Læsetid: 5 min.

Hvad Schröder vil...

7. marts 1998

Kohl's regeringskoaltion i intern strid, mens udfordreren Gerhard Schröder søger at vise statsmand-agtig tilbageholdenhed

Socialdemokraternes overdådige valgsejr i delstaten Niedersachsen - SPD's bedste siden 1947 - og den efterfølgende kåring af Gerhard Schröder som SPD's kanslerkandidat har sat gang i de politiske spekulationer i de tyske medier. Således har de mangfoldige tyske tv- og radiostationer, dagblade, ugeaviser og politiske magasiner bragt hvert deres bud på, hvad Schröders valgsejr betyder for det politiske landskab, og diskuteret, hvad det betyder for Helmut Kohls borgerlige koalition.
For at Kohl er hårdt ramt, synes der ikke at være nogen tvivl om hos de tyske iagttagere. Ikke mindst efter at Kohl-regeringen torsdag led deres første afstemnings-nederlag i Forbundsdagen nogensinde i sagen om, hvorvidt tysk politi skal have lov til at aflytte private hjem, hvortil også journalist-redaktioner, lægers konsultationsrum samt advokaters fortrolige samtaler med deres klienter hører.
Her stemte ni forbundsdags-medlemmer fra det lille liberale koalitionsparti, FDP, nemlig for et ændringsforslag fra SPD og Bündnis 90/De Grønne, hvorefter de journalister, læger og almindelige advokater ikke kan aflyttes, som det ligeledes gælder for forbundsdags-medlemmer, præster og forsvarsadvokater.

Sagen, der længe har virret frem og tilbage i den politiske debat, har især for FDP betydet interne problemer, fordi lovforslaget medfører klare indgreb i grundlovens frihedsrettigheder - hvilket traditionelt har været FDP's gebet. Hvorfor så centrale FDP politikere som veteranerne Otto Graf Lambsdorff, den tidligere erhvervspolitiske talsmand, og tidligere udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher var blandt de ni, der stemte sammen med oppositionspartierne.
Hvilket ikke just faldt i god jord hos CDU/CSU. Således var Kohl ifølge nyhedsbureauet Reuter "ualmindeligt irriteret" over afstemningsresultatet og gav FDP tørt på under det ekstraordinære møde torsdag aften. Bayerns ministerpræsident, Edmund Stoiber (CSU), kaldte FDP medlemmernes egenhændighed en "provokation".
Når afstemningsresultatet ses som en svækkelse af Kohl hænger det dels sammen med, at det kommer ret efter Schröders valgsucces, og dermed forstærker euforien i den socialdemokratiske lejr og forsikrer SPD-vælgerne om, at det var det rette sted, de satte krydset. Men primært er det fordi, sagen tolkes som et tegn på, at Kohl har mistet styringen med regeringskoaltionen, eller i det mindste fornemmelsen for, hvad der sker i FDP. Her bør tages i betragtning, at en af de ni "provokatører" er Hans-Dietrich Genscher, den tidligere udenrigsminister, som Kohl har arbejdet sammen med i ti år - og at Kohl ved, at sagen har fundamental betydning for enkelte af FDP-medlemmerne.
Dertil kommer, at FDP's rolle som retspolitisk vagthund i stigende grad synes overtaget af Bündnis 90/De Grønne, der som oppositionsparti længe har haft alle muligheder for at profilere sig på området. De Grønne har således vundet indpas i traditionelle FDP-områder som flygtningepolitikken og det enkelte individs beskyttelse mod statsmagten. Hvorfor stadigt flere spørger, hvad man dog skal med et parti som FDP, der efterhånden kun har den neoliberale økonomiske politik med budskabet om mere marked, mindre stat tilbage.
FDP's svage position på delstatsplan - det er kun repræsenteret i fire af Tysklands 16 delstater - og partiet procentanddel på 6,9 procent på landsplan understreger Kohls usikre grundlag ved det kommende forbundsdagsvalg, i og med spærrereglen på fem procent.

I det hele taget ville Kohl have stået betydeligt bedre, hvis det i stedet havde været Gerhard Schröders rival Oskar Lafontaine, SPD's partileder, der var blevet valgt som socialdemokratisk kansler-kandidat. I meningsmålingerne leder Schröder klart foran Kohl, når man spørger, hvem de ønsker som regeringschef. Her opnår Schröder således 55 procent mod 28 procent til Kohl, mens 10 procent ikke ville vide af nogen af dem. Havde det været Oskar Lafontaine, Kohl havde været oppe imod, stod 33 procent på Kohl, mens 41 procent ønskede Lafontaine -- 20 procent ville derimod ikke have nogen af de to. Og valgbarometeret svingede to dage efter resultatet i Niedersachsen også klart i SPD's favør. Med en stigning på fire procent opnåede SPD således 43 procent af de adspurgtes gunst, mens kun 36 procent foretrak de kristeligt demokratiske unionspartier CDU/CSU, der dermed er gået yderligere et procentpoint tilbage.
Nu er prognoser noget andet end reelle valgresultater, hvilket ikke mindst Kohl understreger, og fremhæver, at mens han hænger bagud i prognoser, så plejer han at vinde valgene. Fire socialdemokratiske kansler-kandidater har han været oppe imod og besejret. Først Hans Jochen Vogel, ikke nogen videre karismatisk mand, der ved valget i 1983 stod med et stærkt internt splittet parti. I 1987 blev det den populære regeringsleder fra delstaten Nordrhein-Westphalen, Johannes Raus tur, der også måtte kæmpe med et parti-interne modsætninger. I 1990 overtog Oskar Lafontaine kansler-kandidaturet, der for det første stod for langt til venstre i partiet til at kunne tiltale mere midtersøgende vælgere, der derefter stemte borgerligt. For det andet fejlvurderede han nok den nationale længsel, der med Murens fald og Kohls retorik gav fremgang til CDU/CSU. Fire år senere var det Rudolf Scharpings tur til at møde Kohl-muren.

Så er det, man spørger, om det nu er Gerhard Schröder, der står for tur til at lide nederlag. Er Kohl også denne gang i stand til at modgå vanskelighederne, ikke mindst det symbol på stilstand, som flere og flere tyskere tillægger Bonn-regeringen. For selvom de fleste af de økonomiske nøgletal er med ham - stabil valuta, lav rente og lav inflation, en smule økonomisk vækst samt en Euro, der kører på skinner - er arbejdsløsheden på næsten fem millioner i sidste ende tyskernes væsentligste målestok. Og den ser ikke ud til at bedre sig.
Hvad er det da for en kansler-kandidat, SPD har fået sig? Hvad vil Schröder, hvis han vinder til september?
Schröders første politiske handling, i fald han virkelig bliver kansler, bliver at genindkalde til rundbordssamtaler om arbejdsløsheden - det såkaldte Bündnis für Arbeit - og få gang i beskæftigelsen. Onsdag fremlagde SPD således et forslag til 1998-valgprogram betitlet "Arbejde, innovation og retfærdighed". Oplægget består dog mestendels af fine målsætninger og brede formuleringer, der senere kan udfyldes af konkrete forhandlinger.

Hvad der er mest bemærkelsesværdigt er dog den tilbageholdenhed, Schröder har lagt for dagen siden sin nominering som SPD's kansler-kandidat, på trods af sejrsrusen og mediestormen. Således lægger han i de utallige interviews meget stor vægt på Oskar Lafontaines rolle i SPD og tilslutter sig gang på gang dennes politiske udtalelser. Også i forhold til Lafontaine-fløjen, for eksempel Johannes Rau, Wolfgang Thierse og Rudolf Dreßler, har udmeldelserne fra Schröder været yderst tilbageholdende.
Noget egentligt valgkampsmandskab har Schröder heller ikke fremlagt, omend valgkamps-lederen fra Niedersachsen, Bodo Hombach, og pressechefen sammesteds fra, Uwe-Karsten Heye, ikke benægtes at være potentielle kandidater.
Schröder har dog vedstået, at en rød-grøn koalitions regering nok er det sandsynligste, i fald Kohl skal væltes. Schröder har endda benævnt De Grønnes formand, Joschka Fischer, en mand med "store evner, også på det udenrigspolitske område" og rost ham som et "strategisk tænkende hoved", da ugeavisen Die Woche spurgte om Schröder så Fischer som potentiel udenrigsminster i fremtidig en rød-grøn regering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu