Læsetid: 2 min.

Det store spil om konflikten

19. marts 1998

Uroen breder sig i arbejdsgivernes bagland, der ikke kan forstå, at de måske skal trækkes ind i en konflikt, de ikke har haft indflydelse på

De røde faner var taget frem af gemmerne, da Dansk Industri og lønmodtagernes kartel, CO-Industri, igen mødtes hos forligsmanden onsdag. Men der var ikke så mange af dem. Kun omkring 50 repræsentanter fra den københavnske fagbevægelse - måske et symptom på, at der ikke er den store forståelse for en konflikt lige nu.
"Det var ikke meningen, at det skulle være en manifestation. Vi skulle bare være nok til at oprette en fanevagt," lød det fra en forfrossen fanebærer. Han mener, at moralen er stigende.
"Mange af vores kammerater er ved at få øjnene op for, at DI holder os alle som gidsel."
Men der er også en vis murren i krogene hos den anden side. I arbejdsgivernes bagland er især byggesektoren begyndt at give lyd fra sig. Mange af medlemmerne i træsektoren kan ikke forstå, at de måske skal trækkes ind i en konflikt, som de ikke har haft indflydelse på.

Svære forhandlinger
Før parterne gik ind til de afgørende forhandlinger var der ikke meget håb om en udskydelse af en eventuel konflikt. Formanden for CO-Industri, Max Bæring, betegnede mulighederne for at undgå en konflikt som meget små. Næstformand, Willy Strube, slog fast, at det ville kræve indrømmelser fra Dansk Industri.
"For hvis vi kan blive enige om overhovedet at lave et forlig, så skal vi indkalde teknisk assistance og flere forhandlere. Men holder DI fast i en nærmest nulløsning, så er det umuligt at opnå forlig," sagde Willy Strube.
Dog lød der lidt mildere toner fra Hans Skov Christensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri.
"Vi vil gerne finde en løsning, og ved at det ønsker baglandet også. Ingen ønsker en uansvarlig løsning, men kan vi finde en ansvarlig løsning, så er det dét, vi er kommet efter."
Og efter at parterne havde været til orientering hos forligsmand Asbjørn Jensen kunne man fornemme en lidt mildere tone.
CO-Industries næstformand, Willy Strube, var dog stadig pessimist og gav kun forhandlingerne en enkelt procents chance for at lykkes.

Mulig løsning
Et af de forslag, der har været luftet som en mulig joker i forhandlingerne er tanken om en fire-årig overenskomst.
Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet mener, at det muligvis vil kunne afværge den storkonflikt, som venter lige om hjørnet.
"Det er jo et klassisk ønske blandt arbejdsgiverne i Danmark at få en længere overenskomstperiode. Og det er ikke usandsynligt, at en åbning i forhandlingerne kommer via en forlængelse af perioden," siger Jesper Due til Ritzaus Bureau.
Han mener, at der er flere fordele for både arbejdstager- og arbejdsgiverside ved en fireårig overenskomst.
Ud over at fjerne usikkerheden om udviklingen til diverse lønomkostninger får parterne mulighed for at kunne forhandle flere af de "bløde" krav i hus, idet udgifterne kan strækkes over en længere periode.
"Arbejdsgiverne ville dermed kunne imødekomme en del af lønmodtagersidens krav om "bløde" pakker så som en pensionsudbygning eller længere ferie," siger Jesper Due.

Ved redaktionens slutning forelå der endnu ikke noget resultat af forhandlingerne hos forligsmand Asbjørn Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her