ikke for køreegenskabernes skyld, jeg har en Lada.
Prisen gør det ikke alene
Da jeg købte den brugt i 1992 for 14.000, må jeg indrømme, at prisen var en del af glæden - men det var ikke det vigtigste, jeg kunne såmænd have bevæget mig helt op i 16.-l7.000, uden at det havde væltet mit budget.
Nej, det centrale i glæden ved at have en Lada ligger på det ideologiske plan: hvad skal vi med vesteuropæisk finish, vesteuropæisk forkælelse, vesteuropæiske fristelser? Nu har jeg altid haft en del sympati for skrabet socialisme, også inden jeg fik min Lada, men jeg kan huske, hvordan mit politiske tilhørsforhold bare blev mere og mere nagelfast dér i de tidlige 90'ere, hvor Weekendavisen ellers ikke lagde fingrene imellem.
Når jeg kørte rundt i min Lada og tænkte på, hvad Bent Blüdnikow nu havde skrevet om Sovjetunionens velfortjente sammenbrud og Vesteuropas triumf, så skulle der ikke mere til end et par ulækre BMW'er eller Peugeot'er ude i overhalingsbanen, før jeg vidste, hvor jeg hørte til. Her sad jeg i min Lada og kørte vist 80 km i timen (speedometeret virkede ikke så godt), og hvis de folk derude ikke havde andet at bruge deres liv til end at ligge bevidstløst omkring de 130, så dem om det.
I øvrigt kan min Lada godt køre 125, bare man ikke skal snakke sammen imens, men jeg kan nu godt lide at sidde med mine børn og kommentere alle dem, der suser forbi i deres store monsterbiler.
En anden ting, jeg sætter pris på ved min Lada, er, at den virker så anonym. Så stilløs.
Jeg er lidt af et storbymenneske, og jeg bryder mig ikke om hele tiden at blive genkendt eller bare kategoriseret som én, der hører til inden for en bestemt livsstil. Dér kan jeg huske, hvor hårdt jeg havde det i 70'erne, hvor jeg havde en 2 CV. Udover at den faktisk kørte dårligere end en Lada, så blev selve kørslen også mere usikker, fordi vi hele tiden skulle holde øje med andre små 2 CV-familier og bruge en masse kræfter på at vinke og vise vores sympati med alle dem - og der var mange i 70'erne - der også havde valgt rigtigt.
Som Lada-ejer er man uden for kategori, man er ikke rigtig noget, muligvis er man fattig, men måske er man bare én, der ikke går op i den slags - ihvertfald har jeg aldrig været ude for, at en lille glad Lada-ejer har vinket indforstået til mig, fordi jeg også sad i en Lada.
Bliver altid forbigået
At have en low budget-bil giver jo også et low budget-forbrug. Man sparer en masse forsikringer, f.eks. ville det være helt meningsløst at tyveriforsikre en Lada. Og selvfølgelig kan det være udmærket at spare nogen penge. Alligevel er det dette punkt, der gør mig betænkelig - dét, der får mig til at sige, at min Lada-glæde måske snart er historisk. Jeg har jo min Lada for at den skal blive brugt, ikke bare for at den skal stå og ikke blive stjålet. Ikke at jeg ligefrem ønsker, den blev stjålet, selvfølgelig ikke, men det kan genere mig, at den altid bliver overset. Og ikke bare af biltyvene.
Når jeg har meldt mig til diverse kørselsordninger i min fodboldklub f.eks., er jeg altid blevet forbigået. Min søn ville hellere melde afbud til en udekamp end sidde med mig plus tre holdkammerater i en Lada, og på mit eget oldboys-hold er mine kørselstilbud nærmest blevet tiet ihjel, ledsaget af ti små skæve smil, inden vi som sædvanlig er kravlet ind i BMW'erne.
Så det sker altfor tit, at min Lada bare står og falder hen, og det sætter jo sine spor. Peter Plys-læsere vil vide, hvad jeg taler om, når jeg siger, at der er kommet sådan noget æseldyrsagtigt over den.
Og så er TV-Avisen på det sidste begyndt at bringe nogle indslag, der for alvor gør mig bekymret: i seks år har jeg følt, jeg ikke har haft noget at frygte fra biltyvene, men nu er politiet selv begyndt at fjerne gamle, udrangerede biler, som folk har efterladt rundt i gader og stræder, nu hvor alt andet end kvalitetsbiler er blevet forbudt.
Måske har jeg bare set forkert, måske har tv-kameraerne ikke rigtig fået stillet skarpt - men jeg synes, at de bilvrag virker foruroligende pæne. Og jeg føler, at jeg taler for en truet gruppe af Lada-ejere, når jeg siger: Kære ordensmagt, har I ikke noget bedre at tage jer til?
