Læsetid: 4 min.

Stilhedens musik

28. marts 1998

KALENDER
DET INDBYRDES forhold mellem kunstarterne digtning, musik, maleri og skulptur er altid en æstetisk diskussion værd. 'Interartielle relationer' kunne man kalde det for at være med på noderne. Muserne er kærlige søstre! foretrækker F. J. Billeskov Jansen at sige med en metaforisk konstruktion, som forefalder mere menneskeligt genkendelig end det litterære managementsprog.
Spændende er i hvert fald sådanne slægtsmøder både i teori og i praksis, når man har held til at være nydende gæst. Karin Sanders har skrevet en omfattende studie af skulptur- og dødsbilleder i guldalderlitteraturen med titlen Konturer, og af den skånske Hans Lund finder man en lærd bog om Texten som tavla. I retorikken kaldes digtning, som forholder sig til et billede, for ekfrase.
Mig bekendt er der ikke en term for digte, der helt bevidst holder møde med musikken. Måske skyldes det selvfølgeligheden i forholdet, idet digtningens ord nok er grafiske tegn på papir, men ikke mindst er lyd og klang. Og når de ordnes i vers, frie eller bundne, sker det i pro-sodiens tekstlandskaber, som er fulde af rytmisk musik.
Noget andet er den tematiske side. I digtsamling efter digtsamling kan man finde refleksioner over musikken og dens væsen, henvisninger til bestemte værker eller angivelige inspirationer. Slå op i Thorkild Bjørnvig, og se hans musikfilosofi, i Erik Knudsen, og nyd hans jazz-associationer, eller luk op for Johannes Wulff, der ikke sådan må glemmes, og "musik skyller ned over mig fra oven," siger han og tænker sit.
Hvad rocken har betydet for ny poesi, lader sig ikke sige på en studs. Tænkes bort kan den ikke uden risiko for misforståelser, både hvad indhold og udtryk angår.

DET GÆLDER også Poul Borum, hvis sidste bog hed Digte til musik. Et antal af dem er skrevet over bestemte værker eller komponister, Schütz, Bruckner, Schubert, Chopin, Haydn og Webern. Dér gjaldt det den klassiske.

Løv er lutter begyndelser
skiftende mønstre for vindens
bevægelser
tegn for intet i luften...

Sådan lyder Dvorák. Inspirationen er gyldig for digteren, selv om læseren ikke lige kan høre det.
Jan Kjærstad fortæller, at han skrev romanen Erobreren under konstant afspilning af Bachs cembalokoncerter. Konstruktiv prosa.

DEN SVENSKE lyriker Jacques Werup skriver i et efterord til sin nye digtsamling Det stora Preludiet (Bonniers), at han sommeren 1990 hørte pianisten Hans Pålssons gribende tolkning af Chopins 24 præludier, et værk præget af, hvad han længe havde søgt at formulere som digt: oplevelsen af, at livet er en eneste venten, evigt ufuldbyrdet, stadig fornyet.
Det er den intellektuelle overvejelse. Men så kommer det afgørende: Med Préludes i kroppen lod jeg langsomt en litterær version vokse frem!
Det er i kroppen det sker, bevægelsen, vejrtrækningen, blodets banken, der rimer på tanken. Dér står digtene så i hver deres tonart med tempobetegnelse, selv pauserne er med, f. eks. i "Gräs", et betagende stykke:

De som har smak för det
eviga
måste ändå dröja vid minnet
av ett kök om kvällen.
Dröja vid doften av mjölk
och barnens skrik, dröja
vid skenet av levande ljus.

De som vil nå tidens yderste, de som længes mod stjernestøv, de som skyndsomt skaber sig en himmel ... må alligevel blive hos dem, som uden et ord er forsvundet fra det flygtige lys, som i universets nat belyser menneskers ansigter.

Ty det är vid denna
vardagliga gräns
som undret sker, om och om,
i varje stund, mot allt förnuft.

Sådan er præludiets pause. Tilbage til begyndelsen, den underfulde hverdag.
At der også indgår litterære og maleriske impulser i Werups digte, fremgår af titler og noter. Digteren redegør således på flere måder for den kunstneriske proces.

TOMAS TRANSTRÖMER's digte gennemstrømmes af musik, åbenlyst og skjult. Glad, når han hejser Haydn-flaget. Heller ikke han skyer noteapparat til musikfor-ståelse. Titeldigtet i hans seneste samling, der til gen-gæld hedder Sorgegondolen, både fortæller om komponisternes møde i Venedig, Wagner og svigersønnen Liszt, og bruger sidstnævntes to klaverstykker, "La lugubre gondola", som tema og klang. De blev skrevet under samværet og trækkes nu op til digterens samtid og personlige erindringssituation. Kanalerne med havets grønne kraft i sig stiger og bærer fra sit dyb gondolen, tungt lastet med liv. Den er enkel og sort.
Digtet er synligt og hørbart, lyder i stillelæsningen med tunge akkorder, pedalspil, der sammenfatter roligt uden kaos.
Både Werup og Tranströmer er udøvende musikere.
En del digtere er gode mundtlige udøvere af deres vers, bedre end det fremgår af Hans-Magnus Enzenbergers satiriske essay i Zigzak om internationale lyriksammenkomster, hvor f.eks. en ung blond dansker genert står og læser op for et publikum, som ikke forstår dansk, hvad ingen i øvrigt gør, selv om de har lært det.
Enzensberger har åbenbart ikke hørt musikken. Selv foretrækker jeg egentlig også at høre digte for det indre øre.
Poesiens stilhedsmusik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu