Læsetid: 5 min.

Hvad ska' væk?

4. marts 1998

Direktørerne for Statens Museum for Kunst og Aarhus Kunstmuseum taler for udsalg af museernes samlinger, mens man i Århus viser salonmaleri, erhvervet af margarinefabrikant Otto Mønsted

UDSTILLING
Der var engang en margarinefabrikant. Han boede i et stort og herskabeligt hus i Christianiagade på Østerbro i København, i bedste forlorne palæstil. Huset blev sidenhen en fascinerende ramme om Ruslands (tidligere Sovjetunionens) ambassade, mens margarinefabrikanten og hans hustrus malerisamling skænkedes til Aarhus Kunstmuseum.
Otto Mønsteds samling blev trukket frem i denne avis sidste år, i forbindelse med Gammel Holtegaards oplæg til en diskussion om kunstsamlernes status, som et eksempel på en donation, der ikke hørte til i kongerækken Hirschsprung, Wilhelm Hansen og Rump. Få kendte til Otto Mønsteds samling, færre satte pris på den. Nu har Aarhus Kunstmuseum besluttet sig til at vise Møn-sted-ægteparrets malerier, 49 i alt, restaurerede og dokumenterede i et stort katalog.
Det er i høj grad et lærestykke, og glæder en anden én, der i 1975 tog initiativet til udstille de dengang sjældent viste danske genremalerier fra Aarhus Kunstmuseums magasiner og uddeponeringer. Under den lidt spøgefulde titel Sofastykker vakte denne mønstring af det fortællende maleri betydelig opsigt, og et særnummer af det afdøde kunsttidsskrift Cras (IX 1975) blev viet genremaleriet.
I Cras kunne jeg redegøre for hensigten med udstillingen: "I løbet af et museums historie erhverves ved køb eller som gaver malerier til samlingen, der senere bliver sat på magasin, fordi man skønner, at de ikke holder mål med de bedste kunstværker på stedet. Det er dog nødvendigt med mellemrum at justere sit indtryk af de kunstværker, der lever deres skyggetilværelse i magasinerne - det kunne jo være, at man havde overset nogle kvaliteter i disse malerier."
Lignende overvejelser er gået forud for Nymfer og kronhjorte, der viser en typisk grosserersamling af dansk og fransk salonmaleri fra sidste halvdel af det 19. århundrede. Der er samtidens dyrt betalte, ferme naturalister Otto Bache, Heinrich Hansen, Frederik Kiærschou og Vilhelm Melbye og endnu mere ferme franskmænd fra de parisiske akademier. Sådanne udstillinger kan slet ikke finde sted, hvis museerne begynder at sælge ud af deres samlinger.

Forældelse?
Otto Mønsted døde i 1916, og samlingen kom til Aarhus Kunstmuseum i 1934. Allerede i 1975 var de internationale auktionspriser på salonmalerier så høje, at det kunne være en fristende tanke at se på Mønsteds samling som et salgsobjekt, hvis markedsværdi var det eneste kriterium for museerne. Man kunne forestille sig, at kronhjortene og nymferne kunne udskiftes med mesterværker af Juel og Abildgaard eller Eckersberg og Købke, som dengang var langt billigere til købs end i dag.
Havde Aarhus Kunstmuseum ligget i Amerika, kunne det meget vel være gået sådan. Men danske museer definerer ikke blot deres virke efter markedets krav, så 'bevaring' er stadig et af de vigtigste elementer i museumsverdenen. Hverken udstillingen Sofastykker i 1975, eller Mønsteds Samling i år ville kunne vises, hvis museerne løbende holdt garagesalg.
Det er ellers de tanker, der luftes af Allis Helleland, direktør for Statens Museum for Kunst og, i anden forbindelse end åbningen af Mønsteds Samling af Jens Erik Sørensen, direktør for Aarhus
Kunstmuseum. Debatten har i årevis rumlet i den danske museumsverden, også med henvisning til de amerikanske museer, der flittigt sælger ud, også af værker, som er blevet skænket til museerne.

Kulturværdi
Der er mange aspekter i debatten om køb og salg fra museerne. Vægtigt er argumentet, at man skal respektere de testamentariske bestemmelser, der knytter sig til enkeltpersoners donationer. Her er Statens Museum dog gået i spidsen ved at omstøde Johs. Rumps ønske om, at værkerne i hans samling ikke skal udlånes. I den kortsigtede kamp for at etablere lånemuligheder, har museet besluttet at give los for de farlige transporter af de skrøbelige Matisse-malerier til udstillingssteder i udlandet.
Det siger sig selv, at fremtidens donatorer ikke vil finde sig trygge ved museerne som modtagere af deres bedste eje, når de ser, at der sælges ud af fortidens gaver. Men vigtigst er det, at museerne er sat til at bevare og forske i værker, der ikke til enhver tid er lige moderne. Perspektivet må være længere end det, der dirigerer supermarkedernes kølediske og den sidste salgsdato.
Det er et mærkeligt hovmod, der kommer til udtryk hos Allis Helleland, når hun taler om "fejlindkøb", og det er ildesvarslende, at hun siger, at "der er nok mest tale om ældre værker." (Politiken, 23. februar).
Netop den ældre kunst har stået i skammekrogen i mange år på Statens Museum for Kunst, eller er blevet anvendt som ren underholdning i engle-fjas eller modeshow. Videnskabelige kataloger glimrer ved deres fravær, og samlingerne er så godt som slet ikke forøget med ældre, udenlandsk kunst.

For meget nyt?
At sælge ud af den ældre kunst vil også i de fleste tilfælde betyde en forringelse af den historiske viden. Værkerne har tilhørt de danske konger, eller de er blevet erhvervet af guldalderens museumsfolk som det ypperste, der var til købs på H. C. Andersens og
Kierkegaards tid. Kunstværker er ikke blot æstetiske objekter, men i lange perioder i højere grad kulturværdi.
Ideen om at 'kunne rydde op' lyder som drømmen om en rask forårsrengøring - men selve begrebet "fejlindkøb" er jo galt, ligesom Jens Erik Sørensens forsikring om, at fejlsalg kan gøres gode igen: "Begår man nogle fejl og skiller sig af med nogle, man burde have beholdt, så kan de vel på et tidspunkt købes tilbage igen i kommende generationer, selv om de var overgået til private ejere." Højst usandsynligt, hvis billederne er endt i Brasilien eller Cape Town.
Problemet er heller ikke, set over nationen som helhed, at der ikke købes tilstrækkelig megen nutidskunst. Det er muligt at betragte landets kunstmuseer som en helhed, og med den territoriedragning, der allerede finder sted, skal donationer, indkøb og deposita fra Statens Kunstfond ses samlet. Der findes et Kunstmuseum Danmark, der rækker fra Skagen til Bornholm, og her er den nyeste kunst slet ikke stedbarn.
Det var måske snarere på tide at få en debat om, hvorvidt museerne køber for meget ind af den splinternye kunst, der jo paradoksalt nok ofte kræver langt flere konservator-timer end den gamle. Med den udstillingsfrekvens, der ses i dag, kan den danske befolkning ikke siges at få for lidt billedkunst - og hvis museerne får carte blanche til at købe for at sælge senere, bliver de ideelt set uvedkommende økonomiske kriterier styrket.
Der er vide perspektiver i udstillingen Nymfer og kronhjorte på Aarhus Kunstmuseum

*Nymfer og kronhjorte. Møn-steds samling i Aarhus Kunstmuseum. 7. marts til 1. juni.

*Katalogbog: Mønsteds samling, 156 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her