Læsetid: 4 min.

Statsfup og underlige kongesøgere

11. marts 1998

Reglerne for udnævnelse af forhandlingsledere åbner for mange krumspring

SAMTIDSHISTORIE
"Hvis ikke det er statskup, så er det i hvert fald statsfup."
Sådan spruttede en radikal lederskribent af harme, efter Venstres Erik Eriksen i 1950 havde udnyttet en forhandlingsleder-rolle til at danne en regering af Venstre og konservative med sig selv om statsminister.
De radikale havde sådan set ikke noget imod Eriksen. Han var alternativet, efter at socialdemokraternes Hans Hedtoft var "gledet i smørret", som det dengang hed. Hedtoft var kommet i mindretal på sin fastholdelse af smør-rationeringen efter krigen - og havde valgt at gå af uden valg.
De radikale var vrede over, at Eriksen tog de konservative med i sin mindretalsregering. De radikale ville hellere have haft en ren Venstre-regering, som de nemmere kunne koste rundt med. Og så var de misnøjede med den konservative leder Ole Bjørn Kraft og hans NATO-begejstring.
Men da det kom til stykket, havde de radikale ikke nerver til at stemme for en mistillidsdagsorden til Erik Eriksen. De skulle bruge ham til at få en ny grundlov i hus. De radikale lod da også VK sidde på taburetterne, indtil 1953-forfatningen var sikkert i hus. Så satte de Hedtoft tilbage.

Vigtig regel
Af dette historiske fortilfælde fremgår en vigtig regel i spillet om regeringsmagten: Er man først kongeligt udpeget som forhandler, kan man danne den regering, man har lyst til. På egen risiko.
Det gjorde således Venstres Poul Hartling i 1973, da han brugte et forhandlingsledermandat til at danne sin "smalle" Venstre-regering.
Risikoen består i, at ens regering efterfølgende bliver mødt af et mistillidsvotum i folketingssalen. Men de, der skumler over regeringsdannelsen, er måske ikke villige til at gå så langt. Det kunne jo hævne sig ved det valg, som den nedstemte regering efter grundloven har ret til at udskrive. Hartling fik da også lov til at sejle i et årstid.
Hvis partilederne vil sikre sig mod, at en kongeligt udnævnt forhandler laver 'statsfup', som Erik Eriksen gjorde det, må de foreslå en forhandler, der er uden statsminister-ambitioner.
Det skete i de kaotiske uger efter 1975-valget, hvor Folketingets daværende formand, de radikales Karl Skytte, blev udpeget med det særlige formål at undersøge, om der kunne dannes en flertalsregering efter Hartling. Det kunne der ikke. Bolden rullede tilbage til Hartling, som Glistrup spændte ben for, hvorefter den havnede hos Anker Jørgensen.

Kgl. undersøgere
En forhandler uden egne ambitioner omtales sommetider som "Kongelig undersøger".
Efter 1968-valget drejede de radikale leende det til "en underlig kongesøger", da deres Hilmar Baunsgaard på skrømt gav sig i opdrag at søge socialdemokraterne inddraget i en regering under hans ledelse. Det ville S'erne naturligvis ikke, men så havde Baunsgaard over for sit bagland alibiet i orden til i næste runde at danne sin VKR-regering.
Kongelige undersøgere er i det hele taget et radikalt raffinement. Efter atom-valget i 1988 trak de igen de andre partier med på manøvren. Denne gang blev først den socialdemokratiske Svend Jakobsen og dernæst deres egen Niels Helveg sendt nogle resultatløse undersøger-omgange i byen, før de radikale fandt figenbladet aflangt nok til at indtræde i en regering under den konservative Poul Schlüter, som de selv havde væltet.

Indholdsløst mandat
Partiledere søger under dronninge-runder at dække sig mod de uhyrligste konsekvenser af deres forhandlerudpegning ved samtidig at angive et mandat for forhandlingslederen. For eksempel: Med henblik på "en bred regering", "bredest mulige borgerlige regering", "en socialistisk regering".
Disse opgavebeskrivelser er uden selvstændig betydning. De kan højst tjene til at sende et signal til den udpegede. Det er navnet, der tæller - og ikke andet. Inden partilederne når frem til majestætens gemak, skal de aflevere deres råd skriftligt til kabinetssekretæren. Han tæller så mandaterne bag de forskellige navneråd op. Den fungerende statsminister tilkaldes, tæller én gang til, hvorefter den fungerende giver Dronningen det råd at overdrage opgaven til den, der har relativt flest mandater bag sig.
Læg mærke til: Relativt flest. Hvis 'et borgerligt flertal' splittes mellem to forslag til forhandlingsledere, vil tallene formentlig tilsige, at opgaven går til en socialdemokrat.
Det er deri, Mimi Jakobsens og de andre borgerlige småpartilederes pression ligger over for V og K. Uffe Ellemann og Per Stig Møller kan gå alt det i enrum, de vil, for at lægge arm om statsministerposten. Men hvis ikke deres støttepartier er enige, må VK følge dem i navnespørgsmålet, hvis fælles front overhovedet er mulig. Ellers går opgaven til Nyrup.
Men før dronninge-spillet kan komme i gang, skal den siddende statsminister være gået af. Og efter Grundloven behøver han først at gøre det, hvis et flertal i folketingssalen udtaler sit mistillidsvotum til ham.
Nyrup er således i sin ret til på valgaftenen at sige de gode danske ord:
"Lad os nu sove på det."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu