Læsetid: 3 min.

Så sødt som i gamle dage

3. marts 1998

The Sound of Choise Ensemble kan stadig tømme en koncertsal. Denne gang med hjælp af trompetisten Markus Stockhausen

KONCERT
Det var et nostalgisk møde med den frit improviserede musik søndag eftermiddag. The Sound of Choise Ensemble gæstede foreningen Ny Musik i Birkerød, som afholder koncerter i Mantziusgården.
Ensemblet med de eksperimenterende musikere spillede sammen uden at have mange aftaler på forhånd. Gruppens musikudfoldelse griber tilbage til tidligere tiders intuitive musik, som den blandt andet er set fremstillet af John Cage og Karlheinz Stockhausen.
Et postkort fra sidstnævnte forklarer en del af den tids tankegang: "Spiele extrem kurze Ereignisse so lange bis dir jedes wie eine Ewigkeit vorkommt." Det meditative, det evigt cirkulerende, det transcendentale moment, spillede en vigtig rolle.
1960'erne var den frie improvisations guldalder. Samme årti var også en højtid for fluxus og happening, som rykkede ved selve vores måde at opfatte kunst på. Alt var i princippet muligt og alt var i princippet tilladt. Der blev stillet spørgsmålstegn ved selve værkbegrebet. Hvad er et værk? Hvornår er det ikke et værk?
The Sound of Choise Ensemble griber i musikudfoldelsen tilbage til den problemstilling. Derfor er The Sound of Choise Ensemble den klassiske musiks svar på de rockbands, der spiller
Beatles-numre sådan som Beatles gjorde det. Eller de middelalderensembler der spiller gammel musik på autentiske instrumenter.
I den kendsgerning ligger ikke en negativ vurdering af The Sound of Choise Ensembles virke, blot en konstatering af, at ensemblet ikke tilføjer musiklivet noget som helst nyt.

Et guddommeligt svar
Selve den engang så tidstypiske problematik blev sat på spidsen af den midaldrende herre, der midt under koncerten gik op til arrangøren og tydeligt gav frit løb for sin vrede. "Give 100 kr. for noget sådant," sagde han og forlod salen. Derefter fulgte en stille publikums-udsivning gennem hele koncerten.
Efter første sæt stod herren uden for og ventede på arrangøren, hvor han uddybede kritikken: "Jamen, de spillede jo ikke et eneste nummer!"
Arrangøren svarede: "Jo, det gjorde de faktisk efter at du var gået ud." Dette svar er i sin enkelhed et drømmesvar, en guddommelig replik, som normalt kun kan udføres af politikere. I dette tilfælde på niveau med Clintons hash-svar. For ved at påstå at ensemblet havde spillet et nummer efter manden var gået, lukkede arrangøren godt og grundigt munden på den utilfredse kunde. Hvis han var blevet inde i salen havde han haft mulighed for at fortsætte diskussionen, for derved at muliggøre en eventuel tilbagebetaling af de 100 kr.
For når sandheden skal frem, havde den midaldrende mand jo ret: Ensemblet spillede hverken et nummer før eller efter manden var gået. Musikerne spillede ingenting og alting - de spillede helt sikkert ikke et 'nummer' eller et 'værk'. I hvert fald ikke i den forstand, vi traditionelt kender et værk, som konsti-tueres af en begyndelse, en slutning og noget midt imellem. Og lakmusprøven i dette tilfælde er, at ensemblet aldrig nogensinde vil være i stand til igen at spille musikken præcis som den lød mellem kl. 15 og kl. 17 i Mantziusgården den
1. marts 1998.

Øjeblikkets spil
Paradokset er, at tilgangen til denne musikalske praksis er gammel (mindst 30 år) og lyden er mere eller mindre gammel. Selvom musikerne muligvis vil mene, at de spiller noget helt nyt, så arbejder de alligevel på baggrund af klicheer. Ikke mindst Markus Stockhausen, der i sine lyriske improvisationer lader hele Miles Davis' æstetik strømme ud af røret.
Tilsvarende med de andre musikere. Det meste er - so oder so - set og hørt før. Musikken er derfor ikke diskvalificeret af de grunde, den mid-aldrende herre fremsatte (musikerne er faktisk fremragende gode på deres instrumenter).
Det er faktisk helt urimeligt at kritisere musikerne for ikke at spille et 'nummer'. Ensemblet griber blot tilbage til en historisk praksis, der går ud på at spille det, øjeblikket byder musikeren at spille.
Det betød ved koncerten hyl og skrig og en farlig masse hittepåsomhed med alskens effekter på scenen og uden for scenen. Skruet ind i en slags bølgeform, hvor meget intense og kraftige forløb afløstes af bløde og mere poetiske passager.
Meget store musikere magter dette øjeblikkets spil i de heldigste øjeblikke. Hvis sådanne var til stede søndag eftermiddag, var de uheldige.

*The Sound of Choise Ensemble - Lars Møller (saxofoner), Lars Juul (slagtøj), Hasse Poulsen (guitarer), Thomas Sandberg (slagtøj), Frederik Lundin (saxofoner) - med trompetisten Markus Stockhausen. Mantziusgården, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her