Analyse
Læsetid: 6 min.

Spæde forhandlingsforsøg i Kosovo

14. marts 1998

Beograd synes at have åbnet for forhandlinger med Kosovos politiske ledere. Men det synes svært overhovedet at komme i gang. Imens ulmer krisen

Siden torsdag har en serbisk regeringsdelegation opholdt sig i Kosovos hovedstad Pristina med henblik på forhandlinger med albanske politiske ledere. Men albanerne bliver væk. Der er angivet flere grunde. En af dem er, at mødet har været dårligt forberedt fra serbisk side, en anden at serberne har sat som forhåndsbetingelse, at albanerne frafalder kravet om løsrivelse og fuld selvstændighed. Samtidig kritiseres de albanske ledere angiveligt fra Kosovos Befrielseshærs side, der ønsker væbnet aktion og beskylder deres politikere, i første række Kosovo-albanernes valgte præsident Rugova, for svaghed. Og nægtes kan det ikke, at albanerne ikke er kommet hverken lokalt selvstyre eller fuld selvstændighed nærmere i de nu snart ni år, der er gået, siden provinsen fik frataget sit selvstyre i 1989.
Der var ellers tegn på en mildning af klimaet for nogen tid siden, hvor der blev indgået en aftale mellem den daværende serbiske regering og Rugova om en normalisering af uddannelsesforholdene i Kosovo. Men aftalen er aldrig blevet realiseret. Og siden da er situationen blevet stadig mere spændt, indtil de væbnede aktioner i de sidste måneder, hvor det har vist sig, at der faktisk eksisterer en Kosovos Befrielseshær, som med maskerede mænd har gennemført koordinerede væbnede aktioner. De har ikke ligget på noget imponerende teknologisk niveau, der har været anvendt håndvåben, maskingeværer og i enkelte tilfælde raketudstyr. Nogle af aktionerne har været at afpresse folk håndvåben, herunder jagtvåben, andre har bestået i at oprette vejspærringer og kontrollere biler, andre har bestået i angreb, og i nogle tilfælde drab på serbiske politifolk. Det er karakteristisk, at aktionerne har haft til formål at presse det serbiske politi til at føle sig usikre i området. Et område i Kosovo synes i en periode at have været uden for politiets kontrol, og de ganske voldsomme kampe tidligere på måneden har tilsyneladende haft som hovedformål dels at genvinde politiets kontrol med området, dels at gengælde aktionerne, som efter serbisk opfattelse ikke er lavet af frihedskæmpere, men bevæbnede, maskerede terrorister. At der har været et betydeligt antal civile ofre, har imidlertid gjort albanernes harme endnu stærkere.

Stemningen i de officielle serbiske medier er voldsom, og en redaktør for et oppositionsblad er blevet kaldt til forhør hos politiet, ligesom andre kritiske mediefolk, fordi man ikke har betegnet politiets modpart under kampene som "terrorister", men som "albanere". Over for udlandet fastholder regeringen i Beograd for det første, at Kosovo er et rent internt serbisk anliggende, for det andet at der er tale om bekæmpelse af terrorisme, og at man fra udlandets side skulle holde sig for god til at støtte en sådan. Det har dog ikke forhindret udlandet i at øge presset på Jugoslavien og give præsident Milosevic en frist til på onsdag til at få gang i forhandlinger, ellers vil Jugoslavien blive ramt af forskellige sanktioner.
Der er paralleller mellem den serbiske holdning og den russiske til Tjetjeniens krav om uafhængighed. Man har nødtvunget affundet sig med det gamle Jugoslaviens opløsning, serbernes fordrivelse fra Krajina og de bosniske serberes stilling som en i det mindste formel del af en bosnisk republik. Man frygter at indre selvstændighed til Kosovo bliver indledningen til det nye Jugoslaviens og Serbiens opløsning. Serbisk presse er stærkt kritisk over for det nye styre i Montenegro, som ligeledes mistænkes for at have planer om at løsrive Serbiens lillebror i den jugoslaviske forbundsstat.

Og så er der Sandzak, dette område med muslimsk flertal som er delt mellem Serbien og Montenegro, et levn fra Berlinerkongressen i 1878, hvor området nok formelt forblev under Tyrkiet, men var under østrigsk militærbesættelse indtil 1908, hvor Østrig i forbindelse med den formelle annektion af Bosnien-Hercegovina trak sig ud af Sandzak. Dette område blev, ligesom Bosnien, et af de steder, hvor der fortsat var en betydelig koncentration af slavisk-talende muslimer, og i dag betragter mange af Sandzak-muslimerne sig som bosniakker, ligesom en del af dem under den bosniske krig drog til Sarajevo for at støtte Alija Izetbegovic. Sandzak er et glemt område under stærk serbisk politikontrol, men er endnu et af de områder, som serberne er bange for at miste på længere sigt. Og igen er der tale om et område, som hører til de ældste dele af den middelalderlige serbiske stat.
Serberne frygter kort sagt en domino-effekt. Det samme gør de slaviske makedonere i Republikken Makedonien, hvis forhold til det store albanske mindretal især i Vest-Makedonien bliver stadig mere spændt. I Republikken Makedonien er der dog stadig tale om en international tilstedeværelse, som hidtil har lagt en dæmper på situationen. Men der er ingen tvivl om, at en del albanere i og uden for Kosovo drømmer om en forening af alle albanere i en nationalstat og føler det uretfærdigt, at stormagternes grænsedragninger hidtil har forhindret dem i dannelsen af en sådan.
De moderate ledere i Kosovo har helt klart forstået, at planer om dannelse af et Stor-Albanien vil være uacceptable for det såkaldte "internationale samfund". Derfor går de ikke videre end til at forlange uafhængighed for Kosovo. Udlandet har imidlertid hidtil stillet sig afvisende også over for en sådan tanke, som det ved vil være uacceptabel for serberne. Valget af spanieren Filipe Gonzales som forhandlingsleder fra OSCE's side er ganske velvalgt. Spanien har jo haft et lignende problem som Jugoslavien, med baskerne. Men takket være en regionalisering af Spanien med vidtgående selvstyre til baskerne, ligesom til katalanerne og andre af Spaniens folkeslag, er det lykkedes at få flertallet af befolkningen i Baskerlandet til at afvise løsrivelsesbevægelsens terrorisme.

Men hidtil står man stadig fra Beograds side afvisende over for en international mægler, ud fra betragtningen om, at det er et indgreb i en suveræn stats rettigheder.
Uofficielt har man imidlertid tidligere accepteret mæglere udefra. Det var således tilfældet med den aftale om normalisering af undervisningsforholdene, som desværre ikke blev ført ud i livet. Det var den katolske humanitære organisation San Egidio, som her fungerede som mægler i det stille. Men desværre synes dette "stille diplomati" at være utilstrækkeligt i den nuværende situation.
Det haster imidlertid med en løsning. Ikke blot på grund af udlandets trusler, som kan få meget alvorlige økonomiske virkninger for Serbien. Men også fordi grunden langsomt synes at svinde under de kosovo-albanske ledere, som stiler mod en løsning med fredelige midler. En væbnet befrielseshær er allerede dannet, og jo mere bevægelsen breder sig, desto vanskeligere vil den blive at kontrollere. Man behøver her blot at kaste blikket på Nordirland for at se risikoen.
Men har serberne andet valg end at stå fast, eller kapitulere? Ja, her kan man jo henvise til, at områder med vidtgående selvstyre ikke nødvendigvis løsriver sig på et senere tidspunkt. Ålandsøerne ønskede efter Første Verdenskig at komme til Sverige, og etnisk var de næsten 100 procent svenske. Men Folkeforbundsrådet, der svarer til FN's Sikkerhedsråd i dag, bestemte, at Finland skulle beholde øerne som historisk finsk territorium. Man gav så øerne en meget favorabel selvstyreordning, og i dag er der intet ønske om en forening med Sverige. Ganske det samme kunne ske med Kosovo.
Men tiden rinder ud for en sådan løsning. Jo mere blod der udgydes, desto vanskeligere bliver det for begge sider. Og desto vanskeligere bliver det at begrænse konflikten. Derfor er der al mulig grund til at se på Kosovo-situationen med stor bekymring, selvom der lige i øjeblikket synes at være forholdsvis roligt. Hvis der ikke sker politiske fremskridt snart, vil der bryde større og mere alvorlige uroligheder ud. Militære løsningsforsøg vil i bedste fald kun have meget forbigående virkninger. Det er der givet folk i den serbiske ledelse der indser. Forhåbentlig er afsendelsen af delegationen til Pristina et første tegn herpå, selvom den må betegnes som mislykket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her