Læsetid: 4 min.

Skikkelser bag ruden

27. marts 1998

Simon Grotrians 'Ti' aktualiserer diskussionen om galskab og digtekunst

DIGTE
En nu sørgeligt afdød litterat og sprogmand brugte engang på et bog-seminar dét billede, at psykosen forholder sig til det færdige kunstværk som skibet på havet til vraget på stranden. Dén tyggede hele forsamlingen på resten af eftermiddagen, dog uden at nå til enighed.
For relationen mellem galskab og kunst lader sig vanskeligt sætte på formel. Mange store digtere var i perioder notorisk skingrende skøre, og utallige psykisk syge har troet, de var geniale poeter. Ja, det intrikate naboskab mellem psykosens sprog og digtningens konstant normoverskridende ordkunst har tilmed ofte fristet ubefæstede sjæle til mangen tankemæssig forkortning og utidig mytologisering.
Man har f.eks. forestillet sig, at den gale kunne skyde en art genvej til poesien, eller at galskaben repræsenterede en eller anden højere eksistens- og erkendelsesform, skønt skønsom videnskabelig forskning klart har vist, at sindslidelser, sprogligt betragtet, snarere består i mangel end i overskud. Dette at være psykisk syg, betyder bl.a. at være berøvet basale udtryksmuligheder, midlertidigt eller permanent.

Uden forankring
Hvor tæt mineret grænseområdet kan blive mellem ordkunsten og det glade vanvid (der netop ikke er muntert, men smerteligt og konflikttungt), mindes man med forstemmende tydelighed om af digteren Simon Grotrians nye samling, hans tiende siden debut'en 1987.
Som sine ni forgængere udmærker den sig ved fascinerende rytmer og dragende billed-konstruktioner, men fravær af syntaktisk struktur og mangel på hverdagssproglig forankring gør, at jeg i dens fire afsnit ikke har fundet mange digte, jeg forstod og fik lyst at citere.
Hovedindtrykket bliver patologisk pølsesnak trods originale fund, fine opdagelser i sproget, flotte udvidelser af feltet for hvad der er digterisk muligt.
Et smukt eksempel kan være kortdigtet "Gry":

Du slynges mod gry
alvorlig som linjer
er støjen fra perlerne.

Hvert skridt på jorden
fordobler din viden
om fuglenes lethed.

Bølgernes oktober sank;
galgen er et smykke
rummet vendt.

Mod midterstrofens anskuelighed skurrer dog her de kryptiske, indadvendte billeder (støjen fra perlerne, galgen), som digtet ikke giver læseren nøgler til, og som derfor bremser fantasien i dens med-digtende forsøg.

Gådefuldt? Mærkeligt?
Stillet over for digte som disse ("Gry" er vel at mærke bogens klareste) kan man vælge at fremhæve de mange uomtvistelige kvaliteter, idet man afstår fra at 'forstå'.
Men man kan også vælge at kalde en spade for en spade, og erindre om, at ægte poetisk dunkelhed og sandt æggende gådefuldhed er og bliver noget andet end dén principielle tillukkethed, der præger disse nye tekster fra en højt begavet, men efter alt at dømme delvis åndsformørket poet.
Et digt, der trods en vis utilgængelighed ikke vækker lyst til alligevel, engang, at forstå det, kan ikke kaldes gådefuldt i positiv forstand. Det står bare som endnu en mærkværdig tekst i en verden, der i forvejen kan forekomme mærkelig nok.
Hvor langt vi i Simon Grotrians 35 nye digte befinder os fra en blot nogenlunde læselig poesi, fremgår ikke mindst af bogens mange sære komposita. Blandt de selvopfundne verber kan man nævne 'vinge-opstå' og 'slåen-løbe'. Af adjektiver møder vi 'selvmords-høj', 'punktum-fremmed', 'oxymoron-lukket' og 'flæske-blå'. Og går vi til substantiverne, bliver eksemplerne nærmest legio: hjem-esse, idé-kammer, regn-økse, telt-vom, hval-gejst, chok-ametyst, højrehånds-voks, midgårds-etui, storm-konvolutter, madpapirs-klipper m.m.
En vis indre linje danner de talrige hentydninger til religiøse rum: tomheds-apostle, triptykon-eng, ind-hymne, urne-træet, helligånds-kind, nadver-kadaver, apsis-revolte, guds-mark.
Et og andet heri lader sig muligvis tyde - således går guds-mark vel sagtens på udtrykket: at være på Herrens Mark - men aldrig så snart har man 'læst' et par kryptiske linjer, før digteren påny springer langt ind i personlige, og i sidste ende private, associationskæder.

Knækkede heksametre
Når man ikke desto mindre må anerkende resultatet som poesi, omend af en særlig slags, beror det på rytmen og klangen.
Tit melder der sig på tværs af billedernes mylder en insisterende daktylisk rytme, som omdanner de sære linjer til 'knækkede' heksametre, og ikke helt sjældent lyder digterens fortænkte religiøse pudseløjerligheder såmænd ganske flot.
Men hvis der er noget, Simon Grotrian skyr, er det mønsterdannelser eller gentagelsesfigurer, der kunne give hans digte en komposition og dermed sætte dem i stand til at holde læserens tanke fast og give fantasien former at bo i.
Spredt i bogen finder man hilsener til visse af kunstens store outsidere: H.C.Andersen, Hölderlin, Georg Trakl og Paul Celan. Men disse brødre i ånden kunne da i det mindste indimellem frembringe stærktvirkende og gyldig poesi.
Grotrian derimod sidder denne gang fast i sine planløst springende billeder. At læse hans nye digte bliver som at stå foran en matteret rude bag hvilken skikkelser synes af færdes som i trance. Lige til at begynde med leder man efter sprækker i utilgængeligheden.
Men efterhånden mister man lysten til at gætte på, hvad der mon befinder sig bag glasset. Muligvis forholder det sig da så enkelt, at de egenskaber ved digtene, der drager, og de der dog holder læseren borte, egentlig er de samme.
Og snakker vi så længere om poesi, forstået som en digterisk praksis, der idet den skaber sin helt egen verden, sætter os i stand til med nye øjne at se den virkelighed, vi er fælles om at være alene i?

*Simon Grotrian: Ti. Digte. 55 s. Kr. 162,00. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu