Læsetid: 5 min.

Sex i glemmebogen

20. marts 1998

Amerikanerne er ligeglade med Clintons påståede sex-ekskapader, og hans popularitet er stigende

Here we go again", plejede præsident Ronald Reagan at svare sine politiske modstandere, når de beskyldte ham for alskens forbrydelser. Replikken og hans charmerende stil lagde straks låg på polemikken.
I dag er det jævne amerikanere, som nærmest distraheret ytrer samme sætning om den strøm af anklager, den ene kvinde efter den anden disker op med om præsident Bill Clintons sex-eskapader. Da Gennifer Flowers i 1992, Paula Jones i 1994 og Monica Lewinsky i 1998 fortalte deres pikante historier, var pingerne i den amerikanske presse ikke i tvivl: Dette er enden på Clintons politiske karriere.
Sådan lød spådommene også sidste søndag, da den tidligere demokratiske partiaktivist Kathleen Willey gentog sin version af, hvad der skete i Det Ovale Kontor i november 1993 på USA's mest populære tv-dokumentarprogram, (60 minutes). Hun blev udsat for et sex-overfald af selveste USA's præsident, fortalte hun Ed Bradley, en meget sympatisk indstillet interviewer fra tv-kanalen CBS.
Dagen efter sagde den republikanske senator Orrin Hatch: "Hvis denne anklage er sand, så tror jeg, Clintons karriere som præsident lakker mod enden."
Samfundsforskeren Alan Wolfe var også bekymret den dag. I et interview med Information sagde han: "En ting er, hvis Clinton er sin hustru utro. Det kan folk tilgive ham. Noget andet er, hvis han misbruger sit embede til at overfalde sagesløse kvinder. Det tror jeg ikke, amerikanerne vil kunne leve med."
Wolfe er professor i sociologi på Boston University og forfatter til en ny og meget omtalt bog om den amerikanske middelklasse.
"Baseret på mine undersøgelser er jeg slet ikke overrasket over, at offentligheden tilsyneladende er så uinteresseret i præsident Clintons privatliv. Det er mere eller mindre samme indstilling, de har til deres naboer. Hvorfor skulle de dømme andre, når de i forvejen har svært ved at få deres ægteskab og familieliv til at hænge sammen," mener Wolfe.
Man skulle tro, at en beskyldning om seksuelt overfald på Kathleen Willey ville få amerikanerne til at proklamere: Her trækker vi grænsen! Men det var faktisk ikke reaktionen, da Paula Jones i sin tid påstod at være blevet udsat for sex-chikane af Clinton på et hotelværelse i Arkansas. I stedet mener mange amerikanere, at hendes motiv til at lægge sag an mod præsidenten er mere jordnære. "Der er penge i det," som Paula Jones' søster Charlotte Brown har sagt.
Dertil kommer, at Paula Jones - hvis viden om verden uden for Arkansas er begrænset - lod sig hyre af det yderste højre i amerikansk politik. Meget kan siges om Kathleen Willeys motiver til at tale ud på tv, herunder hendes ønske om at indgå en bogkontrakt for 100.000 dollar, men blandt dem er ikke politisk fjendskab over for Clinton. Hun er demokrat, så det batter og hans "fan nummer ét", som hun skrev i et brev til præsidenten efter den ubehagelige oplevelse.
Når alle disse omstændigheder tages i betragtning, er der ikke noget at sige til, at Det Hvide Hus var rystet mandag og tirsdag. Hvordan ville opinionen reagere på Willeys efter-alt-at-dømme meget troværdige version af præsidentens stimulerende håndarbejde.

Det så ikke lovende ud. Clintons traditionelt stærke støtte hos kvindelige vælgere kunne smuldre. Patricia Ireland, leder af USA's største kvindeorganisation NOW, sagde: "Hvis det er rigtigt, er det en urovækkende episode. Der er ikke kun tale om sex-chikane, men et direkte overfald."
Et par blades skyndsomme opringninger til et dusin vælgere bekræftede formodningen, at Willey-affæren kunne blive Bill Clintons Waterloo. Halvdelen af hans kvindelige tilhængere var pludselig faldet fra, skrev New York Times tirsdag.
Så i går kom endelig dommen, altså meningsmålinger foretaget på videnskabelig basis. Over weekenden var præsident Clintons popularitet gået en kende op! Især kvinder var tilbøjelige til at tro på hans version af episoden, som præsidenten gav under éd i januar, og som blev offentliggjort af amerikanske aviser i sidste uge.
Ifølge Clinton kom Kathleen Willey ind i Det Ovale Kontor i lettere oprevet sindstilstand og anmodede om et fast job i Det Hvide Hus. Hendes mand havde sat sig i dyb gæld. Præsidenten siger, at han trøstede hende og blot kyssede hende på panden.
Halvdelen af amerikanerne tror på Willeys fremstilling, den anden halvdel sætter lid til Clinton, der iøvrigt har udtalt, at han ikke agter at svare offentligt på alle sex-anklagerne. Man forstår godt hvorfor. Næsten 60 procent af amerikanerne mener nemlig, at beskyldningerne kun angår præsidentens privatliv.
Meningsmålingerne sender imidlertid et klart budskab, og det er, at præsident Clinton bør træde tilbage, hvis det kan bevises, at han har løjet under éd. Det mener 63 procent Hvis han nægter at forlade Det Hvide Hus, siger 53 procent, at Kongressen bør anlægge rigsretssag.
Heri ligger paradokset i nutidig amerikansk politik. Alle meningsmålinger viser, at over halvdelen af amerikanerne tror, at Clinton lyver, men de håber inderst inde, at det hele vil gå i glemmebogen. Derfor devisen: "Here we go again".
Dette stiller præsidentens politiske modstandere i et svært dilemma. Det er fristende at angribe hans flossede moralske habitus, men det giver ikke megen politisk gevinst, når over halvdelen af vælgerne ifølge en meningsmåling forkynder, at "de har mistet respekten for præsidenten siden nytår". Mange af disse amerikanere støtter simpelthen stadig hans politik, og ser derfor helst, at han bliver i Det Hvide Hus.
På den yderste højrefløj er der efterhånden blevet ganske stille. Konservative, som jublede, da Paula Jones diskede op med sin saftige sex-historie i 1994, erkender, at det var en dårlig idé at adoptere hendes sag.
"Vi risikerede, at Clinton-folkene ville kalde hende højrefløjens redskab, og det skete selvfølgelig," sagde William Pascoe fra American Conservative Union fornylig til et amerikansk blad.
Denne vurdering synes ret udbredt i de øvre cirkler, men så snart højrelederne forlader Washington og besøger provinsen, hører de andre toner fra græsrødderne. "Aktivisterne kan ikke forstå, hvorfor vi ikke er villige til at sige det indlysende: At hvis præsidenten behandler kvinder på den måde, så bør vi stille tvivl om hans kompetence som præsident," beretter Gary Bauer fra Family Research Council i Washington.
Nogle få røster rejser sig dog over det stumme kor. Én af dem er William Bennett, Ronald Reagans undervisningsminister og amerikanske konservatives uofficielle filosof-ideolog.
"Uanset om Bill Clinton undgår en rigsretssag eller ej, vil hans politiske testamente blive en omsiggribende løgnagtighed, bortødslet tillid, voksende kynisme og en modbydelig politisk kultur," skrev Bennett fornylig.

Fra republikanerne i Kongressen lyder ikke et kvæk. Alle undskylder sig med, at de endnu ikke har fuld indsigt i, hvad der rent faktisk er sket mellem Clinton og damerne. Realiteten er dog, at både republikanere og demokrater aner uråd. Mest af alt frygter de den dag, særanklager Kenneth Starr sender sit mere eller mindre overbevisende materiale til Kongressen.
Det bliver en varm kartoffel at behandle. Hvis Starr imod forventning fremlægger eksplosivt stof, så kan de folkevalgte meget mod deres ønske være tvunget til at sende Clinton hjem til Arkansas. Hvis sagen er mudret, risikerer republikanerne at miste støtte fra konservative vælgere ude i det amerikanske bagland. Meget kan ske inden midtvejsvalget næste november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu