Læsetid: 5 min.

Stedmoderlige følelser

28. marts 1998

Moral i kærlighedsanliggender kan ikke være andet end et flydende bud om at opføre sig ordentligt - også når det er svært.

QLUMMEN
Sidste lørdag blev jeg ramt af en skulptur i maven. Ikke fysisk. Den stod såmænd stille, hvor den var stillet op, på gulvet i et af udstillingslokalerne på Charlottenborg. Men som en psykisk kugle af erindring og samhørighed.
Jeg hører ellers ikke til de kredse, som bliver indbudt til fernisering på Charlottenborgs forårsudstilling. Men i år er min stedsøn blandt de udkårne debutanter, og jeg derfor blandt gæsterne:
"Det er min stedmor", præsenterer han mig for sine venner. Ordet "stedmoder" har en ubehagelig klang i sammensætninger som "stedmoderlig behandling", "stedmoderlig omsorg" eller "stedmoderlige følelser" - det er modpolen til den absolutte godhed i moderlig omsorg og moderfølelse.
Men knægten, som nu er blevet en ung mand, har kaldt mig sådan, siden jeg kunne kigge ham over hovedet. Sikkert fordi hans mor er stedmor til hans to ældre søskende. Så han vidste, at onde stedmødre kan være gode, da vi mødte hinanden.
Nu må jeg lægge nakken tilbage for se ham og hans lige så lange kæreste og venner i øjnene. Og jeg bliver stadig lige glad for at blive kaldt "stedmor"; og lige så stedmoderligt stolt, når han klarer sig godt, som stedmoderligt bekymret, når han tumler rundt i tilværelsen.

Jeg har aldrig betragtet ham som min i den forstand, at jeg kunne se mig selv i ham. Han er en skøn genetisk cocktail af sin fars lange krop og sansende bevægelighed og sin mors intense brune øjne og svungne bryn.
Han tilgang til verden er deres litterære, poetiske, kunsteriske, mens mine årelange forsøg på at proppe lidt håndfast politik og økonomi ind i hovedet på ham med et abonnement på Information er slået fejl: Han læser kun kultursiderne.
Men på Charlottenborgs så jeg pludselig spor fra vores 11 år lange bekendtskab i hans skulptur. Erindringer om en rejse, en fælles måde at opleve verden, og affotografere den som den sanses: I stykker.
Og blev rørt, på en måde, der er lidt upassende til en fernisering.
Med fare for at lyde selvgod og -retfærdig kan jeg ikke lade være med at se det som frugten af, at vi er et par stykker, der for snart mange år siden gjorde os umage for at opføre os ordentligt:
Hans mor sendte ham ordentligt afsted til hans far og mig i weekenden. Jeg tog ordentligt imod ham. Vi opførte os allesammen ordentligt til fødselsdagene og højtidsfrokosterne - det var jo ikke ligefremt sjovt for nogle af os de første par gange.

Men det blev det efterhånden. Hyggen groede ud af de fælles anstrengelser for at få det bedste ud af det, der ikke kunne være anderledes. Det samme gjorde den gensidige respekt, som vi fik hårdt brug for, da min mand - min stedsøns far, min stedsøns mors eksmand - døde for syv år siden.
Sådanne oplevelser af samhørighed, er sædvanlige mellem stedbørn og deres stedforældre, ved jeg fra min familie og vennekreds.
Men ikke alle er så heldige: Der er også rigtigt grimme eksempler på fædre, der ikke tager sig ordenligt af de børn, de forlader samtidigt med, at de forlader deres kone, og eksempler på mødre, som bruger deres magt til at indskrænke børnenes samliv med deres far til det mindst mulige - især hvis han har fundet en ny kæreste. Nikoline Werdelins striber på bagsiden af Politikens første sektion, er for tiden så spiddende onde som masser af skilsmisser.

Det var vel det skræmmebillede, som min kollega Bjarke Møller skrev en leder om og mod for et par måneder siden, hvor han talte for (mildt udtrykt) et ægteskab, hvor kærlighed, ærlighed og troskab følges ad. Hvilket affødte en læserbrevsfejde mellem ældre libertinere og yngre romantikere om "sex og moral" på Informations debatsider.
Jeg kunne nu ikke lade være med at blive i godt humør over, at det lykkes nogle at forene lidenskab og kærlighed med børn og ægteskab og troskab. At romantikken ikke er død.
Men som mit liv har formet sig, måtte jeg undrende spørge: Ved disse unge romantikere ikke, hvor heldige de er? Hvor vover de at bruge ordet ægte kærlighed om deres egen, til forskel for andres? Hvor vover de ophøje deres eget held og livs lykke til almen moral?
Ved de ikke, at deres idealer springer ud af deres liv? At man først får brug for moral, når lysterne ikke vil arte sig efter det romantiske ægteskabsideal: Når mødet med den store kærlighed først kommer efter ægteskabet og børnene, for eksempel.
Ingen ved jo, hvor stor og fuldstændig uomgængelig kærlighed kan være, før de oplever den.
Eller når den store kærlighed ender der, hvor man pludselig forstår boulevardpressens overskrifter om kvinden, der stikker sin mand ned med køkkenkniven.
Eller når den passionerede kærlighed bliver slidt ned. Af livet, for eksempel.
Eller i de såre almindelige og dybt indviklede historier om at blive draget mod en person, man ikke bryder sig om.
Eller om ustyrlige sider af seksualiteten, som man ikke kan (og noget kan man ikke) eller ikke tør udleve med sin elskede ægtefælle.
Eller i alle de andre tilfælde, hvor løgnen er mere skånsom end sandheden, utroskab mere nådig end troskab eller skilsmissen bedre end fortsat ægteskab.
Sådanne almindelige, svære livsvalg gør det umuligt at formulere en alment gældende moral, forstået som konkrete anvisninger på, hvordan sex, ømhed, lidenskab, fælles bolig, børn, tv-hygge, fortrolighed, løgn og sandhed bør hænge sammen. Moralens bagside, moralismen, følger altid med; som forargelse over fraskilte og enlige mødre i 50'ernes Danmark; som absurd teater om en præsidents sexliv i 90'ernes USA.
Næh, moral i kærlighedsanliggender kan ikke være andet end et flydende bud om at opføre sig ordentligt, også når det er svært, og gøre sig umage for at tage vare på de mennesker, der er afhængige af, hvordan man gebærder sig.
Enhver, der har været part i en skilsmisse eller med til at dele børn, ved, at dét er lettere sagt end gjort.
Og derfor stod jeg der på Charlottenborg i lørdags og følte mig ... heldig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu