Læsetid: 5 min.

Selma Lagerlöf som medafhængig

31. marts 1998

Der ligger en lidenskab under hele Peter Langdals opsætning af P.O. Enquists nye stykke - en glød, der ulmer og truer med når som helst at blive til en eksplosionsbrand

TEATER
Selma Lagerlöf. Ikke et navn, der vækker de helt store lidenskaber i København 1998. Knap nok genkendelse. Enkelte vil måske huske, at hun har skrevet den roman, der lå bag Bille Augusts ikke rigtig vellykkede Jerusalem for et par år siden. Men ellers? Helt glemt er hun vel ikke, men læst bliver hun ikke mere.
Anderledes formentlig i Sverige, hvor hun vel fortsat er nationalklenodie. Hun fik trods alt Nobelprisen.
Man kan synes, det er dristigt af Betty Nansen Teatret at sætte P.O. Enquists Billedmagerne op - et stykke, der i den grad er blevet lanceret på Lagerlöf-navnet. OK, Bodil Udsen som Selma, men alligevel: Lagerlöf demaskeret, Lagerlöfs inderste hemmeligheder blotlagt osv. Hvis ingen læser Lagerlöf - hvem kan så interessere sig for hendes snavs og sorte pletter? Med eller uden Udsen.
Overhovedet ikke noget problem, viser det sig, fordi Billedmagerne kun på ét plan handler om Lagerlöf. Billedmagerne er med Lagerlöf som eksempel.
I sin efterskrift til bogudgaven af stykket lægger Enquist vægten et helt andet sted - han skriver om 'medafhængighed'. Bag, ved siden af og omkring mange alkoholikere findes én, måske flere, med-afhængige. Dvs. ikke-alkoholikere, hvis tilværelse i den grad præges af alkoholiserede ægtefæller eller bekendte, at alkohol også for dem bliver et afgørende livsvilkår.

Medskyldige
Enquist skriver:
"De medafhængige beskytter, forskønner og forvandler sig til medskyldige. De omdigter. De fabrikerer undskyldninger og tørrer brækket op og taler om 'forkølelse'. De fornægter skammen. Og de føler skyld over fornægtelsen."
Melody Beattie har i sin populære håndbog Gør dig fri af andres misbrug (Borgen, 1990) lavet lange lister over reaktions- og handlingsmønstre hos med-misbrugere. I et afsnit om lav selvfølelse opsummerer hun på ganske få linier, hvad der også er kernen i Enquists stykke:
"Medmisbrugere vil typisk
*komme fra forstyrrede, undertrykte eller dysfunktionelle familier;
*benægte at deres familie var forstyrret, undertrykt eller dysfunktionel;
*give sig selv skylden for alt..."
Enquist understreger i samme efterskrift, at "to kategorier er særlig veldokumenterede. Det er hustruer og døtre, de der åbenbart er de mest sårbare af dem, der er medafhængige af en mandlig alkoholiker... Medafhængighed er, ikke principielt men statistisk set, et kvindespørgsmål."
Han erkender, at han bevidst har trukket nuancer og tvivl og usikkerheder ud af sin teatertekst: "Jeg betragter problemet ud fra et enkelt perspektiv: Selma Lagerlöfs livslange medafhængighed."

Køresvenden
Stumfilmen Køresvenden fra 1920 regnes almindeligvis som et af genrens hovedværker - instrueret af Viktor Sjöström, fotograferet af Julius Jaenzon, baseret på Lagerlöfs roman. Køresvenden handler om en mand, der ædes op af og dør af tuberkulose. Enquist - og andre - mener, at Lagerlöf bruger TB som metafor for alkoholisme. Spørgsmålet er, om Sjöström har gennemskuet hende. Enquist mener ja.
Skuespillet udspilles over to dage. Selma Lagerlöf har indfundet sig i Stockholm hos instruktøren og fotografen for at se de første skitser til filmen.
I klipperummet befinder sig også den unge skuespiller Tora Teje, som har en flirt kørende med fotografen og står i forhold til instruktøren. Tora Teje ved, at hun er ved at blive droppet af Sjöström, og muligvis er det desperationen over dette svigt, der får hende til at gå i kødet på den ellers ret utilnærmelige Lagerlöf, som af fotografen netop er blevet betegnet som 'nationalmonumentet'.
Tora Teje udfordres af mændenes ærbødighed og Lagerlöfs opblæsthed og går med en formidabel opvisning af vulgaritet og grovhed og (bevidste) fortalelser i gang med at prikke hul på den store dame.
Respektløsheden sender mændene i dækning, men Lagerlöf genkender sig selv og sit eget ungdomsoprør i den unge kvinde og finder sig i fornærmelserne - indtil hun til sidst krakelerer og i en lang monolog går bagom de faderskikkelser, hun har skabt i sine bøger - tilbage til den fordrukne familiedestruktør.
Øvelsen gentages i anden akt, som udspiller sig dagen efter. Tora er utilfreds med den store dames betroelser og vil - irriterende, insisterende - et spadestik dybere, og helt ind til kærnen.

De rigtige ligtorne
Tora Teje har instinktivt forudsætningerne for at træde på alle de rigtige ligtorne: hendes far har været gennem en tilsvarende deroute, kommer fortsat ind imellem og tigger hos Viktor Sjöström. Mens Tora Teje har været i stand til så nogenlunde at distancere sig, sidder Selma disse mange år efter fortsat fast i sumpen.
Billedmagerne er som teatertekst ikke Enquists hovedværk. Den er for lang og for rodet. Der er problemer med at holde dampen oppe. Instruktøren Peter Langdal har ikke taget imod udspillene fra forestillingens Tora, og har - vel sagtens af respekt for Enquist - ikke turdet forkorte eller stramme op. Et langt mellemstykke i den alt for lange første akt truer med at vælte hele læsset: Der er tomgang mellem Tora Tejes eksplosionsserie og Lagerlöfs store monolog. Diskussionen omkring filmen er for omstændighed i forhold til den brug, forestillingen i øvrigt gør af den.
Men der ligger under det hele en lidenskab - der er en glød, der ulmer og truer med når som helst at blive til en eksplosionsbrand. Den kommer egentlig ikke, men det gør ikke så meget - tålmodigheden bliver alligevel i sidste ende belønnet.
De to herrer får ikke et ben til jorden, hverken i fortællingen eller på scenen. To af de helt store navne i tidlig svensk filmhistorie er reduceret til servile skvat. Søren Spanning og Søren Hauch-Fausbøll har loyalt påtaget sig opgaverne.
Til gengæld folder damerne sig ud i de to pragtroller. For Charlotte Bøving er Tora Teje et gennembrud, der vil noget. Hendes nervøse kredsen om ofrene, både Lagerlöf og Sjöström, er ren rovfugl. Hun er grov, vulgær, hånende - på kanten af sit eget sammenbrud.
Og Bodil Udsen - er hun ikke allerede selv blevet noget i retning af et nationalmonument?
Peter Langdal har som instruktør lagt bånd på sig selv og har formentlig givet sig rap over nallerne hver gang han har haft lyst til at lægge lidt ekstra flødeskum og krymmel på. Og han har så alligevel ikke kunnet lade være - der vises klip fra den oprindelige Køresvenden. Klippene er tintede, dvs. forvrængede i forhold til den originale film med en distancerende og absolut unødvendig farvetone. Hvem der end har ansvaret står til mindst en måned i nærmeste kunstfængsel.
Men - dialogen står rent, ingen overdrevne bevægelser og krummelurer, ingen overdreven tydeliggørelse.
Scenografien er tilsvarende diskret: Et arbejdsrum hos en filmskaber. Med en enkelt armstol til den store dame i forgrunden.
Selma Lagerlöf er i missionssort med en enkelt dyr broche i halsen. Tora Teje er i iført noget lag-på-lag silke, der er både dengang og nu.
Ligesom hendes sprog. Frederik Dessau har til sin oversættelse fundet en tone, som ikke er 20'erne, slet ikke 90'erne, men alligevel tilstrækkeligt altmodisch til at vi ved, at det ikke er nu - uden at skulle spekulere over forældede formuleringer. Og det vil sige, at den er præcis.

*Billedmagerne. Skuespil af P.O. Enquist. Oversat af Frederik Dessau. Instr.: Peter Langdal. Scen.: Steffen Aarfing. Betty Nansens Teatret. P.S. Teksten til skuespillet er - med Enquists efterskrift - udsendt af Samlerens forlag, 147 s., 198 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her