Læsetid: 6 min.

Skandalernes malstrøm

10. marts 1998

Clintons forhold til sandheden opfattes af den amerikanske presse som mere end tvetydigt - medie-kritikeren Howard Kurtz beskriver skandalerne

NY BOG
BOSTON - Et uforglemmeligt øjeblik. Onsdag 21. januar sad ankermanden Peter Jennings fra tv-stationen ABC på en ophøjet platform i Havana, lige foran mit hotel, og fortalte 15-20 mio. amerikanske seere om pave Johannes Paul II's ankomst til Cuba. Dagen efter var både Jennings og podiet forsvundet.
En saftigere historie end 'konfrontationen mellem Fidel Castro og paven' skulle dækkes her og nu, nemlig avisen Washington Posts afsløring samme dag af præsident Bill Clintons hemmelige elskerinde i Det Hvide Hus. For de europæiske reportere, som blev på Cuba, var det lidt af en gåde, hvordan de store amerikanske tv-stationer på stående fod kunne tage en beslutning om at vende snuden hjemad og være så sikker på at gøre det rigtige. Omkostningerne var enorme.
Et ret overbevisende svar bliver givet i en ny bog, som netop er udkommet i USA. Bogen er skrevet af den velansete mediekritiker Howard Kurtz fra Washington Post og hedder Spin Cycle, Inside the Clinton Propaganda Machine.
"Det Hvide Hus betalte øjeblikkeligt prisen for den aggressive fordrejning (spinning) og de undvigende svar, som havde forbitret journalisterne under de mange skandaler. De fleste reportere antog pr. refleks, at Clinton løj, at han i virkeligheden havde haft et forhold til Monica Lewinsky, og at han nu ville dække over det," skriver Kurtz i et efterord til sin bog.
Så da Clinton i et allerede planlagt tv-interview udtalte, at "der er ikke noget seksuelt forhold," hang pressen sig i hans brug af nutid, hvilket ikke udelukkede, at han kunne have haft sex med praktikanten i datiden. Var det et forsøg på at fordreje sandheden?
Nogle få dage efter skandalen blev kendt, spredte unavngivne kilder rygter om, at Monica var en flirtende og følelsesmæssigt ustabil pige, besat af Clinton. Hendes ældre veninde Linda Tripp, som hemmeligt havde optaget Lewinskys beretning om sit forhold til præsidenten, skulle endda have forfalsket båndet. Den slags 'spin' havde det aggressive pressekorps i Det Hvide Hus oplevet mange gange tidligere. Nu prellede spin-mestrenes strategi af på de garvede journalister. End ikke da rådgiveren Paul Begala klagede til en reporter over, at hans avis havde i sinde at trykke fortrolige oplysninger fra grundlovsdomstolen, hjalp det.
"Det kan I ikke. Det er ulovligt," indvendte Begala. Svar fra reporteren: "Ikke tale om, jeg lever af lækager."
"Clinton-loyalisternes spin var blevet surrealistisk. Selv den snedigste fordrejning af sandheden skal have et minimum at gøre med kendsgerningerne, men ingen i Det Hvide Hus troede inderst inde på præsidentens version. Så spin-strategien blev opgivet," skriver Howard Kurtz.

Flosset renommé
At Peter Jennings og andre så hurtigt fløj hjem fra Havana, skyldtes altså præsident Clinton flossede renommé. Efter hans fem år i embedet var det endelig lykkedes at finde et eklatant eksempel på, hvad pressen hele tiden havde haft mistanke om, men ikke kunne bevise - at Clintons forhold til sandheden er tvetydigt.
Kurtz fortæller om amerikanske journalister, som frydede sig. "Det er, hvad vi altid har sagt. Clinton kan ikke skelne mellem løgn og sandhed. Han sagde, han ikke havde inhaleret marijuana, at han ikke var undsluppet militærtjeneste, at kaffeselskaber i Det Hvide Hus for forretningsfolk ikke havde til hensigt at indsamle penge. Nu skulle han ifølge Lewinsky-båndet have sagt, at oral sex med en anden kvinde ikke er utroskab mod sin hustru... Dybt Godnat."
Monica-gate illustrerer altså, at der er grænser for, hvor meget reportere og deres nyhedshistorier kan blive manipuleret af en snu præsidents talsmænd og rådgivere. På et eller andet tidspunkt giver strategien bagslag, fordi regeringschefens troværdighed langsomt og støt bliver undergravet af de halve sandheder.
Når en politiker som Clinton har allermest brug for at blive behandlet med fløjlshandsker af pressen - dels for at beskytte sit privatliv og dels for blive ladt i fred under den dødsensalvorlige krise med
Irak - gives der ikke længere ved dørene. Medierne tager hævn. Hammeren falder endeligt.

Strøm af skandaler
Det er ikke et kønt billede, Howard Kurtz giver os af hverken presse eller spin-mestre i denne bog. Hans kolleger fremstår af og til som blodhunde, der kredser om ådslerne, mens præsidentens mænd ser det som deres fornemmeste opgave at give journalisterne så få oplysninger som muligt, belønne loyale venner og lægge fjender på is.
Man får en klar fornemmelse af, at Monica-gate ikke skal ses adskilt fra alle de andre skandaler, som har plaget denne præsident og hans regering igennem fem år. Men det er stadig svært at få rede på, om denne politiske tragedie er selvforskyldt eller forårsaget af en alt for aggressiv og sensationshungrende presse. Muligvis ligger sandheden midt imellem.
Der er ingen tvivl om, at intet andet præsidentpar har været udsat for så meget kritik af deres privatliv og forretningsbaggrund i amerikansk historie som Bill og Hillary Clinton. Det var pressen, der bragte historier om Gennifer Flowers, Paula Jones, Whitewater, ulovlig pengeindsamling og al det andet til torvs. Ikke særanklager Kenneth Starr, som kun senere blev sat på opgaven af Kongressen.
Ingen af disse skandaler virker særligt skandaløse på afstand, men af en eller anden mystisk årsag er de kommet i rækkefølge, den ene efter den anden, og hver gang har Det Hvide Hus reageret, som om der var et eller andet, der stak under. Resultatet er, at denne præsident praktisk talt har levet i skyggen af skandaler, siden han blev sværget ind i 1993.
Det kan derfor næppe undre, at Det Hvide Hus samtidig har opbygget den mest effektive propagandamaskine nogensinde. For at give dæk-ningen af afsløringerne en positiv vending har Clintons pressemassører f.eks. lækket oplysninger til topreportere over en længere periode i stedet for at lægge det pinlige materiale frem på bordet en gang for alle. Formålet: at begrænse skadevirkningen. Ifølge mediekritikeren Howard Kurtzs omhyggelige beretning er det også almindelig praksis under pressechef Michael McCurry, en af bogens hovedpersoner, at skyde opsøgende journalisters historier i sænk ved at forære dem væk til konkurrenter eller alle medlemmer af pressekorpset i Det Hvide Hus dagen inden offentliggørelse.
Så kunne man spørge, hvordan McCurry uden videre kan give en eksklusiv historie gravet frem af New York Times væk til andre aviser. Forklaringen er den interessante, at ingen reportere tør trykke en eksklusiv historie, som involverer præsidenten og hans medarbejdere, uden at få bekræftelse eller kommentar fra dem på forhånd. Også selv om kilder og dokumentation er i orden.
Det lyder jo ganske fair, men så snart Clintons pressechef får nys om historien prøver han selvfølgelig at redigere i den. Hvis det ikke lykkes, ja så kan McCurry altså bruge mange ufine metoder mod journalisten. Han/hun udelukkes fra den næste rejse eller får ikke det lovede interview med præsidenten - en praksis, som vor egen statsminister tilsyneladende også har anvendt, hvis man skal tro en nylig artikel i Dansk Journalistforbunds fagblad.
Når det er sagt, skal det tilføjes, at den amerikanske presse er blevet en karikatur af sig selv i årtierne efter Watergate. Den tager det som en selvindlysende sandhed, at en præsidents motiv for at tage en beslutning altid er strengt politisk. Når en topreporter finder indicier på ulovlig eller ureglementerede forhold, så bliver episoden altid fremstillet i det værst tænkelige lys.
Journalisterne synes sjældent at skulle stå til ansvar for fejl, mens ofrene for deres angreb - i hvert fald i Washington - risikerer karriere og meget andet. For Clinton-familien virker det hele som en stor sammensværgelse. Ifølge denne bog kan hverken Bill eller Hillary fatte, hvorfor pressen forfølger dem hele tiden, når de blot ønsker at føre præsidentens politiske program ud i livet.

*Howard Kurtz: Spin Cycle, Inside the Clinton Propaganda Machine. 324 s. The Free Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu